Fortsæt til indhold

Kulørt kæmpeudsmykning pryder Adelgade: Farverige sommerfugle og kæmpestore blomster

Til Smukfest i skoven hører Smukby i bymidten. I år med en særligt sommerpyntet Adelgade.

Kultur og byliv

Når Smukfest i denne uge spænder af kan det mærkes i hele Skanderborg. Således også i indre by hvor dele af Adelgade fra 7. til 10. august forvandles til et kreativt og oplevelsesrigt byrum under titlen Smukby.

I år har Skanderborg Cityforening, der er primus motor på aktiviteterne til Smukby, valgt at invitere borgere, festivalgæster og andre nysgerrige på mere for øjnene og mindre for ørerne end tidligere.

»I flere år har vi fra Skanderborg Citys side prøvet ting af i Smukby og lavet forskellige aktiviteter - større og mindre. I år har vi valgt at gå i en mere udsmykkende retning og arbejdet med et udtryk til byen, som man kan møde hele ugen, når man kommer hertil,« fortæller Pia Heide Sørensen, City Manager hos Skanderborg City.

»Blandt andet har vi indkøbt nogle smukke, farverige sommerfugle og blomster i 2D og 3D, som er halvanden meter lange og skal hænge over Adelgade. Det er en sommerudsmykning, som vi har en ambition om at bygge videre på i de kommende år,« uddyber hun.

I år har vi valgt at gå i en mere udsmykkende retning og arbejdet med et udtryk til byen, som man kan møde hele ugen.
Pia Heide Sørensen, Citymanager i Skanderborg Cityforening

Traditionen tro bliver byens centrale plads, Kulturtorvet, omdannet til en grøn oase med mulighed for at hænge ud i loungeområdet, hvor der vil være forskellige aktiviteter og gratis adgang hele ugen.

»På Kulturtorvet vil man kunne spille en melodi på det grønne klaver, blæse giga sæbebobler, spille brætspil eller slænge sig i hængekøjerne under de grønne træer. Det er her, man kan få sig en god snak, hygge sig og bare være,« siger Pia Heide Sørensen.

Lørdag 10. august inviteres der traditionen tro til kæmpe morgenbord i Asylgade, hvor de lokale supermarkeder byder på kaffe og gratis morgenmad, mens kirken står for fælles morgensang.

»Det plejer at være et både hyggeligt og meget populært arrangement,« fastslår citymanageren.

Under Smukby bliver Kulturtorvet traditionen tro indrettet som et loungeområde, hvor man kan hvile benene, hygge sig og hænge ud. Foto: Per Bille

MGP-show i Byparken

Igen i år bliver der opstillet en scene til den musikalske underholdning i Byparken. Her vil der fra lørdag formiddag 10. august være underholdning for hele familien.

»Lørdag klokken 11.30 optræder den lokale musiker RayRay, Gule Børste, kendt fra DR Minisjang, sørger for morskab for de mindste klokken 13.30 og klokken 15.30 spænder det store MGP-show af med liveoptrædener fra tre af årets finalister; August, Mary og gruppen BVP,« remser Pia Heide Sørensen op.

I Byparken vil man også kunne opleve byens lokale klovn lave ballondyr, ligesom der vil være trylleshow, ansigtsmaling og vandsjov med blandt andet de store Fun Balls på søen.

»Byparken er således helt oplagt for bedsteforældre at tage ungerne med hen, mens mor og far er på Smukfest,« opfordrer Pia Heide Sørensen.

Lokale RayRay optræder igen i år med musik for hele familien i Byparken lørdag formiddag 10. august. Foto: Per Bille

Projekt i udvikling

Til forskel fra tidligere er der i år ikke et tætpakket dagsprogram under Smukby.

»I år har vi undladt at lave et decideret program for Smukby. Med det mål for øje at skabe en hyggeligt udsmykket sommerby, som man kan møde og nyde, når man finder op i bymidten i løbet af uge 32,« forklarer Pia Heide Sørensen.

Er responsen positiv, er det vores tanke at videreudvikle på projektet de kommende år.
Pia Heide Sørensen, Citymanager i Skanderborg Cityforening

Hvad der til gengæld ikke adskiller sig fra Smukby, som vi kender den, er, at alle butikker holder åbent og byder på finurlige, sjove ting både inde og ude, ligesom gadens caféer og restauranter er klar til at tage imod gæster og byde på specialmenuer.

»Smukby bliver lidt anderledes i år og deraf formentlig mindre hektisk. Det er første år, vi gør det på den her måde, så nu er vi spændte på, hvordan det bliver taget imod. Er responsen positiv, er det vores tanke at videreudvikle på projektet de kommende år,« lyder det fra citymanageren.

Citymanager ved Skanderborg Cityforening, Pia Heide Sørensen, røber, at besøgende i Smukby i år kan se frem til at opleve en helt særlig flerdimensionel udsmykning over Adelgade. Pressefoto