50 år: Klovn og direktør med et leverpostejtraume har sat ild i folkekirken og strøm til fodboldfans

Den unge, vilde direktør for Teatret Svalegangen er gået hen og blevet 50 år.

I langt de fleste af dem har han arbejdet med sin store passion: teater. Men det begyndte på gaden. Der tjente han godt på at lave klovnerier, så han kunne bruge alle sine kræfter på at komme gennem nåleøjet til en uddannelse.

»I seks år var jeg klovn på gaden, mens jeg forberedte mig på at søge ind på teaterskolen. Jeg kunne klare mig for fire klovnejob om måneden, så resten af tiden lavede jeg forestillinger for eksempel på Byens Åbne Scene,« fortæller Per Smedegaard.

Det lykkedes ikke den unge, ihærdige mand at komme ind på skuespillerlinjen, men han opdagede heldigvis, at det var mere rigtigt for ham at søge en af de bare to årlige pladser på instruktør-linjen.

Han kom ind, og han kom hjem. Sådan føltes det. I 2003 blev han uddannet sceneinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole, som det hedder i dag.

Per Smedegaard væddede med sin studiekammerat om, hvem af de to der først instruerede et stykke på Det Kongelige Teater.

Per Smedegaard vandt. Men kammeraten blev teaterchef først på Mungo Park i Allerød. Dog kun nogle få måneder før Per Smedegaard indtog Teatret Svalegangen i Aarhus i 2010.

Vi møder ham her 14 år senere på direktørkontoret, der er indrettet med flere varianter af kronhjorte – Svalegangens symbol. Der er både nogle, der springer over dybe skovsøer inde i en tung guldramme, og en hæklet version, der hænger over hans hoved i mange spraglede farver.

Lange rækker af pangfarvede plakater langs loftet i flere baner fortæller om de forestillinger, han har arbejdet med de seneste 14 år. Alle med det fornemme mål at være på højde med eller helst lidt foran samtiden, at skabe debat og at flytte publikum.

Og han er åben for det meste – trods alt med et par mere eller mindre besynderlige forbehold.

Leverpostejtraumet

Det første handler om leverpostej – hans såkaldte leverpostejtraume:

»Jeg får simpelthen bare kvalme af leverpostej. Mine tre ældre brødre elskede at snige den ind i min mad. Den kom under syltetøj og ost og ind i lasagne til deres store underholdning,« forklarer Per Smedegaard, der stadig ikke kan fordrage hverken den fysiske leverpostej, eller når der går for meget leverpostej i den.

Og det mener han, at der gør i den danske folkekirke, som ifølge ham har taget helt fejl af dens opgave.

Per Smedegaard ser sig selv som kulturkristen og mener, at kirken er et vigtigt rum til ritualer som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse, men han kan slet ikke holde ud at være i den form for rum, som folkekirken har udformet.

»Hvorfor i alverden står vi og messer Jesus’ CV? ”Pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet. På tredje dag opstanden fra de døde.” Hvorfor handler det ikke om kærlighed?« spørger han indigneret.

»Jesus pegede på den, men i stedet for at se på det ser vi på ham, der peger. Det er da fuldstændig forfejlet,« mener teatermennesket, der i 2017 skabte ”Befri Gudstjenesten” i en slags protest.

Den foregik i domkirken, hvor Per Vers rappede en salme, Don Gnu-danserne var kirketjenere, michelinkokke lavede nadveren, og 150 gospelsangere var placeret blandt gæsterne i kirken.

»Det var fantastisk at være instruktør på den. Kristeligt Dagblad stod i brand, og biskoppen tog os i forsvar. Det er en form for opgør med folkekirken, der har så mange muligheder, den bare ikke bruger,« uddyber han sit syn på den sag.

Gør en forskel

»Vores teater er sat i verden for at sætte samtidens tanker og følelse i bevægelse. Det mener vi, at vi gør, og vi måler på, om vi lykkes med det,« siger Per Smedegaard.

Sådan en påstand er svær at efterprøve, men også det er den ukuelige chef mand for. Han har en række eksempler på, at Teatret Svalegangen kan flytte noget og gøre en forskel:

”No Regrets” om Stig Tøftings liv er teaterets bedst sælgende og har trukket et helt nyt publikum ind i teatret. Der var mange i AGF-trøjer, som ikke var stedkendte og ofte spurgte, hvor toiletterne er.

Kokassebanko fik 9 ud af 10 deltagere til at tænke mere bæredygtigt, viser Silverlining Researchs undersøgelse. Spillet var et af mange indslag i ”United Change”, der handlede om klima og bæredygtighed.

Med stykket ”Anbragt” rejste teateret i samarbejde med Børns Vilkår 350.000 kroner, der gjorde det muligt for tidligere institutionsanbragte at se forestillingen. Desuden blev stykket nomineret til Erhverv Aarhus’ Inspirationspris.

Tæt på hjertet

Per Smedegaard er glad for alt, han har været med til at skabe, men særlig står stykket ”Troen Og Ingen”, som også er navnet på Søren Huss’ første soloalbum.

Det handler om dyb sorg efter hans kæreste blev dræbt i en trafikulykke. Samme år mistede Per Smedegaard en veninde i et meningsløst trafikuheld, men det varede otte år, før han og Huss var klar til at gå på scenen med det. Tiden var inde, og stykket blev en stor succes.

»Der skal være en større nødvendighed – noget på spil. Så kan vi skabe debat og flytte publikum,« fastslår Per Smedegaard.

Han fejrer dagen med åbent hus og en stor fest næste år, hvor hans kone også runder.