Fortsæt til indhold

Togture, rumrejser og wrestling i vinterferien

Uge 7 står for døren, og for mange betyder det masser af tid med familien. Favrskov Bibliotekerne har sørget for en uge fyldt med aktiviteter.

Kultur og byliv
gs

Til glæde for både små og store kører den populære ”vinterbane” fra Modelbane Europa igen på biblioteket i Hinnerup. Du kan endda selv starte toget ved at trykke på knappen. Der er togafgange dagen lang mellem den 1.-27. februar.

Der bliver også mulighed for at deltage i fastelavnsfester i Hadsten og Hammel. Det sker lørdag 10. februar i begge byer.

Sammen med kreativist Mads Nielsen kan du 15. februar på Hammel Bibliotek dykke ned i Nomernes eventyrlige univers og lege med skrot. Pressefoto

Optog og skattejagt

I Hadsten starter festlighederne med et optog fra Hans Gadebergs Plads til Sløjfen kl. 10.30. Efter ankomst til Sløjfen slås katten af tønden, og årets kattedronning og -konge kåres. Der vil også være en præmie til den bedst udklædte. I Hadsten er fastelavn arrangeret af Røde Kors, Hadsten Handel og Sløjfen.

I Hammel starter festen kl. 14 i Inside med tøndeslagning. Derefter er der fastelavnsboller og saftevand til børnene. Man kan også købe et skattekort og tage på skattejagt i Hammel by bagefter. Fastelavn i Hammel er arrangeret af Kulturhus InSide og Hammel Handel & Erhverv.

Tag en tur ud i det ydre rum med Cardboard Space Mission. Pressefoto

Rumrejser og skrot

Hele ugen er der ABC-værksteder på alle biblioteker i den betjente åbningstid, hvor du blandt andet kan lave nøgleringe med dit navn. Alfabetet er også omdrejningspunktet for de gratis rytmik-hold, der afholdes 12. februar på Ulstrup og Hammel Bibliotek og 13. februar på Hadsten og Hinnerup Bibliotek. ABC-rytmik afholdes i samarbejde med Favrskov Musikskole, og holdene er for de 4-7-årige.

Torsdag 15. februar bliver der mulighed for at tage en tur ud i det ydre rum med Cardboard Space Mission. Det sker på Hinnerup Bibliotek, hvor der vil blive fortalt røverhistorier om rumfart, og hvor man kan bygge sit eget rumskib i pap. Samme dag kan du på Hammel Bibliotek dykke ned i Nomernes eventyrlige univers og lege med skrot sammen med kreativist Mads Nielsen.

Det er blot et udpluk af, hvad der sker i løbet af ugen. For at se det fulde program kan du besøge Favrskov Bibliotekernes hjemmeside.

Wrestling

Er I klar til en omgang hæsblæsende wrestling? Så trop op i Sløjfen lørdag 17. februar kl. 15 til en eftermiddag fyldt med action.

I år kan I blandt andet opleve det festglade tag-team RandersPagne. Et tag-team er et wrestling team med flere på holdet. Der bliver altså max gang i den, når de tørner sammen med de tre andre wrestling-hold, du kan møde denne eftermiddag, lyder det i pressemeddelelsen fra bibliotekerne.

Konkurrenterne i ringen bliver den onde kultleder Peter Olisander, også kendt som ”Sandheden”, de grove men sjove ”Easy Loverz” og ungarnske Hunyadi Tamás.

For at deltage skal man minimum være 10 år. Billetter kan købes på bibliotekernes hjemmeside.