Fortsæt til indhold

Årets Klimakollega og Grøn Skanderborg Pris kåres på national klimahandledag

25. april fejrer Skanderborg Den Nationale Klimahandledag med uddeling af klimapriser og en stor klimamarkedsplads i Hørning.

Kultur og byliv
gs

Bæredygtige og klimavenlige handlinger bliver både sjovere og lettere, når tingene gøres i fællesskab. Den Nationale Klimahandledag er 25. april, hvor foreninger, virksomheder, kommuner, borgere og mange andre laver klimahandlinger sammen.

Skanderborg Kommunes Biblioteker og Skanderborg Kommune fejrer den nationale klimahandledag med at arrangere et stort klimamarked og uddele to priser, nemlig ”Årets Klimakollega” og ”Grøn Skanderborg prisen”.

På klimamarkedspladsen kan du bytte tøj og bøger, beregne dine personlige klimavaner, være med til at vælge vinderen af Grøn Skanderborg prisen, få tips til den nye affaldssortering, stifte bekendtskab med cli-fi klimalitteratur, se en klimaudstilling, bygge et instrument af affald, høre en klimakoncert og meget mere. Det hele foregår på Rådhusloftet i Hørning 25. april kl. 15-18.

Uanset om du er barn, ung eller ældre vil der være noget interessant at komme til på klimamarkedspladsen, hvor udstilling, inspiration og læring går hånd i hånd med klimavenlige snacks.
Maria Molde, klimamedarbejder i Skanderborg Kommune

»Uanset om du er barn, ung eller ældre vil der være noget interessant at komme til på klimamarkedspladsen, hvor udstilling, inspiration og læring går hånd i hånd med klimavenlige snacks,« siger klimamedarbejder Maria Molde fra Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

»Biblioteket er for nylig blevet verdensmålscertificeret, så uge 17 står i verdensmålenes tegn – og med klimamarkedspladsen som et af højdepunkterne,« udtaler bibliotekets leder for innovation, Anne Mette Høncke sig.

I forbindelse med klimamarkedet vil der være uddeling af to forskellige priser, nemlig Årets Klimakollega og Grøn Skanderborg Prisen.

Kollegaprisen går til den medarbejder eller leder i Skanderborg Kommune, som med sit engagement og virke aktivt bidrager til, at kommunen når sin ambition om at være CO2-neutral i 2025. Vinderen af kollegaprisen udvælges af kommunens grønne panel.

Grøn Skanderborg Prisen tildeles en person, virksomhed, landsby, vej, bydel eller et byggeri, der har bidraget positivt til den grønne omstilling i Skanderborg Kommune. Det grønne panel udvælger tre nominerede til prisen blandt de indstillinger, der er kommet, men det er deltagerne på Klimamarkedspladsen, der stemmer om den endelige vinder på selve dagen.

»Lokale klimaløsninger bliver heldigvis ved med at dukke op rundt omkring i hele kommunen. Med Grøn Skanderborg Prisen håber jeg, at vi kan være med til at sætte fokus på de gode ideer og ildsjælene bag, så de kan inspirere endnu flere af os til at gøre endnu mere for klimaet,« siger Claus Leick, der er formand for kommunens Klima-, Miljø- og Planudvalg og medlem af Det Grønne Panel.

Det er gratis at besøge klimamarkedspladsen og kræver ingen tilmelding.