Nu kan du kvit og frit være kreativ
Ældre Sagen har lavet en aftale med Toppen af Ebeltoft
Ældre Sagen i Ebeltoft har lavet endnu en god samarbejdsaftale for dens medlemmer. Hver mandag og torsdag mellem 10 og 13.30 er der mulighed for at deltage i KreaVærkstedet på Toppen af Ebeltoft.
Her er der mulighed for at bruge det veludstyrede værksted til kreative formål. Det er også muligt at møde op uden en lang liste af kreative drømme og ’bare’ nyde en kop gratis kaffe eller the, snakke med de andre brugere eller hygge sig med brætspil eller kortspil.
Tilbuddet er nyt, ikke bare for Ældre Sagens medlemmer, men for alle i Ebeltoft, og retter sig mod dem, som af den ene eller anden grund savner indhold i hverdagen. Socialt samvær og fællesskab er i højsædet.
Krea-værkstedet er åbent for alle borgere over 16 år i Syddjurs kommune. I værkstedet er der mulighed for at arbejde med læder, male billeder, lave smykker, lave linoleum, hækle, strikke, lægge puslespil og meget mere.
Der kræves ingen tilmelding.