Kom med til Danmarks største julebanko i Ry
Lions Club Ry inviterer til julebanko med en masse spændende præmier.
Var det noget med en tur i luftballon eller en tur i helikopter? Eller hvad med et gavekort til Kvickly på 7.500 kroner?
Det er blot nogle af de ting, du kan vinde, når Lions Club Ry holder julebanko i Ry Hallen 26. november, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Lions Club Ry har spillet banko i Ry Hallen i 52 år og vil gerne lave bankospil, der henvender sig til alle generationer ved både at lave små fornyelser og holde fast i traditionerne. Spillerne kan derfor forvente overraskelser under spillet, og børnene kan glæde sig til, at julemanden kommer forbi med godteposer.
Forventningen er, at årets julebanko vil have 750 deltagere, og at det vil give et overskud på cirka 70.000 kroner. Overskuddet vil primært blive brugt på julehjælpspakker i lokalområdet, på hjælp til trængte borgere og til etablering af et ”Livsglædeshjørne” for alle generationer med musikinstrumenter og beskuelsesbænk.
Lions Club Ry er taknemmelige for den store opbakning fra både annoncører i den husstandsomdelte bankoavis og fra de mange gavesponsorer.