Fortsæt til indhold

Holder Melodi Grand Prix for handicappede: »De udstråler så megen glæde og taknemmelighed«

Skanderborg Kommune er godt i gang med at tælle ned til Handicap Melodi Grand Prix 7. september.

Kultur og byliv
sra

»Jeg er så ensom i mine tanker, når jeg er alene med mig selv.

Jeg ved, at mit hoved banker, men jeg klarer mig alligevel.

Ensomheden råber farvel, og lykken spreder sig.«

Linjerne er fra sangen ”Venskab & ensomhed” af bandet The FSU Band, som udspringer af Faxe Sociale Udviklingscenter.

The FSU Band er sammen med ni andre borgerbands fra hele landet kommet gennem nåleøjet til Handicap Melodi Grand Prix (HGP) 2024, som løber af stablen på Skanderborg Fælled lørdag 7. september 2024, skriver projektgruppen for HGP 2024 i en pressemeddelelse.

At Skanderborg Kommune i år står med værtskabet, kan vi takke det sprudlende borgerband Hitpatruljen for.

Siden HGP så dagens lys for første gang i 1996, har en del af præmien nemlig været æren af værtskabet i hjemkommunen det følgende år. Det var sangen ”Dig & mig”, som sikrede Hitpatruljen sejren på Lanternen i Løgstør ved HGP 2023. Og nok så vigtigt: Muligheden for at åbne Sølund Musik-Festival, som er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede.

Denne mulighed er nemlig også en fast del af førstepræmien til årets vinderband, og for de sang- og performanceglade bandmedlemmer er det ganske forståeligt en meget eftertragtet præmie. Som Torben Hedegaard fra Hitpatruljen udtrykte det, kort før han sammen med sine bandvenner indløste præmien og indtog Store Scene på Sølund Musik-Festival 12. juni:

»Jeg elsker at optræde!«

Er Melodi Grand Prix for alle?

Skanderborg Kommune er gode til at tage sig af medborgere, som har brug for særlig støtte.

I kraft af såvel den legendariske musikfestival Sølund som talrige musikarrangementer i mindre skala har kommunen derudover igen og igen erfaret den magiske stemning, som altid farver disse begivenheder.

»De fleste af os kender det nationale Melodi Grand Prix, som år efter år virker som en magnet for alle, der elsker denne kollektive fest med glitter, glamour og iøjnefaldende performances. Hvis du har et udviklingshandicap, kan du sagtens ske at værdsætte det nationale Melodi Grand Prix – men din chance for selv at få en plads på denne scene er forsvindende lille,« forklarer Jakob Krogh, som er projektleder og til dagligt udviklingskonsulent ved Skanderborg Fællesskaberne, Skanderborg Kommunes samlede bo- og aktivitetstilbud til borgere med lettere til moderate psykiske og fysiske handicaps samt borgere med psykiatriske problemstillinger.

Uden kvalitet, ingen adgang

»Mangfoldighed er et nøgleord for os, og vi mener, at alle, som har lyst til at udtrykke sig kunstnerisk, skal have mulighed for det – handicap eller ej. Er det så ensbetydende med, at alle og enhver kan få en plads i scenelysets skær ved Handicap Melodi Grand Prix? Nej. Adgangsbilletten er en god, nyskrevet sang fremført på en overbevisende måde, og vi har kun udvalgt de ti bedste,« lyder det fra Jakob Krogh, som samtidig fortæller, at man hos Skanderborg Kommune arbejder på kryds og tværs af kommunale enheder for at sikre, at det store show 7. september får præcis den kvalitet og det format, man stræber efter:

»Med HGP 2024 drømmer vi om at skabe et stort og bemærkelsesværdigt musikevent, hvor lækker lyd, rød løber, glimmer og glitter går hånd i hånd med fællesskab, samarbejde og inklusion. Vi stiler efter en musikalsk begivenhed, der skal danne bro mellem mennesker, som trods meget forskellige fysiske og psykiske handicaps har det tilfælles, at gode oplevelser kan der leves længe på.«

Frank Megabodys hjerteblod

Til at præsentere de ti udvalgte bands og sikre et perfekt flow under showet har Skanderborg Kommune udpeget Frank W. Damgaard som konferencier. Under kunstnernavnet Frank Megabody har han gennem årtier stået på scener landet over som sanger, entertainer – og som konferencier, ikke mindst.

Hele 25 år i træk har han taget tjansen som konferencier ved Sølund Musik-Festival, og han har elsket hvert og ét af disse konferencierjobs. Derfor var det heller ikke noget stilfærdigt ja, den store mand kom med, da han blev spurgt, om han ville være konferencier ved Handicap Melodi Grand Prix 2024.

»Jeg takkede skam ikke bare ja, det var mere et rungende, næsten skrigende ja! Jeg synes, der er noget helt særligt over disse mennesker. De udstråler så megen glæde og taknemmelighed, deres energi er fantastisk, og så uddeler de altid enormt mange krammere,« siger Frank W. Damgaard med smil i stemmen, og fra hukommelsens dyb trækker han en anekdote, som fortjener at blive genfortalt her:

»Gennem årene har jeg haft gang i ufatteligt mange projekter sideløbende med hinanden, og jeg er ikke sjældent blevet spurgt om, hvordan jeg dog orkestrerer det hele. Derfor er jeg efterhånden blevet god til at forklare, hvordan jeg gør. Mere overraskende var det, da en journalist engang spurgte mig, hvad jeg egentlig ville vælge at lave, hvis jeg kun måtte vælge én af de mange ting, jeg går og laver. Uden den mindste tøven – og faktisk til min egen overraskelse – fik jeg svaret, at jeg så ville vælge de opgaver, som har med disse mennesker at gøre. De giver så meget igen, og jeg glæder mig sindssygt meget til at være konferencier til deres Melodi Grand Prix på Fælleden i Skanderborg i år.«