Millioner af kulturkroner uddelt - to initiativer render med det meste
Kommunalt kunstråd har netop besluttet hvilke kulturelle tilbud, der skal have en økonomisk håndrækning de kommende tre år. To tilbud deler knap en mio. kr.
Undergrundsmusik og en årlig festival.
To initiativer, der endte med at rage Aarhus Kommunes Kunstråds gunst til sig, da Puljen for Flerårigt Basistilskud skulle uddeles.
Det skriver Kunstrådet i en pressemeddelelse.
I alt er 940.000 kr. blevet uddelt hen over de kommende tre år.
Den største modtager er Kulturforeningen Aarhus Volume, som i alt får 640.000 kr. stort set ligeligt fordelt over årene 2025, 2026 og 2027.
I samme periode vil Sydhavnens Festival modtage 300.000 kr.
Aarhus Volume blev i 2022 startet af 30 unge frivillige, som selv byggede stedet op. Aarhus Volume holder til ved Godsbanen og arrangerer musikalske begivenheder med primært undergrundsmusik.
I sin begrundelse for tildelingen af tilskuddet til Aarhus Volume, skriver Kunstrådet blandt andet, at Aarhus Volume »ukueligt realiserer imponerende projekter gennem faciliteringen af et stærkt fællesskab«.
Den daglige leder af Aarhus Volume Sebastian Byrsting udtaler i pressemeddelelsen:
»Vi er super taknemmelige over kunstrådets beslutning om at give os Basistilskuddet de næste tre år. Siden vi startede med at lave kultur for snart ti år siden, har vi stået meget på egne ben, men denne støtte og anerkendelse fra Kunstrådet og Aarhus Kommune kommer til at kunne løfte Aarhus Volume og Volume Village til et helt nyt niveau. Vi vil gøre vores bedste for at støtten kommer det unge vækstlag til gode og vi bedst muligt danner grobund for de næste generationer af unge kulturskabere.«
Foreningen Sydhavnen står bag Sydhavnens Festival, der afvikles i august hvert år. Festivalen kaldes en urban festival på asfalt, den samler kunstnere, lokale virksomheder, sociale initiativer og naturligvis et publikum om festlighederne.
Festivalen, der i øvrigt er gratis, får følgende ord med på vejen fra Kunstrådet:
»Rådet glæder sig over de næste år at kunne støtte Forening Sydhavnens fortsatte og stigende kulturelle aktivitetsniveau i et af byens mest interessante og pulserende områder.«
Foruden de to initiativer, der får et spredt tilskud over de kommende tre år, har en lang række kultur-foretagende modtaget mindre bevillinger i 2025.
Helt nøjagtigt skal 60 initiativer deles om knap 2,4 mio. kr. Blandt de støttede projekter er både litteratur, scenekunst og tværgående projekter.
Karen Nordentoft, der er forperson for Kunstrådet udtaler:
»Det er helt afgørende, at vi i Aarhus har de frie midler til at sikre et bredt og vibrerende kulturliv med både vækstlag og professionel kunst. Økonomien for kunstnere og kulturproducenter er stram i forvejen, så midlerne er med til at understøtte, at projekter og begivenheder kan gennemføres. Og det kommer selvfølgelig også publikum til gode, når der er meget forskelligt at opleve og deltage i.«
Når så mange projekter får tilskud fra Kunstrådet, er en svær opgave at fremhæve nogle enkelte, ifølge Karen Nordentoft.
»Men nogle eksempler er en kommende produktion af en forestilling om savn af Teater Rum, eksperimenterende, og ja, ret intim, scenekunst i DOKK1s toiletter, en række udgivelser af nyoversat litteratur på byens mikroforlag, litteraturfestival i Tilst og årsprogrammer i byens kunstnerdrevne udstillingssteder Spanien 19c, Kh7 Artspace og Rum46,« siger hun.