Fortsæt til indhold

Ukrainske Kateryna Svakha og Gæsterne tænder lyset i Mørke med musikalsk magi

Gratis musikoplevelse i Byens Hus, Mørke, onsdag 15. november med Syddjurs Award vinder Kateryna Svakha og gæsterne Juncker & Breum.

Kultur og byliv

Koncertarrangør Niels Birger Sørensen, der ved Syddjurs Award 2023 for en lille måned siden, fik overrakt Syddjurs Kommunes kulturpris, er aktuel med et nyt musikalsk arrangement i Byens Hus i Mørke.

Det foregår allerede onsdag 15. november.

På plakaten er talentfulde Kateryna Svakha og hendes gæster, Juncker & Breum, der som duo netop lyder navnet ’Gæsterne’.

Ukrainske Kateryna Svakha modtog ved Syddjurs Award Ungeprisen 2023, som Adresseavisen, PR Electronics og DemoRådet er fælles om.

Hun har tidligere optrådt sammen med Christian Juncker.

Sanger, sangskriver og musiker Christian Juncker tager sin musikalske soulbrother Jonas Breum med til Mørke onsdag aften. Arkivfoto

Gæsterne

Christian Juncker kendes nok bedst for liguster-sangen om Mogens & Karen’ - det typiske forstadspar, der »bor lidt længere nede ad vejen« - samt titelsangene til familien Behas maritime eventyr (’Kurs mod fjerne kyster’ – ’Havana’ m.fl.).

I tidligere tider har han været en del forbi Kolind for at give koncert, og det med stor styrke og applaus fra publikum.

’Gæsterne’ radiodebuterede i januar 2020 med P4-singlen ’De Livskloge & Dem på Violin’. En hel del live-koncerter i forsamlingshuse, på kroer og spillesteder gav duoen blod på koncert-tanden, indtil en velkendt pandemi sendte Juncker og Breum i pitstop i pladestudiet.

Her blev albummets 11 sange skrevet og indspillet i en stemning af legelyst og tillid – og godt et år senere udkom resultatet.

Odenseanske Christian Juncker og vejlensiske Jonas Breum kompletterer hinanden smukt på albummet ’I mørket er der ingen, der skal sidde alene.’

Albummets titel er inspireret af den sang, ’De største er de små’, som duoen leverede til tidligere statsminister Anker Jørgensens 85 års fødselsdag, og som også var titlen på den hyldestplade som en række kunstnere fra Kim Larsen til Allan Olsen udgav til den folkekære mand, mens han endnu i levende live boede på tredje sal på Borgbjergvej 1 i Sydhavnen i København.

Gratis koncert

Niels Birger Sørensen, tidligere lærer på flere lokale skoler og ligeledes kendt i det lokale fodboldmiljø, har altid haft en faible for musik. Han har i en årrække været tæt på en kunstner som Poul Krebs, ligesom han har været det og er det fortsat med Christian Juncker.

Han er ligeledes Sebastian-kender og har lokalt holdt flere foredrag om den unikke danske kunstner.

For nuværende er han meget engageret i arbejdet med at skabe rum og glæde for de ukrainske borgere, der bor i Syddjurs Kommune. Det har bl.a. skabt kontakten til Kateryna Svakha.

Onsdagens koncert i Byens Hus i Mørke er gratis, men Niels Birger Sørensen understreger, at ’Gæsterne’ »med glæde vil modtage eventuelle bidrag.«

»Lad os vise vores gæster, Juncker & Breum, hvor hjerteligt Djursland kan byde dem velkommen,« lyder opfordringen fra koncertarrangøren.

Showtime klokken 19.