Omflakkende institution fylder 100 år
Hadsten Bibliotek blev indviet for 100 år siden i kølvandet på jernbanens komme.
Den 15. oktober 1924 blev Hadsten Bibliotek indviet med fest og taler.
Efter jernbanens komme var Hadsten vokset hastigt. Og enhver by med respekt for sig selv må naturligvis have både et bibliotek og uddannelsesmuligheder, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
Derfor byggede man på Egevej 3 et hus, der både kunne rumme bøger og en teknisk skole. Det stod færdigt i 1924, og her havde biblioteket til huse i 58 år.
Derefter fulgte 20 år, hvor biblioteket førte en mere omflakkende tilværelse. Hele fem flytninger blev det til. Sidste flytning var til 1. sal i Hadsten Kulturhus Sløjfen, der var opført til at rumme både kulturhus og bibliotek.
100 års fødselsdagen bliver fejret 11. oktober med historier, udstillinger, quiz og kage i Sløjfen. I løbet af dagen vil der være sang og tryllekunster og mulighed for at dykke ned i bibliotekets historie.
Du kan følge tidslinjen, tage et kig i de mange scrapbøger og tilvækstprotokoller eller se nærmere på de mange arkivalier, biblioteket har fundet frem i egen kælder og i Hadsten Lokalarkiv. Du kan også prøve kræfter med en quiz, der blev lavet af Ødum-Hadbjerg fritidsklub i 1989 i forbindelse med Bogens Dag.
I dagens anledning er de tidligere bibliotekarer Inge Møller-Nielsen og Irene Bartholin Poulsen inviteret ind til en snak om biblioteket. Her bliver der fokus på de sjove og skæve historier.
Festlighederne afsluttes med kaffe, saft og lagkage til alle. Personalet på Hadsten Bibliotek glæder sig til at se lånere og bruger af huset – og alle fra 0 til 100 år og ældre er velkommen.