Fortsæt til indhold

Forestilling fik dronning Margrethe til at gyse: Nu kan den opleves i Aarhus

Spillestedet Turkis lægger ægte tæpper til en forestilling om en moderigtig vampyr.

Kultur og byliv

Versaces Længste Drøm er en vampyrforestilling om Bela Lugosi, der i flere tusinde år har frekventeret diverse modeshows overalt i verden med sine smukke kjoler.

Bela Lugosi har nu sat kursen mod modeugen i Paris sammen med sin trofaste tjener, Vlad. Med om bord har de en nedfrosset krop, som skal være aftensmad.

Stykket er en rå iscenesættelse med alt fra kabaret til techno-musik. Foto: Thomas Peber Sørensen

Det sker på spillestedet Turkis, hvor Kaosteater opfører vampyrforestillingen. Den er en rå iscenesættelse med alt fra kabaret til techno-musik. Stykket bryder med de forudindtagede forestillinger om, hvordan teater skal opleves.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe gøs, da hun oplevede en smagsdprøve på stykket i forbindelse med hendes jubilæum i 2022. »Det var vel nok en gyselig fortælling,« bemærkede hun humoristisk.

Det skriver Kaosteater i en pressemeddelelse.

Vampyrens trofaste tjener har en nedfrosset krop med som aftensmad. Foto: Thomas Peber Sørensen

Publikum har deltaget i åbne prøver, og deres input har påvirket resultatet.

Forestillingen har gennemgået en tidlig udvikling hos teaterkonceptet Fritter, Fadøl & Forestilling i Aarhus, hvor den blev modtaget positivt af et publikum med bred aldersspredning.

Spillestedet Turkis, der udspringer af Det Turkise Telt, mener, at alle spillesteder fortjener en catwalk. Og et par vampyrer… og en fransk ubåd!

Vampyren Bela Lugosi har i flere tusinde år frekventeret diverse modeshows overalt i verden. Foto: Thomas Peber Sørensen

»Vi elsker, at andre aktører ser potentialet i at lade deres kreativitet flyde ud og udfolde sig i vores tæppebeklædte venue. Versaces Længste Drøm en gave, fordi det er en anderledes musikalsk oplevelse,« mener Turkis.

Stykket kan opleves 5., 6. og 7. december på forskellige klokkeslæt.