JOF står bag ti millioner solgte albums: »Jeg var totalt uden interesse for landbruget. Og så var jeg doven«

Han har været manden bag store navne som Allan Olsen, Lis Sørensen, Gnags, Runrig, Flemming ”Bamse” Jørgensen, Johnny Madsen, Danser med Drenge og Lars Lilholt, og han har bidraget til album, der tilsammen har solgt mere end ti millioner eksemplarer.

Arnestedet for hans professionelle vej ind i musikkens verden var Hammel, hvor mange vil kunne huske Jens Ove Friis, eller bare JOF, for en hel del forskellige tiltag, næsten alle med musikken som omdrejningspunkt.

Jens Ove Friis nåede at bo i Hammel i 22 år, før han i 1994 flyttede til Nordjylland, sidenhen Rønde og i dag Helsingør.

Nu vender han dog retur til Hammel for en stund, for at fortælle om sin nye bog, ’Den onde bagmand’. Det sker lørdag 24. august klokken 13 i lokalerne, hvor han fra 1980-1985 havde forretningen Musikcentret – i dag ligger Shiela’s Café & Brasserie på stedet.

I sin nye bog fortæller JOF om arbejdet i kulissen med nogle af de største pladesucceser, han har haft fingrene i.

Mystisk og magisk musik

Det lå ikke just i kortene, at Jens Ove Friis skulle blive en af de mest succesrige musikbagmænd i Danmark gennem tiderne.

JOF voksede op på en gård i Tøstrup nær Nimtofte, og her lå det ligesom i luften, at han som ældste søn skulle føre gården videre.

»Men det var håbløst. Jeg var totalt uden interesse for landbruget. Og så var jeg doven – det er vist ikke nogen hemmelighed. Jeg tændte slet ikke på at rense roer. Jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne slippe udenom og slippe væk. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme væk derfra. Det var synd for min far, som selv var meget interesseret i landbrug i min alder, og som tog det som det mest selvfølgelige, at man hjalp sin far, men jeg kunne simpelthen ikke,« fortæller Jens Ove Friis, der i en meget tidlig alder blev »grebet af det mystiske og magiske i musikken,« som han udtrykker det.

Allerede som tre-fire-årig var han nogle gange alene hjemme, når forældrene besøgte naboerne, og så gik han på udkig i de rum på gården, hvor han ellers aldrig kom. Her fandt han grammofonplader.

»De der labels i midten af pladerne husker jeg endnu. Det var, som om de talte til mig på en måde,« siger han.

Han skulle selvfølgelig også forsøge at afspille pladerne på moderens radiogrammofon.

»Og selvom jeg forsøgte at passe på, så lykkedes det mig naturligvis alligevel at ødelægge nålen i første forsøg. Men mine forældre opdagede det aldrig, for radiogrammofonen blev aldrig brugt.«

Drømte om at komme væk

JOF erkendte tidligt, at han ikke kom til at være udøvende musiker. Han prøvede at tage undervisning, »men det var fuldstændig håbløst,« siger Jens Ove Friis.

»Til gengæld fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg kunne spå et hit. Jeg hørte alle hitlisteprogrammerne, og når der blev testet nye sange til listerne, så var jeg sikker på, at jeg kunne forudse, hvilke sange der kom ind. Det havde jeg en heldig hånd med, og det var ikke bare underholdning. Det var blodig alvor. Jeg skulle bare ikke tage fejl,« erindrer Jens Ove Friis.

På det tidspunkt var han otte-ni år gammel. Det var også omtrent på det tidspunkt, en ny sjællandsk familie flyttede til området.

»De havde en knægt, som hed Steen Thorskov, han var tre-fire år ældre end mig. Han faldt lidt forkert ud i de andre unges øjne, men jeg kunne lide ham. Han var meget musikinteresseret og introducerede mig for en masse. Det var meget tekstbaseret musik, og vi kunne sidde og lytte i timevis. Han var jo lidt ældre end mig og bedre til engelsk, så han hjalp med at oversætte teksterne. Det var vigtigt for os, at vi forstod teksten, så vi diskuterede også, hvad de egentlig betød, for vi kunne godt regne ud, at der var flere lag. Der var noget substans i det, som virkelig ramte mig.«

Samtidig tørstede den unge JOF efter at komme væk fra den »dødkedelige lille by,« som han selv udtrykker det.

