Fra hotel til lejlighed - og lidt om tiden med vilde fester og løssluppen stemning

Når man kører ind mod Ebeltoft eller nærmer sig byen fra vandkanten, ligger der en markant stor, hvid bygning terrasseret ind i skrænten.

Hotel Hvide Hus blev opført først i 1960’erne med den rige erhvervsmand og fondsstifter Aage V. Jensen som bygherre og Friis & Moltke som arkitekter.

Det var bare et af ud af flere hoteller i kæden, men i Ebeltoft har stedet været en uomgængelig del af byens identitet og selvfortælling.

Hvide Hus blev en institution i byen.

Historierne er både mange og mangfoldige, og de mest saftige anekdoter knytter sig til dengang, hotellet var kendt for eksperimenterende mad, luksus, vilde fester og kendisbesøg – det hele i en uhøjtidelig og til tider lettere løssluppen stemning, hvis man skal tro fortællingerne.

De, der var unge i byen dengang i 60’erne og 70’erne, har med stor sandsynlighed lagt vejen forbi den legendariske Molbostue.

Det brune værtshus lå i samme kompleks som det finere hvide hotel og var det sted i byen, der havde længst åbent ud på morgentimerne.

Her kom Jørgen Lauritzen også som ung.

I dag bor han der. I Hvide Hus, som i 2006 blev ombygget fra hotel til 37 lejligheder.

Det har han gjort siden 2018, og den særlige stemning i de arkitekttegnede betonblokke har inspireret ham til at dykke ned i historien om byggeriet.

Det er blevet til bogen ”Fra hotel til lejlighed”.

En lille sag på bare 55 sider, der ikke bare kommer godt omkring Friis & Moltkes arkitektur, men også filosofisk berører spørgsmålet om, hvad hjem betyder for os i dag.

Rå beton er hjemligt

»Det gode hus er det gode liv,« siger den 75-årige Jørgen Lauritzen fra sin stol på altanen, der byder på panoramaudsigt over Ebeltoft Vig og Mols Bjerge.

Han er oprindeligt uddannet socialpædagog, men valgte som voksen at læse idéhistorie.

Det fornægter sig ikke i bogen om Hvide Hus, hvor han på fornem vis laver en kobling mellem Friis & Moltkes tanker om, hvordan arkitekturen skaber rammer for et hjem, og filosofiske betragtninger om samme.

Det var egentlig ikke meningen, at det skulle blive til en bog, nærmere bare en billedvæg til glæde for ejerforeningen, men efterhånden som han gravede sig ned i stoffet, åbnede der sig flere og flere facetter.

» Jeg er ikke arkitekt eller noget, men interesserer mig for de aftryk, den sætter på både tid og os mennesker. Og den her historie om Hvide Hus viste sig at indeholde det hele.«

Det skyldes ikke mindst Friis & Moltke.

Knud Friis (1926-2010) og Elmar Moltke Nielsen (1924-1997) grundlagde tegnestuen i Aarhus i 1954, og de blev kendt for store, robuste bygningslegemer, der trykker sig ned i landskabet, rå betonmure og synlige tekniske installationer. De har stået bag adskillige villaer, klyngehuse og gårdhavebebyggelser samt erhvervs- og institutionsbyggerier i Danmark, ikke mindst i Aarhus og Ebeltoft.

Lauritzen gennemgår tegnestuens udvikling fra at bygge enfamiliehuse til på foranledning af Aage V. Jensen at kaste sig ud i større byggerier – i første omgang hotelkæden, der endte med at tælle seks styk.

»Det er interessant, at det, der starter som en tilfældighed med Aage V. Jensens ønske om et hotel i Ebeltoft, bliver en knopskydning eller en arkitektonisk akse mellem Aarhus og Ebeltoft, hvor flere af tegnestuens tidløse betonbyggerier i dag præger bybillederne.«

Friis & Moltke repræsenterede det danske svar på stilarten nybrutalisme, der er kendetegnet ved sine geometriske bygningsdele, ved brugen af stål og glas og frem for alt upudset beton.

Men er rå beton hjemligt?

Ja, mener både Jørgen Lauritzen og ifølge ham også Moltke & Friis.

»De gjorde op med hjemmet som en lukket base og skabte i stedet hjem, som ved første øjekast kunne virke kolde, men som inviterede til møder mellem mennesker med så få forstyrrende elementer i indretningen som muligt.«

Og møde mellem mennesker har der helt sikkert været mange af på skrænten i Ebeltoft. Både da der var hotel og også nu, hvor Jørgen Lauritzen hver dag nyder arkitekturens venlige åbenhed, der inviterer til nabosnak, så det ofte tager uforholdsmæssigt, men hyggeligt lang tid at gå ud med skraldet.

»Det er et hjem og et sted, hvor folk mødes i historiens lys og en arkitektonisk ramme, som på enkel vis bløder grænsen op mellem det lukkede hjem og det åbne naboskab,« siger han og tilføjer:

»Stedet vidner også om en særlig tid i Ebeltoft. Det har i forhold til byens størrelse dengang været et vildt stort byggeri, men på grund af Aage V. Jensens ambitioner om, at det skulle passe ind i landskabet, så blev det gjort i respekt for byens udtryk. Og så viser det jo også, at Ebeltoft allerede dengang var en by, som turde satse. Det selvbillede lever stadig,« afslutter Jørgen Lauritzen, hvis bog kan købes på hans eget forlag, Kohl, og hos boghandleren i Ebeltoft.