Et stærkt net af kvinder
Inner Wheel Rønde har gang i mange ting og håber, at flere vil slutte sig til dem
Netop nu er Inner Wheel Rønde med til at arrangere Ukraine-uge i byen, og det er bare én af de aktiviteter for gode formål, kvindenetværket engagerer sig i.
Inner Wheel er en verdensomspændende kvindeorganisation, der findes i over 100 lande og har mere end 110.000 medlemmer. I Danmark er der 85 klubber og ca. 2000 medlemmer. 16 af dem er i Rønde.
Præsident Marianne Høgsholt var igennem flere år medlem af Inner Wheel i Ebeltoft, men da afdelingen lukkede ned i 2017, rykkede hun til Rønde. Her har klubben medlemmer fra en stor del af Syddjurs.
»Vi har en god og aktiv gruppe. Vi er et stærkt fællesskab, som har det sjovt og hyggeligt og finder på mange spændende projekter. Vi tager meget gerne mod nye medlemmer.«
De mødes en gang om måneden til foredrag, kulturelle oplevelser eller virksomhedsbesøg og så støtter de gode formål. Det kan være hjælp til nogle, der sidder alene juleaften, kirkearbejde, plejehjem eller Ukraine. Der har været mange forskellige formål gennem årene.
»Vi favner bredt og deltager i projekter, som kan gøre en forskel for sårbare og udsatte børn, unge og kvinder.«
På landsplan støtter Inner Wheel Lykkeliga og børnetelefonen, og det er op til den enkelte afdeling at vælge, hvordan man vil gøre det.
I Rønde gør de det blandt andet ved at sælge tørklæder.
»Silketørklæderne er lavet af en kvinde, som genbruger brugte sariaer fra Indien. Dem skaffer hun ved at bytte sig til dem for frø og køkkenredskaber, for hvis hun betaler med penge, tager mændene dem, og så får kvinderne ikke noget ud af det.«
100-års jubilæum
Engang var Inner Wheel forbeholdt hustruer til rotarianere, altså mænd i Rotary, men sådan er det ikke mere, nu er klubben åben for alle.
I følge Inner Wheel selv, så startede organisationen i England i 1924. Rotarianernes fruer havde ofte, i baggrunden, ydet deres bidrag til Rotarys indsats, men nu samlede Margarette Golding en flok kvinder, gift med rotarianere, for at danne deres egen klub og selv tilbyde hjælp til trængte kvinder og familier.
Det var Dagmar Ottosen fra Sønderjylland, der bragte Inner Wheel til Danmark. På en rejse til England mødte hun organisationen, og efter hjemkomsten præsenterede hun ideen. I 1948 blev den første danske klub officielt etableret, og det viste sig at være en god ide, Dagmar Ottosen tog med sig hjem fra sin tur til England.
Næste år kan Inner Wheel således fejre international 100-års jubilæum, og her tager nogle af kvinderne fra Rønde til Manchester i England for at fejre begivenheden med en masse andre Inner Wheel deltagere.
Inden da har de dog flere punkter på programmet. Blandt andet et julearrangement, hvor alle er velkomne, både børn og bedsteforældre, til at komme og lave dekorationer, spise æbleskiver og få et glas gløg.