»Det betød noget at komme til Grenå eksempelvis. Der skete noget. Der var noget musik og noget puls. Det længtes jeg efter.«

Turen gik til Hammel

Væk fra Tøstrup kom han som 14-årig, hvor han begyndte på Frijsenborg Ungdomsskole på Elmevej i Hammel.

»Jeg gik ikke så meget op i, hvor det var. Det var egentlig kun et spørgsmål om at komme hjemmefra. Så jeg lånte en bog om efterskoler på biblioteket, og Frijsenborg Ungdomsskole var den nærmeste. Samtidig havde jeg en morbror tæt på, i Sall. Jeg tog mod til mig og præsenterede mine forældre for idéen over aftensmaden. De tabte både det ene og det andet, og min far udbrød: ’Jamen, så slemt er det da heller ikke med dig.’ Dengang var efterskoler lidt noget for rødderne. Men jeg blev altså ved med at insistere, og min far kunne jo godt mærke, at jeg ikke passede ind på gården. Skolelederen på Bauneskolen kunne også se, at jeg heller ikke passede ind dér: Jeg var altid i opposition, en Rasmus Modsat, en rebel. Så måske var det alligevel ikke så tosset med en efterskole,« fortæller Jens Ove Friis.

Han gik på efterskolen i to år. På andet år skulle han i erhvervspraktik. Han endte med selv at finde sin praktikplads:

»Jeg var vild med Expert i Østergade, fordi der var en stor pladeafdeling, så jeg gik ned til Leif Andersen, som ejede Expert, og fik lov til at være der i en uge. Da ugen var omme, spurgte han, om jeg kunne tænke mig at passe pladeafdelingen, når jeg ikke var i skole. Sidenhen tilbød han mig en læreplads. Jeg var 17 år og overtog med det samme ledelsen af pladeafdelingen. Jeg elskede, når folk kom ind og diskuterede musik med mig. Jeg blev forelsket i Hammel dér.«

Kunne fylde dansegulvet

Allerede på efterskolen begyndte JOF at spille som DJ til skolens fester – det fortsatte han med.

»Jeg kunne hurtigt fylde et dansegulv, for jeg vidste, hvad der skulle til,« siger han.

Samtidig undrede han sig over, at der ikke var et diskotek i byen.

»Så jeg gik ned i det gamle Centerbistroen og foreslog at lave noget diskotek fredag aften. Det fik jeg lov til. Så vi dæmpede lyset, og jeg satte mit DJ-grej op. Det blev en fuldstændig øredøvende succes fra første aften.«

I en del år tjente JOF flere penge som DJ end på sit almindelige arbejde. Han var da også dygtig som DJ og blev i 1979 nummer to i en DJ-konkurrence med 800 deltagere.

Musikforeningens koncerter foregik i den store sal på Hotel Sika.

I 1980 overtog Hammel Musikforening så lokalet under Hotel Sika, hvor restauranten Da Salvatore i dag ligger. Det blev til Troubadouren, et folkemusik-/blues-værtshus.

Dermed var der virkelig skabt et musikmiljø i Hammel.

Egen butik: Musikcentret

Jens Ove Friis blev sidenhen bestyrer af Experts afdeling i H-Centret – som i dag hedder Tema-Centret. Men da en ny chef kom til, som JOF ikke svingede godt med, stoppede han og åbnede i stedet sin egen musikforretning i Østergade 26.

11. december 1980 åbnede Musikcentret, der med Jens Ove Friis’ egne ord »blev lidt af et tilløbsstykke.«

Her mødtes alle generationer om tidens musik. Forretningen var indrettet med en stor pladebar, hvoromkring der blev lyttet og diskuteret musik hele dagen. Alle fik en kop gratis kaffe, når de indtog en af de barstole, der var opstillet langs pladebaren.

»Det var fem fantastiske år, og jeg drømmer stadig om Musikcentret om natten. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.«

JOF ville dog mere med musikken, så efter fem år søgte han ind på landets dengang største pladeselskab, PolyGram, hvor han i 1985 blev ansat i salgsafdelingen.

»Men jeg kæftede jo altid op om, hvordan man burde lave musikken. Så til sidst blev jeg altså repertoirechef på den danske musik og skrev straks kontrakt med artister som Lars Lilholt og Allan Olsen.«

Med andre ord var det altså Jens Ove Friis, som skulle bestemme, hvilke danske navne PolyGram havde i folden. Han skulle skrive kontrakt med dem, hjælpe dem med at finde de rigtige sange, de rigtige musikstudier og de rigtige producere.

