Fortsæt til indhold

"Aktiemor": »Investeringer behøver ikke være kedelige«

Lær at investere med "Aktiemor" - Line Maria Kühlwein Skov – når hun besøger Galten Bibliotek onsdag 28. februar. Line Marias mål er at bringe investering ned på jorden og gøre det forståeligt.

Kultur og byliv
sra

Aktieinvestering behøver hverken at være kedeligt eller forbeholdt mænd, fortæller Line Maria, også kendt som ”Aktiemor”.

Jeg var tæt ved at dumpe matematik i gymnasiet. Jeg er uddannet sociolog - og har aldrig taget en økonomisk uddannelse. Men det behøver ikke være ensbetydende med, at jeg ikke interesserer mig for mine penge.
Line Maria Kühlwein Skov

»Det er så vigtigt for mig at fortælle, at jeg ikke havde nogle specielle forudsætninger, før jeg begyndte at investere. Jeg var tæt ved at dumpe matematik i gymnasiet. Jeg er uddannet sociolog - og har aldrig taget en økonomisk uddannelse. Men det behøver ikke være ensbetydende med, at jeg ikke interesserer mig for mine penge. Jeg er stadig ikke skarp på nøgletal og årsregnskaber. Mit fokus er i langt højere grad på en virksomheds forretningsidé eller produkt - og hvorvidt jeg tænker, at det har en berettigelse i fremtiden.«

På Instagram har hun lidt over 8000 følgere, hvor hun flittigt deler ud af sine erfaringer og tanker om penge. Med baggrund i sin erfaring som investor, vil Line Maria Kühlwein Skov fortælle, hvorfor handel med aktier er en mulighed for alle uanset køn, alder og økonomi, når hun besøger Galten Bibliotek 28. februar.

»Min viden om investering har jeg selv tilegnet mig - jeg har lyttet, og jeg har læst. Og så har jeg prøvet af. Jeg har begået fejl - og vigtigst af alt: Lært af dem,« siger hun.

Hun belyser, hvad motivationen for at investere kan være og afliver samtidig de myter, hun selv og mange andre støder på.

»Min egen investeringsrejse begyndte, imens jeg var på barsel og trillede ture med barnevognen,« fortæller Line Maria. Målet var både at se sine penge arbejde for sig, men også at bruge investering som et middel til at leve det familieliv, hun drømte om.

Hun etablerede Aktiemor.dk for at videregive råd og få flere til at tage stilling til deres økonomiske situation. Hør hendes historie og bliv klogere på, hvordan du selv kan tage de første skridt på din investeringsrejse. Line Maria slutter af med rådet:

»Det er vigtigt at du kommer i gang med at investere, for det kan tage tid at bygge en solid portefølje (og erfaringer) op. Så hellere i dag end i morgen.«

Billetter til foredraget kan købes via bibliotekets hjemmeside.