Spis middag hos din hemmelige nabo
Hvad der venter på tallerkenen og ikke mindst, hvem du skal dele bord med, forbliver en hemmelighed indtil selve begivenheden, når Lerbjerg Svejstrup borgerforening arrangerer 'Running dinner'.
Du ved ikke hvad, hvor og med hvem, du spiser forret. Heller ikke hovedretten. Men du ved, at selskabet formentlig bliver forrygende, for det er andre fra Lerbjerg eller Svejstrup, der ligesom dig gerne vil komme hinanden bedre ved. Og til sidst samles I alle i forsamlingshuset til dessert og højt humør.
Sådan en oplevelse kan man blive rigere, hvis bor i en af de to byer og melder sig til Lerbjerg Svejstrup Borgerforenings event ’Running dinner’.
»Ideen er, at folk kommer til at lære hinanden at kende på kryds og på tværs,« fortæller formand i borgerforeningen Ulla Kjær Kristensen.
Du kan vælge at deltage som enten vært eller gæst. Værterne åbner deres hjem og byder på forret og hovedret, mens gæsterne tilfældigt fordeles ud på værternes adresser.
»Vi får rystet posen, og så kommer man måske til at sidde sammen med nogen, man ikke lige plejer. For nogle vil det måske være lidt grænseoverskridende, men man ved jo, hvem hinanden er her i byerne,« siger Ulla Kjær Kristensen.
Gæsterne får at vide to timer før, hvor man skal gå hen for at spise forret, og tre kvarter før hovedretten serveres, får man at vide, hvilket hjem man nu skal bevæge sig hen. Desserten samles I om i forsamlingshuset. Er der mange tilmeldinger, kan det være, den også står på musik og dans.
Det er første gang, Lerbjerg Svejstrup borgerforeningen afholder Running dinner. Inspirationen har de fået fra Gl. Rye, der har afholdt lignende arrangement med stor succes. Formand for borgerforeningen Ulla Kjær Kristensen håber, at man med det ret nytænkende koncept kan få endnu bedre sammenhold i byerne.
»Man kan altid have brug for at lære hinanden bedre at kende. Har man talt med naboens nabo er man mere tilbøjelig til at hilse og tager måske med til flere arrangementer og hiver hinanden med.«
Som en form for bonus giver sammenholdet og kendskabet måske også grobund for flere frivillige kræfter.
»Det er lidt de samme Tordenskjolds soldater, der står for det praktiske. Mit håb er, at flere tager del i og ejerskab over det lokalsamfund, de bor i,« siger Ulla Kjær Kristensen.
Hun understreger dog, at man på ingen måde skal føle sig forpligtet. Til Running dinner må man gerne bare møde op og nyde maden og selskabet. Den første vært har allerede meldt sig til.
»Det bliver vildt spændende. Jeg glæder mig rigtig meget,« slutter en tydeligt forventningsfuld formand for Lerbjerg Svejstrup Borgerforening.
Som familie kan man både tilmelde sig samlet eller hver for sig. Man bestemmer selv, om man fragter sig selv til fods, cykel eller bil, og har man fødevareallergi eller andet, så skal man gøre opmærksom på det ved tilmelding.