Så du har faktisk haft en ret stor finger med i spillet i pladernes succes?

»Det er der slet ingen tvivl om. Min rolle var vigtig. Og jeg har aldrig lagt mig ned, hvis jeg havde en idé – så blev den altså gennemført. Og jeg har sagt, hvis der var sange, jeg ikke fandt gode nok. Eller hvis en producer ikke holdt. På den måde har jeg haft lige så stor vetoret som artisterne. Det har nogle gange været megahårdt for artisterne, men det er vigtigt at give et solidt modspil. Det er også derfor, bogen hedder ’Den onde bagmand.’«

Byens første diskotek

I den tid, hvor Jens Ove Friis var på PolyGram, blev han bekendt med, at der var planer om at starte et diskotek i den store sal på det tidligere Hotel Sika – hotellet var i mellemtiden lukket.

»Og de ville ikke lave en scene. Det fik mig til at fare op som en raket. Det ville være bindegalt at lave et rent diskotek uden scene. Så min gode ven Ivan Guldmand og jeg marcherede op til ejerne for at tale lidt fornuft ind i dem. Inden vi gik derfra, havde vi nøglerne i hånden til det, der blev diskotek Apollon Musichall. Vi var forpagtere sammen fra 1991 til 1993, hvor jeg fik nyt job.«

Fik Danish Music Award

Jens Ove Friis blev nu medejer på det helt nye pladeselskab CMC og flyttede i 1994 fra Hammel til Nordjylland.

Det var meningen, at det skulle forblive et lille selskab, men på tre år voksede det fra otte til 40 ansatte. Det blev for stort for JOF, og han startede sit eget selskab under CMC med navnet RecArt Music.

Det var her, han blandt andet så potentialet i to 13-årige piger.

»Alle sagde, at jeg var blevet bindegal. Men Creamy endte med at sælge 400.000 albums på tre plader. Uge efter uge var de nummer et på albumhitlisten.«

»Det var også her, jeg forslog, at Bamse skulle lave et album på engelsk, og alle mente, at det rablede for mig. Men jeg havde hørt ham synge ’Yesterday’ a cappella på Skanderborg Festival, så alle blev tavse og lyttede med. Det endte med, at Bamse udgav albummet ’Stand by me’, som solgte langt over 200.000 albums. På den måde har jeg været god til at se noget af det, andre ikke har kunnet se. Og jo mere modstand jeg fik, des mere tændt blev jeg.«

I 2021 besluttede Jens Ove Friis at stoppe som musikmand. Det fik branchen til at belønne ham med en branchepris ved Danish Music Awards.

»Det var jeg meget overrasket over. Jeg havde slet ikke set mig selv som en, der skulle have sådan en pris. Især fordi jeg aldrig har været populær på parnasset – blandt andet fordi jeg altid er blevet i det jyske.«

Ja, det vil sige, han blev i det jyske lige ind til sidste år, hvor han efter 20 år i Rønde flyttede til Helsingør for at være tættere på sine døtre.

Selvom det er 30 år siden, JOF flyttede fra Hammel, føler han sig stadig tæt forbundet til byen. Frem til 2021 var han da også stadig en del af bestyrelsen på Frijsenborg Efterskole – de seks sidste år var han formand. Det blev altså til 50 års tilknytning til efterskolen.

Man er ikke et sekund i tvivl om, at han mener det, når han siger:

»Min kærlighed til Hammel er velbevaret.«

Derfor gav det også kun mening for ham at fejre udgivelsen af sin nye bog i Troubadourens gamle lokaler i byen, hvor det hele begyndte.

Kræftsygdom udskød bog

Den nye bog ’Den onde bagmand’ har været fem år undervejs. Arbejdet med bogen begyndte to dage efter, Jens Ove Friis havde fået at vide, at han er uhelbredeligt syg med knoglemarvskræft. Derfor er skriveriet trukket ud, blandt andet på grund af stamcelletransplantation og »sindssyge smerter.«

Men nu ligger bogen altså endelig klar.

Med bogen håber JOF at kunne besvare det spørgsmål, han så tit har fået: ’Hvad laver sådan en pladeselskabsmand egentlig?’

»Og så vil jeg også gerne slå et slag for intuition. Jeg har altid afvist at prøve at finde facit i statistikker og har i stedet altid stolet på min intuition. Er du 100 procent sikker, så gå med det. Alle de gange, hvor jeg har mærket den her følelse af, at noget virker 100 procent rigtigt, så er det blevet et hit.«