Fortsæt til indhold

Guitarister, klaverspillere og sangere øvede sig en hel uge i fællesskab

Utraditionel undervisningsuge skal skabe nye relationer og fællesskab i musikskolen.

Kultur og byliv
jr

Favrskov Musikskole har netop haft droppet den almindelige undervisning til fordel for diverse workshops med fokus på fællesskab og samspil, som eleverne kunne melde sig til.

Den anderledes undervisningsuge kulminerede i weekenden, hvor over 40 børn fra 9-17 år var samlet til en fælles camp i Hadstens kulturhus, Sløjfen.

Klaverspillere, guitarister, trommeslagere, violinister, saxofonister og sangere mødtes på kryds og tværs til en weekend, der bød på meget andet end musik. Der blev også grinet, spillet spil og spist en masse kage, fortæller musikskolen i en pressemeddelelse.

Tangenter ser ud til at være et populært instrument-valg i den lokale musikskole. Foto: Favrskov Musikskole.

»Jeg synes, det giver nogle gode fællesskaber, fordi man får mulighed for at snakke med andre elever, man ikke har snakket med før,« siger Marie Fogtmann Christian, der går til guitar i Favrskov Musikskole.

Saxofonlærer Andreas Kristiansen håber, at ugens anderledes undervisning og weekendens camp vil afspejle sig i resten af undervisningsåret:

»Jeg tror, vi vil mærke, at der bliver dannet relationer på tværs, så eleverne føler, at musikskolen er et samlet fællesskab.«

Det hele sluttede søndag eftermiddag med en lille koncert med Abba numre, som forældre og søskende troppede op for at overvære.