Fortsæt til indhold

Brætspil hitter: »Når man mødes om et brætspil, er alder, køn og job helt ligegyldig«

I foråret så et nyt koncept i Kulturhuset Skanderborg dagens lys: Brætspilsaften – og konceptet er så populært, at en ”quiz-lillebror” nu er på vej.

Kultur og byliv
sra

Da Lucca Lyngbak Nymand som tilflytter til byen for et års tid siden blev frivillig i Kulturhuset Skanderborg, var det både for at skabe netværk for sig selv og oplevelser for andre.

Én af de oplevelser blev søsætningen af Brætspilsaftener i Kulturhuset. Og det har haft så god en tilslutning, at det nu er en fast aktivitet den andensidste mandag i måneden. Det skriver Kulturhuset Skanderborg i en pressemeddelelse.

»Det er alle mulige folk og aldre, der kommer. Unge, ældre, voksne, teenagere – alene eller sammen med andre. Nogle har spillet meget før, andre er helt nye, men søger måske et nyt fællesskab. Så det er en stor tilfredsstillelse at være med til,« fortæller Lucca Lyngbak Nymand, der opfordrer alle interesserede til at prøve at være med.

Én aften kom der for eksempel en gruppe teenagedrenge i træningstøjet direkte efter tennistræning og spillede sammen med nogle, der var noget ældre. Det var ret hyggeligt.
Lucca Lyngbak Nymand, frivillig i Kulturhuset Skanderborg

Et rum til at mødes

Idéen med Brætspilsaftener kommer både fra Luccas egen passion for at spille brætspil og hendes ønske om at skabe et rum, hvor man netop kan mødes på kryds og tværs af alder. Og her synes hun, at mødet omkring brætspil kan noget særligt.

»Når man mødes om en fælles interesse som brætspil, er alder, køn og job helt ligegyldig. Det er spillet og interessen, der er i centrum. Så kan netværk eller relationer måske vokse derfra. Eller også har man bare en hyggelig aften sammen. Én aften kom der for eksempel en gruppe teenagedrenge i træningstøjet direkte efter tennistræning og spillede sammen med nogle, der var noget ældre. Det var ret hyggeligt. Selv om vi nok skulle have købt lidt mere slik til den aften …« lyder det fra Lucca.

Brætspilsaftenerne holdes som hovedregel den andensidste mandag i måneden klokken 19. Det er gratis at deltage, men man skal melde sig til på Kulturhusets hjemmeside, så der bliver stillet stole, slik og spil nok frem.

”Quiz-lillebror” på vej

Den varme modtagelse af spilaftenerne betyder, at Kulturhuset nu også kaster sig ud i en ”lillebror” til Brætspilsaftenerne, nemlig Quizaften. Også her har Lucca Lyngbak Nymand en finger med i spillet. Hun har nemlig lovet at stå som medvært for den første ’Quiz med Kulturhuset’-aften, der ser dagens lys 12. december. Hun glæder sig til at se, om der også er tilslutning til quizkonceptet.

Næste Brætspilsaften er mandag 20. november, og man er meget velkommen til at medbringe sit eget yndlingsspil.

Både Brætspilsaften og Quiz med Kulturhuset er gratis at deltage i. Begge kræver dog tilmelding på kulturhuset-skanderborg.dk.

Det er spillet, der er i centrum til brætspilsaftenerne, og det gør det nemmere at skabe relationer på tværs af alder, køn og job. Foto: Thomas Høi
Brætspilsaftenerne er blevet en så stor succes, at de nu er blevet et fast punkt på programmet i Kulturhuset. Næste gang er mandag 20. november, og man er velkommen til selv at medbringe et spil, man gerne vil spille. Foto: Thomas Høi
Den store tilslutning til brætspilsaftenerne betyder, at der nu kommer en "lillebnror" i form af quizaftener. Den første quizaften bliver 12. december, og ligesom brætspilsaftenerne er det gratis at være med. Foto: Thomas Høi