Jacobine og Esbens skæbne ved Skovmøllen i Femmøller
Nytårsnat 1723 udspandt der sig et drama i den ellers så idylliske Skovmøllen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ved foden af Nationalpark Mols Bjerge i Femmøller føres man ind i et pittoresk landskab med Skovmøllen som en romantisk åbenbaring midt i natursceneriet.
Man forstummer, overvældes og tryllebindes på forunderlig vis.
Det er som en rejse dybt ind i et billede af uforgængelig skønhed fra Guldalderens nationalromantiske maler P.C. Skovgaards hånd.
Skovmøllen ligger i hjertet af Femmøller og er placeret ved Mølleåen. Den ”lever” som mølle i en passiv rolle, hvor vandet stille og roligt og i al ubemærkethed smyger sig både udenom og under møllehjulet.
Møllen kan dateres helt tilbage til 1500-tallet. Den var i brug indtil 1920. I 1987 blev den åbnet for offentligheden som Bistro og udviklede sig senere til det hyggelige spisested, vi oplever i dag.
Flere af Syddjurs smukke historiske bygninger er som Skovmøllen gennem tiderne blevet åbnet som restauranter, der på smukkeste vis giver os kulturhungrende individer mulighed for at indånde historiens skønhed indefra.
Mellem Jyder, Rådhuskroen, Den skæve Kro og Den skæve Bar er gode vidnesbyrd om denne kultur.
Mølleåens sagte rislen
Men noget helt særligt er det at opleve Skovmøllens smukke stuer.
Gennem vinduernes tynde glas høres Mølleåens sagte rislen på sin egen forunderlige og beroligende måde.
Hver dråbe vand i bevægelse var i fordums dage naturens beskedne, men livsvigtige bidrag til lokalsamfundets overlevelse – korn forvandledes til mel, træstammer til smukke planker, og uldstof blev valket til eventyrlige klædestoffer, der i vinterperioden kunne holde Femmøller-folkets legemer forsvarligt varme.
Som ethvert andet historisk sted med lidt respekt for sig selv var også Skovmøllen indhyllet i et sagnomspundet drama, som udspandt sig Nytårsnat 1723.
Møller Godfred Tobiasen var far til Jacobine, hvis legendariske og guddommelige skønhed bragte enhver ungersvends tanker ud på et erotisk ukontrollerbart sidespor, hvor fornuften ikke længere var i stand til at interagere med virkeligheden.
Den unge møllersvend Esben Fidelius var ingen undtagelse.
Hans charme tryllebandt ”ulykkeligvis” Jacobines hjerte. Men en simpel møllersvend var i Godfreds virkeligheds-verden ikke just et passende parti for hans datter, så han vogtede derfor uafladeligt over Jacobines dyd.
»Åh min elskede Esben«
Men nytårsnat 1723 fornemmede Mølleren ”sælsomme” vellystbetonede lyde fra Jacobines ”jomfrukammer”. Resolut sparkede han med stor kraft døren ind til datterens værelse og så de nøgne legemer i en fuldbyrdet erotisk ”symbiose”.
Med sin møllestav slog han Esben livløs til jorden og kastede herefter liget i den opdæmmede sø foran møllen.
Jacobine mistede herefter for altid sin forstand og mælede aldrig mere et ord undtagen hver Nytårsnat, når hun gik ned til søens bred og råbte: ”Åh min elskede Esben”.
Efter 10 års håbløs ensomhed og savn valgte hun 1733 at drage ud i søen for at blive forenet med sin hjertekære Esben.
Står man ved søen en Nytårsnat, kan man være heldig at høre Jacobines hjerteskærende råb: ”Åh min elskede Esben”.
Trods den mere end 300 år gamle hændelse på Skovmøllen vil det nok alligevel være svært at forestille sig, at man efter en brillant nytårsmenu vil være i stand til at aflægge et besøg ved søen Nytårsnat 2024 for at få myten verificeret.
Men selvom jeg af natur er et yderst skeptisk menneske, vover jeg nu alligevel i al respekt for de unge elskende at udfordre skæbnen.
Overlever jeg ”oplevelsen”, vil I senere få en hårrejsende skæbnefortælling. Hvis ikke, ønskes I alle på forhånd et håbefuldt Nytår fyldt med kærlighed og skønne drømme om en lys fremtid uden slige elskovsdramaer.