Den gamle præstegård er væk - men historierne vil altid være her

Det kan mærkes i en by som Ebeltoft, når et af byens gamle huse forsvinder, for der er ofte mange historier forbundet med dem.

Grønningen 13-17, også bedre kendt som Den gamle Præstegård, huskes stadig for Missers Dukkemuseum, og andre tænker på bygningen som arkitekt Hack Kampmanns fødehjem.

På trods af navnet har huset dog kun virket som præstegård i en relativt kort periode af sine 350 år, og gennem tiden har der boet mange spændende og farverige personer.

Gården ved kirken

Det middelalderlige Ebeltoft havde kirken som centrum, og byens mest velhavende borgere havde deres huse og gårde tæt ved kirken.

Før opførelsen af Den gamle Præstegård på Grønningen lå der en gård, der blev kaldt for ”Den gamle Præsteresidens”.

Den lå lidt tættere på kirken, som dengang var omkranset af kirkegården og et dige. Grønningen hed dengang Rundingen på grund af sin rundede form.

Oprindeligt tilhørte jordene omkring ikke kirken. Det kom de til under præsten Hr. Niels Pedersen. Han opdyrkede grunden med korn, og ved den bæk, der løb på grunden, opførte han en vandmølle.

Hr. Niels Pedersen var en velhavende præst, men han kastede ikke om sig med penge til vedligeholdelse og reparation. Det betød, at ved hans død var præsteboligen så forfalden, at den måtte rives ned.

Hr. Niels blev efterfulgt af sin svigersøn Søren Albertsen, der var rektor ved byens latinskole.

Det var ham, der lod præsteresidensen rive ned og opførte et helt nyt hus, nemlig den bygning, som vi kendte som Den gamle Præstegård.

Gården blev opført mellem 1653 og 1673 og blev betalt af medgiften til hans hustru, Birgitte Nielsdatter.

Gården blev dog relativt hurtigt solgt videre, og der gik mange år, før en præst igen skulle bo der.

Byfogedens gård

Fra 1735 til 1791 var gården i familien Boserups eje, indtil de solgte den videre til Christen Fellumb, der var byfoged.

Fellumbs periode som byfoged fra 1787 til 1811 var kendetegnet som en nedgangsperiode for Ebeltoft.

I 1806 skrev han i en indberetning, at ”Byens handel er ubetydelig… Fiskeriet er ringe… Med Haandværkerne er det heller ikke meget bevendt. De fleste er fattige Fuskere…” Generelt tegnede Fellumb et billede af en by i dyb armod, blandt andet på grund af, at Ebeltoft ikke havde en ordentlig havn.

Det skulle hans efterfølgere dog rette op på.

Byfoged Johan Stockfleth (1788-1849) satte fra begyndelsen af sin embedsperiode i 1821 alle sine kræfter og kapital ind for at forbedre forholdene i byen.

Han flyttede ind i gården ved Grønningen efter Fellumb og købte den selv i 1827.

Stockfleths første store initiativ var udflytningen af den gamle kirkegård væk fra kirken og etableringen af en ny uden for byens murer.

Hans andet store projekt var at få etableret en moderne havn ved Ebeltoft, så byen atter kunne vokse.

Stockfleths havn levede op til hans vision, men det kostede ham hans byfogedpost og gode ry, da han i pengenød måtte låne af kirkekassen for at finansiere havnen.

Gården blev købt af Stockfleths efterfølger, Olaf Stephani Stephensen, og da han forlod posten, var det hans efterfølger byfoged Louis de Bretteville, der som den sidste byfoged ejede gården.

Præsterne vender tilbage

I 1855 blev pastor C.P.G. Kampmann ansat som sognepræst i Ebeltoft.

Han købte Grønningen 13-17, og gården blev under ham renoveret. Blandt andet blev facaden ud mod gaden grundmuret i stedet for bindingsværk.

Kampmann solgte gården videre til Aarhus Stiftsøvrighed og sikrede dermed en ny fast bolig for købstadens præster.

På trods af sit relativt korte virke som præst i byen bragte Kampmann grundtvigianisme til Ebeltoft, og hans efterfølger fra 1864, pastor Carl Fog, prøvede at få Indre Mission til byen.

I 1873 fik byen så en ny præst.

Niels Julius Jensen var sammen med sin hustru Nanna, et særligt afholdt præstepar i Ebeltoft.

Det var dog en svær start for den nye præst, der var Venstremand i en meget konservativ by.

Hans milde sind skaffede ham dog en hengiven menighed.

Præsteparret var en del af højskolebevægelsen, og allerede i 1874 købte de nabogården og dannede Danmarks første købstadshøjskole for at fremme den folkelige oplysning.

Nabogården dannede hovedrammen for selve højskolen, men præstegården blev også taget i brug. Højskolens kvindelige elever havde nemlig deres værelser her.

Julius Jensen var forstander frem til skolen blev nedlagt i 1891. Da hustruen Nanna døde i 1894, valgte den nu aldrende sognepræst at trække sig tilbage.

Den sidste sognepræst til at residere i Den gamle Præstegård var pastor Brandt, der frem mod 1902 lavede en gennemgribende renovering.

Præsten og hans kone ville dog ikke bo i den gamle gård på grund af fugt, og de fik tilladelse til at opføre byens nuværende præstebolig på den jord, som Hr. Niels Pedersen tilbage i tiden havde købt.

Kildevand og dukker

Højskolebygningen blev i 1891 købt af sodavandsfabrikant Jes Frandsen Sørensen eller ”Jes på Kilden”, som han blev kaldt.

I 1919 købte han Grønningen 13-17, hvor han og hans familie selv flyttede ind. Samtidig flyttede han også sin mineral- og sodavandsfabrikation ”Skansenskilde” fra nabobygningens kælder og ind i præstegårdens baggård.

”Skansenskilde” blev produceret frem til 1938, hvor det blev bortforpagtet.

Året efter døde Jes, og det var hans søn, mekaniker og vicebranddirektør Søren Engberg Sørensen, der overtog gården.

Senest huskes gården for Misser James dukkemuseum, som hun indrettede i 1977, efter hende og manden Lesley James købte den gamle gård. Dukkemuseet lå i hovedhusets vestlige ende frem til 2011, hvor bygningen blev solgt videre.

Nu er gården væk. Spørgsmålet er så, hvordan vi skal huske den gamle gård tæt på kirken. Som præstebolig? Byfogedresidens eller højskole? Eller måske som fødehjem for en dreng, der hed Hack?