Ekstremt sjældent fund afslører ukendt østjysk fyrsteslægt

Forestil dig en bidende kold og blæsende vinterdag. Sådan en dag, hvor man tænder op i brændeovnen, og nyder at være indenfor i læ og varme. Men ikke Jesper Frandsen og Magnus Vad.

Denne dag befinder de sig på en af Bente Andersen og Karl Ole Jokumsens marker ved Højlund Boes bevæbnet med hver deres metaldetektor. De har begge i lidt over et år været en del af Detektorgruppen Skanderborg, som Museum Skanderborg har ansvaret for, og er ude med deres detektorer cirka en gang om ugen.

Efter aftale har de fået lov at afsøge marken, men fryser helt afsindigt. De er på nippet til at holde inde for at prøve igen en anden dag, men bliver enige om, lige at give det en chance mere.

»Det er helt tilfældigt, vi ender på den her mark. Vi var på udkig efter et nyt sted at søge. Vi havde allerede haft flere ture ud på marken på andre dage uden at finde noget. Det er store marker,« fortæller Jesper Frandsen.

»Det var isnende koldt, og vi var lige ved at give op. ”Skal vi lige give det fem minutter mere?” ”Ja, det skal vi.” De fem minutter var virkelig godt givet ud, for lige pludselig får jeg et udslag. Jeg tænker, det er løgn, da jeg tager det her stykke guld op ad jorden. Det er sådan noget, man aldrig finder. Det var så surrealistisk,« husker han.

»Arkæologi er vores store interesse. At stå med guldberlokken og vide, at sidste gang, nogen holdt den i hænderne, var for små 2000 år siden. Det var en ret speciel følelse.«

Jesper Frandsen var godt klar over, at han stod med et ganske særligt fund, og kontaktede med det samme Ejvind Hertz, leder af den arkæologiske afdeling hos Museum Skanderborg.

»Vi gjorde store øjne. En velbevaret guldberlok er et helt unikt og meget sjældent fund, og den her er samtidig i en højere karat end andre guldberlokker, der er fundet. Normalt er de i cirka 80 procent rent guld, men den her er i 90 procent rent guld. Så rent guld har været nødvendigt for at kunne forme og udsmykke den på præcis den måde. Guldberlokken er noget af det ypperste en guldsmed kunne lave på det her tidspunkt. Vi har haft fantastiske sølv- og guldsmede herhjemme,« forklarer Ejvind Hertz.

Med penge fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter blev der sat gang i en udgravning på Bente og Karl Oles mark.

Her blev der blandt andet fundet fødder fra to romerske sølvbægre, fragmenter af to pragtfibler i sølv med guldindlæg, en sølvfingerring med indfatning, mindste to bennåle samt 250 gram dråber af smeltet sølv, der formentlig stammer fra de to sølvbægre.

»Vi har fået lavet analyser af smeltningen, og det viser sig, at sølvdråberne er identiske med bægrenes smeltning. Så en eller anden jernalder-klaphat har brudt bægrene i stykker og smeltet dem til dråber. Det underlige er, at vi finder dem i en lille nedgravning sammen med guldberlokken. Det er måske en sølvsmed, der har tænkt det som et sølvdepot, han kunne handle med,« lyder museumsinspektørens bud på en forklaring.

Omkring fundene lå en gravplads fra den sene del af ældre jernalder. Her blev der registreret 16 jordfæstegrave og to urnegrave. På grund af placeringen ved gravpladsen er det ifølge Ejvind Hertz nærliggende at tolke fundet som resterne af en fyrstebegravelse, men det kan også være en rituel nedlæggelse af særligt udvalgt gods som offer til guderne.

»Uanset hvad, så fortæller fundet om en hidtil ukendt, rig fyrsteslægt fra Boes med gode sydlandske forbindelser i den romerske jernalder,« konstaterer Ejvind Hertz.

Samtlige fund er daterede til omkring første århundrede efter Kristus. Mens guldberlokken er smedet af en lokal guldsmed, så er sølvbægrene importeret fra Romerriget. Ejvind Hertz har flere bud på, hvordan de kan være endt på en mark ved Boes.

»Det man ofte taler om, er de her jernalderfyrster, der har haft handelsforbindelser langt mod syd i Europa. Vi kan heller ikke udelukke, at der har været romerske hærenheder her oppe for at skabe alliancer med de lokale. På den måde kan sølvbægrene have været anvendt som diplomatiske gaver til en fyrste her ved Boes.«

Ejvind Hertz har endnu en teori om, hvordan de romerske sølvbægre kan været endt på marken i Boes. Og den er lidt mere spektakulær. Den handler om unge, danske mænd, der søgte lykken som lejesoldater sydpå.

»Faktisk var det sådan, at nogle unge, danske mænd valgte at gå i romersk krigstjeneste. Det normale var, at så var man bundet i syv år. Overlevede man, så blev man en fri mand. Blev man i det romerske område, blev man belønnet med en gård og et stykke jord, man kunne dyrke. Men nogle af dem valgte at komme hjem til Danmark, og de bragte en masse viden med hjem. Vi forestiller os, at dem, der kom hjem fra romersk krigstjeneste, blev nogle af de ledende herhjemme, fordi de havde erfaring både militært og i forhold til civilforvaltning,« fortæller han, men understreger samtidig, at hovedtesen er, at at bægrene har været en del af en gaveudveksling.

Fundet på marken ved Højlund Boes er så enestående, at det er med på Slots- og Kulturstyrelsens Top-10 liste over de mest spektakulære arkæologiske fund i 2024.