Fortsæt til indhold

Vil du være med i et havkor?

31. august skal et projektkor opføre Havsange fra Djursland så tæt på havet, som man næsten kan komme - og du kan lige nå at være med

Kultur og byliv

31. august er der Ebeltoft Kystkultur Festival, og et af indslagene leveres ved vandkanten af et kor på foreløbigt 36 personer, men der er stadig plads til flere, der har en sang-havfugl i maven.

Sidste år blev korværket Havsange fra Djursland uropført som del af et samarbejdsprojekt mellem Grobund ved Ebeltoft, Kulturhotellet i Rønde, Sangkraft Syddjurs og AMOB – Aftenskolen for musik og Billedkunst.

Det var en totaloplevelse både for publikum og for de sangere, som deltog i projektkoret, der bestod af lokale korsangere fra mange forskellige kor.

Fotoet er fra sidste års forestilling i fabrikshallen på Grobund ved Ebeltoft. Nu samles der igen et 'havkor', som denne gang kommer tættere på sit rette element ved Ebeltoft Kystkultur Festival. Første øver er torsdag 15. august. Pressefoto

Derfor har ønsket fra flere af korsangere været at mødes igen i det helt særlige fællesskab, der opstår omkring sådan et projekt.

I år bliver koncerten opført i anden ramme som del af Ebeltoft Kystkultur Festival, der bliver arrangeret af flere lokale aktører.

Koncerten bliver opført som del af festivalens program i det fri tæt på havet, som også spiller en vigtig rolle i korværket.

Korværket er komponeret af Vibe Ulbrandt, som også leder koret, og hendes mand Niels Ulbrandt, der ligesom sidste år medbringer orkestret Toneregn, som vil akkompagnere sangene og spille kompositioner indimellem sangene.

For at være med i koret skal du synge rent og have en lille smule erfaring med at synge med i flestemmige satser gerne fra et kor, men det er ikke must.

Indtil videre er 36 korsangere tilmeldt – og der kommer løbende flere til.

Projektkoret mødes i Lille sal på Kulturhotellet i Rønde og lærer satsen helt forfra, så du kan sagtens være med, selvom du ikke var med sidste år.

Første øvegang er torsdag d. 15. august kl. 19.00. Tilmelding foregår via hjemmesiden www.amob.dk .