Han har tjent mange millioner på at opklare mord og forbrydelser: Nu er det slut

»Nykker, nej, det ville være pinligt. Forløjethed har jeg heller ikke med mig, derimod har jeg fået empatien for andre mennesker med mig fra min barndom. Når du åbner øjnene og ser andre mennesker, ser du også verden, og lige pludselig giver den dig nogle nye muligheder.«

Jussi Adler-Olsen smiler.

Den 73-årige forfatter hedder rettelig Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen, bekræfter han, mens han sidder på Hotel Villa Provence på Fredens Torv i Aarhus. Han skal til sin store ærgrelse ikke overnatte her, men blot være her en times tid eller halvanden, inden han skal på kunstmuseet Aros og derefter hjem til Hørsholm. Dagen efter venter endnu et møde med nogle af hans trofaste læsere – det gør der stort set hver dag resten af måneden.

»Når jeg signerer mine bøger, står jeg op og kigger folk ind i øjnene. I løbet af få sekunder sker der noget magisk. Hvis det sker 1.000 gange i løbet af fire timer, er du totalt i ro bagefter. Hvor er det dog lifligt at møde mennesker, som i bund og grund vil dig det godt,« siger han.

Vi mødes for at tale om, hvordan det føles at have skrevet sidste bog i serien om efterforskeren hos Københavns Politi Carl Mørck og hans Afdeling Q. Jussi Adler-Olsen udtænkte den i 2005, fik udgivet den første, ”Kvinden i buret”, i 2007 og nu, 16 år senere, den sidste, ”Syv m² med lås”.

Dette med at skrive sin egen blanding af en krimi og en thriller har gjort ham til mangemillionær i den trecifrede udgave, men han er faktisk den samme person nu som dengang, han startede, siger han.

Han lægger vægt på, at han som barn flyttede meget rundt, fordi hans far var psykiater og arbejdede på flere forskellige hospitaler.

»Jeg er født i København og var syv år, da vi flyttede til Brønderslev, 13, da vi flyttede derfra. Alt, hvad der ligger i et ungt menneskes udvikling, skete der. Det er der, jeg fik sindigheden. Det betyder i bund og grund, at man lige tænker sig om. Jeg fik også det med at læne sig en lille smule tilbage i sig selv, stå rank op og være ved, hvem man er. Det har været en stor, stor støtte for mig, og derfor er Carl Mørck også vendelbo,« siger han.

Sløjfe med dobbeltknude

At der nu er sat endegyldigt punktum for den 10 bind lange serie om Afdeling Q, føles udelukkende godt, siger han. Hans projekt er lykkedes til fulde, han har bundet en sløjfe med dobbeltknude, kommer ikke til at skrive om Carl Mørck mere, men bærer ham stadig i sit hjerte, understreger han.

»Jeg vil ikke sige, at jeg giver slip på ham. Han er stadig i mig og vil altid være det. Men at jeg ikke behøver at beskrive ham år efter år, det er en stor lettelse.«

Enden på hele historien har han kendt til i flere år.

»Jeg skrev nok synopsen til hele serien i 2005, men selve substansen af sproget kom undervejs. Jeg vidste ikke, hvor sløjfen kunne bindes og hvordan. Jeg vidste bare, at den sidste bog skulle være en cirkulær bevægelse,« siger Jussi Adler-Olsen.

»Det fandt jeg ud af i et sommerhus for seks-syv år siden. Jeg vågnede op om morgenen og havde den afsluttende sætning i hovedet. Åh, hvor havde jeg det godt. Nu gik det hele op i en højere enhed. Hanne, min hustru, sagde, at jeg blev nødt til at skrive sætningen ned. Ej, det er ikke nødvendigt, sagde jeg. Det forstod hun ikke.«

»Nu er den der, Jussi«

Det er samme Hanne Adler-Olsen, hans livsledsager, der altid har været førstelæser.

»Her med den sidste bog havde jeg egentligt turneret slutningen en lille smule anderledes. Prøv lige at høre, sagde Hanne så, du behøver ikke at præsentere Carl Mørck 100 pct. som dig eller det modsatte. Kan du ikke lige lægge lidt afstand? Det gjorde jeg så,« fortæller han.

Hanne Adler-Olsen sagde også de ord, som bekræftede hendes mand i, at han var på rette spor.

