Udstillinger skal have ansigtsløft: Det Gamle Rådhus lukker
Det er nødvendigt at lukke Det Gamle Rådhus i nogle måneder, mens det bygges om indenfor. Rådhuset står igen klart til at byde gæster velkommen til foråret.
Revner og sprækker, hul i taget og forældede udstillinger. Det ikoniske og elskede gamle rådhus i Ebeltoft har længe trængt til en gennemgribende ansigtsløftning. Den ydre renovering af tag og mure er vel overstået, og nu kommer turen til den indvendige del samt de slidte og forældede udstillinger.
Rådhuset havde sidste åbningsdag 30. september, og holder nu lukket nogle måneder, mens renoveringen står på. Det skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.
Det Gamle Rådhus er et ikon og vartegn for den smukke købstad Ebeltoft. Mange glade brudepar er gennem tiden blevet borgerligt viet på rådhuset, og mange flere har besøgt Tingstuen, fangekælderen og de små hyggelige rum med de gamle molbofigurer.
»Vi er på museet kede af at holde udstillinger lukkede, fordi der altid er gæster, som gerne vil se dem. I dette tilfælde med rådhusets midlertidige lukning er vi dog også glade og forventningsfulde, fordi det er en længe ventet renovering af rummene og udstillingerne, der nu går i gang. Vi ser frem til arbejdet, og der bliver noget at glæde sig til tør jeg også godt love,« siger museumschef på Museum Østjylland, Jesper Bækgaard.
Fortæller byhistorie
De nye udstillinger på rådhuset bliver efter ombygningen i højere grad et museum om Ebeltoft bys lange og spændende historie, end tilfældet har været til nu. Udstillingerne vil fortælle om Ebeltoft fra det første menneske frem til i dag – dog med fokus på fortællingen om købstaden.
»Rådhusets gæster vil kunne opleve historiefortælling på plancher, via lyd, projektion og digitalt,« forklarer Jesper Bækgaard.
Den velkendte indgang på Det Gamle Rådhus kommer i fremtiden til at byde gæster velkommen med en gallerivæg med et væld af malerier og fotos af rådhuset gennem tiden.
»Det er ikke alt sammen stor kunst, men til gengæld er hvert et værk udtryk for stor kærlighed til rådhuset og bevidsthed om, at stedet altid har været noget helt særligt,« smiler museumschefen.
Molbostue og fangekælder
Den nuværende Molbostue bliver i fremtiden rummet, hvor du som gæst kan opleve fortællingen om Ebeltofts historie, og her vil du også kunne se forskellige genstande.
De to små tilstødende rum kommer til at indeholde fortællinger om Ebeltofts fattige fortid og om byens genrejsning, jernbane og sommerlejre.
Tingstuen, hvor de borgerlige vielser fortsat skal finde sted, bliver også i fremtiden et relativt luftigt rum med plads til både bryllupsgæster og moderne formidling af Ebeltofts historie.
Fangekælderen, elsket og frygtet af store og små, bliver fremover levendegjort med lydspor og tekster, der formidler tankevækkende historier om ret og straf, om fængslinger – og om flugt.
Det nye udstillingsinventar på rådhuset er finansieret af A.P. Møller Fonden. Syddjurs Kommune afholder udgifter til den indvendige renovering af vægge. Museum Østjylland bidrager selv med arbejdskraft, i form af både idéudvikling, tilrettelæggelse og praktisk udførelse.
Det Gamle Rådhus genåbner for gæster i april 2024.