Madsalget på Northside svigter lørdag på grund af regnen
Silende regn og den gennemplørede plads betyder, at der ikke er så mange folk på festivalens sidste dag.
Lørdagens intense regnvejr gør det utrolig svært for madboderne på Northside, fordi gæsterne enten gemmer sig i pladsens telte eller bliver hjemme og venter på tørvejr.
Vi har gået en tur blandt boderne sidst på eftermiddagen, hvor der er utrolig stille og rigtig meget vand i arealerne op til bodernes diske.
For eksempel havde Restaurant 10 ikke færre end 270 gæster fredag, mens der bare er 30 bookinger i dag, lørdag.
»Vi har haft travlt både torsdag og fredag. Især når der kom et regnskyl, fandt folk ind til os her i teltet. Ikke for at spise syv retter med tilhørende vine, men for at få en gang pomfritter og en øl. Det kan man nemlig også, og det er man meget velkommen til,« siger Thea Rasmussen.
Hun fortæller, at mange firmaer bestiller de syv retter med tilhørende drikkevarer, som Restaurant 10 tilbyder. Det gjorde den også sidste år, hvor der var mange firmaer på besøg også lørdag aften.
Også i Il Locales falaffelbod er der stille. Der har Stine Eileltzen været med i syv år, og har ikke oplevet så meget regn som i år siden den historisk våde Northside i 2017.
»Der er færre mennesker på pladsen i dag i forhold til det, der plejer at være. Vi har altid haft travlt, men vejret er meget afgørende,« fortsætter hun.
Situationen er den samme hos boden fra Kolo.
»Det er gået godt torsdag og fredag, og der er god stemning, men vi har noget mindre at lave i dag. Folk kommer vist senere herud, lad os se,« siger Jonas Frøslev.
Flisen er sluppet op
Da Northside forsøger at udbedre den oversvømmede festivalplads, slipper flisen op. Den besked får, madboden Plantfood, der ligesom de fleste andre boder har masser af vand foran deres disk. Plantfood er den sidste i en række af boder.
»Vi ved ikke, om arrangøren kommer tilbage med mere flis senere, men nu fordeler vi det, der er, så folk ikke springer over lige præcis vores bod,« siger Daniel Vakili og Jeppe Skaarup.
»Vi tager sagen i egen hånd, fordi kunderne ikke kommer op til vores bod lige nu. Det er ellers gået godt for os torsdag og fredag,« fortsætter de.