Fortsæt til indhold

Premiere på GenZ Endgame: Teater til dem der ikke kender kassettebånd og mønttelefoner

Hver tredje af Aarhus Teaters publikum er under 25 år. Nu får Generation Z en musikforestilling om sig selv.

Kultur og byliv

Andreas Odbjerg, Brimheim, Rest in Beats og Angående Mig er med i en musikforestilling om Generation Z. Deres numre indgår i den idealistiske kamp for en bedre verden - også når den blander sig med angst, krænkelsesparathed og håbløshed, der udstilles i et talentshow.

Alle i talentshowet og på scenen hedder Alex og er fra Generation Z i alle lande, af alle køn og til alle tider.

Instruktøren, Sigrid Johannesen, bruger talentshowet til at spejle en generation, der er vokset op i et konkurrencesamfund.

Rapperen Yakuza får premiere som skuespiller i stykket som generation Z. Foto: Rumle Skafte

Alex er født i årene 1996-2012, og er digitalt indfødte og har aldrig kendt en verden uden internet. De er vokset op i en tid, hvor man stadig troede, at alting herfra kun ville blive bedre. Økonomien ville boome, og nu skulle de vestlige demokratiske idealer rulles ud til resten af verden. Men siden har verden ændret sig og er blevet anderledes usammenhængende, kaotisk og kompleks. Krige, klimaangst, trivselskriser, finansielle sammenbrud og covid-19 har sat sig i identiteten.

Alex er født i årene 1996-2012, og er digitalt indfødte og har aldrig kendt en verden uden internet. Foto: Rumle Skafte

»GenZ Endgame er et kalejdoskopisk portræt af Generation Z og af en virkelighed, hvor vi har brug for at tro på, at der findes en ungdomsgeneration, der kan redde os. Hvor vi har brug for, at der findes håb for fremtiden – men hvor vi kan ikke overskue en løsning, der kræver grundlæggende opgør med vores levevis. Hvor generation Z er blevet en sovepude. En måde vi kan fortælle os selv og hinanden, at fremtiden bliver bedre, så vi ikke behøver at se vores ansvar i øjnene, forklarer Sigrid Johannesen.

Dansere fra Holstebro Dansekompagni medvirker i Genz Endgame. Foto: Rumle Skafte

Hun savner at se mere komplekse portrætter af Gen Z.

»Gen Z er en individualiseret generation, der kæmper for at være den bedste – men i en tid, hvor det at være den bedste ofte betyder noget helt andet end tidligere. Hvor det også gælder om at være det mest følsomme, reflekterede, kloge, sunde og samfundsorienterede menneske,« fortsætter hun.

Stykket er et billede på en ungdom, der måske ikke altid ved, hvad det er, de præcist kæmper for.

På scenen er rapperen Yakuza, Aarhus Teaters egne ensembleskuespillere samt dansere fra Holstebro Dansekompagni.

GenZ Endgame har urpremiere på Scala 5. december og kan opleves til og med 27. januar.

GenZ Endgame er et kalejdoskopisk portræt af Generation Z. Foto: Rumle Skafte