En dramatisk nytårsnat ved Skovmøllen i Femmøller
Selvom jeg af natur er yderst skeptisk overfor overnaturlige åbenbaringer, vovede jeg alligevel at udfordre skæbnen med et besøg ved møllen nytårsnat 2024. Her er, hvad jeg i sandhed oplevede.
For en rum tid siden førte jeg nådesløst jeres oplevelsesbegær dybt ind i kærlighedsdramaet mellem Jacobine og Esben ved Skovmøllen i Femmøller.
Til behagelig erindring genopliver jeg derfor hændelsesforløbet med denne lidt forenklede beskrivelse:
»Nytårsnat 1723 fornemmede Mølleren ”sælsomme” vellystbetonede lyde fra sin datter Jacobines jomfrukammer.
Resolut sparkede han døren ind til hendes værelse og så de to unge nøgne legemer indhyllet i en fuldbyrdet erotisk symbiose.
Med sin møllestav slog han Esben til jorden og kastede derefter den livløse krop ud i den opdæmmede sø foran møllen.
Jacobine mistede for altid sin forstand og mælede aldrig mere et ord undtagen hver nytårsnat, når hun gik ned til søens bred med begge arme formet som et stort hjerte rettet mod Himlen og råbte:
»Åh min elskede Esben«.
Efter 10 års håbløs ensomhed og savn valgte hun i 1733 at drage ud i søen for at blive forenet med sit hjertes kære Esben.
Står man ved søen en nytårsnat klokken 24.00, kan man stadig være heldig at høre Jacobines hjerteskærende råb.«
I skæret fra søen anedes konturerne af et meget smukt ungt kvindeansigt, som sørgmodigt ytrede: »Åh min elskede Esben« – ganske som sagnet havde fortalt.
Flex-taxa ved midnat
Selvom jeg af natur er yderst skeptisk overfor overnaturlige åbenbaringer, vovede jeg nu alligevel i al respekt for de unge elskende at udfordre skæbnen med et besøg ved søen nytårsnat 2024. Og her er hvad, jeg i sandhed oplevede:
Året nærmede sig for mig en dramatisk afslutning.
De sidste rester af 2024 havde allerede forberedt sig på at drage ind til et passivt liv blandt minderne og dermed overladt livsstafetten til 2025. De evigt omdrejningsparate Guldvisere på min Rolex-Submarine flirtede forventningsfuldt med det brillantbesatte 11-tal på urskiven.
En sublim nytårssouper fortryllet med sølvglinsende Beluga-Kaviar og en gudsbenådet Chateau Briand af udsøgt Kobekød indhyllet i Sauce Bordelaise blev på smukkeste vis ledsaget af en ypperlig Romanée-Conti Grand Cru 1999, som førte mine venner og mig ind i et eventyrligt gastronomisk oplevelsesunivers.
Men hvad er en forførende gourmetoplevelse i sammenligning med ”virkelighedens” eventyrverden, som jeg lod mig drage ind i hin skæbnesvanger nytårsnat 2024 ved Skovmøllen i Femmøller?
Jeg bestilte tidens moderne Flex-Taxa, som ville bringe mig sikkert frem til Skovmøllen senest klokken 23.55.
Chaufføren havde med sit synligt angstfulde blik i øjnene og sit hurtigbankende hjerte tydeligvis læst skæbnehistorien om Jacobine og Esben i Ebeltoft Folketidende og ville derfor på ingen måde køre tættere på Skovmøllen end 100 meter.
Så jeg måtte i nattens mulm og mørke vandre alene derhen gennem et pænt hvidt tæppe af nyfalden sne.
Men heldigvis var jeg allerede indhyllet i en lettere opløftet stemning, der i første omgang ville kunne dæmme lidt op for min angst.
Der var bælgravende mørkt overalt så langt, øjet rakte.
Mølleejerne havde forståeligt nok igen i år valgt ikke at være hjemme på en sådan forudsigelig dramatisk nat.
Straks, jeg nærmede mig Skovmøllens sø, mærkede jeg en voldsom omklamrende kuldebølge smyge sig langsomt op ad mine livsstilsskabte fyldige fedtflanker.
Resterne af mit livsefterårs sparsomme mørke nakkekrøller rettede sig ganske ud velvidende, at de måske aldrig nogen sinde mere ville kunne vende tilbage til deres oprindelig ungdommelige statur.
Jeg fik gåsehud over hele kroppen og blev ganske enkelt skrækslagen.
Men lad det blive mellem os, for hvis min ynkelighed kom min faders nådige sjæl for øre, ville han ganske enkelt fraskrive sig ethvert faderskab uanset de genetisk dokumenterede DNA-spor, som i forvejen var lidt udfordret.
Min salige moder elskede nemlig livet.
Himlen lyste op
Præcis klokken 24.00 dannede der sig en overvældende lysende stjernekuppel på himlen, som spejlede sig i søen og lyste den ganske op.
I skæret fra søen anedes konturerne af et meget smukt ungt kvindeansigt, som sørgmodigt ytrede:
»Åh min elskede Esben« – ganske som sagnet havde fortalt.
Herefter forsvandt alt lyset fra himlen sammen med Jacobine.
Tusmørket opslugte ethvert lysglimts ihærdige forsøg på overlevelse og vendte tilbage igen som himmelhvælvets mørke herre.
Jeg ilede straks hen til chaufføren, som meget lettet over at se mig levende, kørte tilbage til mine venner i allerhøjeste fart.
Også han havde midt i al sin angst bemærket det kortvarige lys på Himlen.
Men meget skuffende for mig tog mine nytårsvenner ikke min oplevelsesberetning særlig alvorlig.
De havde for længst båret deres løsslupne og opstemte ”anstændighed” ind i det nye år og ganske glemt min manglende tilstedeværelse.
Ved den efterfølgende evaluering af mine oplevelser, tolkede de lyset på himlen som en stor vellykket nytårsraket og min fantasi ved søen som efterdønninger fra mit ”beskedne” vinindtag.
De er så ikke længere mine venner, skal jeg hilse at sige – nu blot bekendte.
Men det var i sandhed en stor oplevelse, som jeg synes, at også I burde give en chance – måske allerede i år.
Og må skam for altid forfølge den fakta-resistente og eventyrforladte sjæl, der tænker ilde derom.