Fortsæt til indhold

Claes Antonsen færdig i Vild med dans

Nu er afløseren fundet.

Kultur og byliv
jro/ritzau

Vild med Dans skal have ny kapelmester.

Det oplyser TV 2.

Det sker, efter at Claes Antonsen, der stod i spidsen for The Antonelli Orchestra, trak sig tidligere på året.

Det skete, efter at DR-dokumentaren ”Sexisme i musikbranchen” var blevet sendt.

Her fortalte flere musikere, hvordan et unavngivet bandmedlem fra The Antonelli Orchestra under TV 2-programmet ”Toppen af poppen” kom med grænseoverskridende kommentarer om deres kroppe kort før deres optræden.

Claes Antonsen sidder ikke længere bag trommerne i Vild med dans. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Efterfølgende stod Claes Antonsen, der stammer fra Aarhus-området, frem og undskyldte i et opslag på Facebook for at have udvist grænseoverskridende og sexistisk adfærd i mange år.

Den nye kapelmester bliver musikeren Oliver McEwan, skriver TV 2 i pressemeddelelsen. Og han vil samle et nyt orkester.

Den 40-årige bassist og producer er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i 2008 og har i sin lange musikkarriere spillet med nogle af Danmarks største livenavne og var blandt andet kapelmester og en del af sangeren Medinas band gennem 13 år.

Han har også lavet studiearbejde for Kylie Minogue - blandt andet som kapelmester, bassist og musikansvarlig på de to liveshows ’Sammen for Ukraine’ og ’Danmarks dronning - den største tak’.

»Jeg ser virkelig frem til at tage min kærlighed og passion til musikken med ind i ’Vild med dans’ med mit nye, dygtige ’Vild med dans’-orkester. Det er en sindssyg spændende opgave, og jeg glæder mig til at spille musik, der forhåbentlig kan løfte deltagernes præstation og skabe god stemning fredag efter fredag,« siger Oliver McEwan, der også i flere år har håndteret bassen i husorkestret i X Factor.