Fortsæt til indhold

Så er der igen søfest: »Vi vil gerne gøre noget for musiklivet i byen«

Den står på havehygge, livemusik og sågar en svømmetur, hvis man har lyst, når der om lidt er fest i Auning.

Kultur og byliv

Om lidt er der søfest i Auning for tredje gang.

Begivenheden, der er blevet afholdt, hvert andet år siden starten i 2018, løber af stablen. 10 august.

Det er et arrangement, der har fokus på det gode musikliv, de små bands og det store sammenhold.

Det fortæller manden, der helt bogstaveligt lægger have til, Ole Nørgaard.

Han er samtidig en del af bestyrelsen i Musikforeningen Tråd, da står bag planlægningen og afviklingen af selve arrangementet

»En af vedtægterne i foreningen er at sørge for at bidrage til det gode musikliv i byen. Vi kan godt lide at hyre nogle mindre bands for at støtte dem også.«

Gode rammer

Musikforeningen Tråd er startet i Auning og har næsten 20 år på bagen.

Ideen til en søfest i Auning opstod, da foreningen generelt afholdte arrangementer om vinteren. Derfor ville man gerne finde på et sommerevent i stil med en festival.

»Nu kan vi ikke helt kalde det en festival, fordi kun en enkelt dag. Vi syntes, der var nogle gode rammer til at holde noget her. Samtidig synes jeg, det er sjovt, når der sker noget og så var min kone med på ideen,« fortæller Ole Nørgaard, der som nævnt ligger have og sø til festen.

Søfesten har plads til ca. 500 gæster, men arrangørerne håber på, at omkring 300 dukker op.

»Vi har solgt omkring 100 billetter lige nu. Det er hovedsageligt folk fra Auning og omegn. Jeg synes, vi har et vildt godt musikprogram i år.«

Søfesten har særlig fokus på kopibands, og man kan bl.a. opleve Dirty Stones, Blå Storm og Johnny Madsen Jam.

»Vi håber selvfølgelig på fornuftigt vejr, så man kan hygge sig lidt som en stor havefest. Man kan få øl og hotdogs, og så bliver der nok også en god fest sidst på aftenen. Hvis man har gode sko, så er der i hvert fald mulighed for at danse i haven.«

Styrker sammenholdet

Selvom den gode stemning er i højsædet, så er musikken det, der binder det hele sammen.

Det er vigtigt for musikforeningen.

»Der kommer til at være lidt for en hver smag. Det er f.eks. første gang Blå Storm optræder live og fjerde gang for Dirty Stones vedkommende. Det er også noget af det, vi gerne vil være med til – at hjælpe nogle i gang. Jeg tror, det er svært at komme ud at spille som lille band for 300 entusiatiske publikummer. Her er det fedt at kunne give nye bands muligheden.«

Søfesten er blevet til i samarbejde med idrætsforeningen i Auning og andre private aktører. Håbet er da også, at et arrangement som det her giver noget til byen.

»Jeg håber, det bidrager til, at man har lyst til at bo i byen, og synes det er fedt at bo her i Auning og omegn.«

Arrangementet henvender sig særligt til personer over 18 år.

»Vores bestryelse er i aldersgruppen 30-70 år. Derfor henvender vi os typisk til den aldersgruppe, for det er det vi ved lidt om.«

Er der noget, man skal være særligt opmærksom på?

»Man skal være klar på at hygge sig. Og så kan man jo tage badebukser med, så kan man bade i søen. Det skete forrige år, men der var dælme også varmt.«

Der er også mulighed for at overnatte, hvis man tager telt eller campingvogn med. I så fald vil arrangørerne dog gerne have et praj på forhånd.

Du kan finde mere information om arrangementet Musikforeningens Tråds Facebook-side.