»Det var den dag, hvor hun vendte den sidste side i Afdeling Q-bog nr. to, ”Fasandræberne”, og sagde: ”Nu er den der, Jussi”. Det var simpelthen det, hun sagde. ”Nu er den der, Jussi.” Så faldt jeg fuldstændig i ro med mig selv og så fremad på synopsen: Hvis den er der nu, så er de kommende bøger der også,« siger han.

28 mio. eksemplarer

Det bekræfter tallene. Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie er kommet ud i 28 mio. eksemplarer i 120 lande på 42 sprog. Det har givet ham en indtjening på den øvre side af 100 mio. kr.

»Åh ja, det har det da i hvert fald,« smiler han.

»Jeg synes, at den, der tjener godt, har en forpligtelse til at give noget videre. Det har jeg gjort. Jeg er meget socialt engageret. Er jeg så socialist? Ja, i ordets bedste betydning. Jeg er jo 68’er. Det har været med til at modne os, der var der, og til at gøre os fri. Vi havde flowerpower-tøj på, jeg spillede i et band, vi røg den forbudte tobak og fjernede os fra vores meget borgerlige baggrund.«

Snart også på Netflix

Pengestrømmen stopper ikke med det sidste punktum.

For Netflix har købt rettighederne til at lave bøgerne som en serie, ”Department Q” – 10 sæsoner a otte afsnit, optagelserne begynder i Skotland næste år, og første sæson sendes i 2024-25. Jussi Adler-Olsen har desuden filmaftaler på plads – først med Zentropa, nu med Nordisk Film.

I de første fire film havde Nikolaj Lie Kaas hovedrollen som Carl Mørck, nu har Ulrich Thomsen taget over, også i næste film, ”Den grænseløse”, som kommer i biografen næste år.

Endnu et emne må på bordet: Hvordan kan den fredelige mand, der sidder og rører rundt i en kop varm chokolade med flødeskum, udtænke så drabelige handlinger, så makabre drabsmetoder og så ubehagelige mennesketyper?

Først vil han lige fortælle, hvad hans genre, krimithriller, egentlig er, siger han og læner sig frem over bordet.

»Krimi er en efterforskning og opklaring, ofte af et drab. En thriller handler om at prøve at forhindre en katastrofe i at ske til sidst. Jeg har kombineret de to genrer,« forklarer han.

»Jeg gestalter mig ind i mine personer. Hvad har de med i bagagen, og hvorfor føler de, at nettet strammes så meget om dem, at de vil gå til grunde, hvis de ikke gør noget voldsomt? Men der er aldrig splatter i mine bøger, jeg vil hellere nærme mig læsernes fantasi på en kreativ måde. Læserne er mit missing link. De er medspillere – og tak for det.«

Grundig research

Grundig research er en anden del af hans arbejde.

»Jeg har været alle de steder, som du tror, jeg har været. Alle. Jeg har været indsat i Slagelse Arrest, bare i 10 minutter, men nok til at vide, at jeg ville blive sindssyg af at være der. Jeg har fulgt retssager, været i Vestre Fængsel, talt med mordere, forsvarere, anklagere, korrupte og indsatte betjente og fængselsbetjente. Folk er normalt usædvanligt åbne,« siger han.

»Jeg er blevet angrebet af en hund – med vilje og sådan en arm på – det var ret voldsomt. Jeg har været på skydekursus, så jeg kender våbnene. Hvem researcher man sådan i dybden for? Dem, der ved bedre. Kun dem. For alle de andre er det ligegyldigt, de tager bare det hele med.«

Hør Jussi Adler-Olsen selv fortælle om sit farvel til Afdeling Q

En murstenstung hobby

Lige om lidt skal han i gang med thrilleren ”Den illustrerede kineser”:

»Den har ligget og simret i 11 år nu – synopsen er skrevet, det er de første 120 sider også, den er jo nem nok at gå til, selv om jeg selvfølgelig skal begynde forfra.«

Og så har han faktisk en hobby, som er blevet til et firma, som hans søn, Kes Adler-Olsen – der har beriget sine forældre med to børnebørn og til overflod bor længere nede ad vejen – også er en del af.

»Jeg køber ejendomme, som måske er lidt forsømte og gør dem gode igen. Før i tiden gjorde jeg det selv, men det er ikke blevet til så meget i årene med Afdeling Q. Tidligere kunne jeg finde på at lægge 20.000 mursten om vinteren, men det er ikke godt for leddene. Det ved jeg i dag.«