Lad snuderne gøre arbejdet: Hunde hjælper med at finde tabte genstande – selv gebisset fra en våd nat

»Det mærkeligste, vi er blevet bedt om hjælp til at finde, må vist være et gebis, som en mand på Fyn havde tabt efter en meget våd nat i byen. Han var ikke helt klar over, hvor han havde været, men var blevet dårlig på vej hjem. Og så var gebisset altså røget med ud.«

Heidi Lillelund smiler, mens hun fortæller historien. Hun er selv en af de 120 hundeførere, der udgør DcH’s landsdækkende eftersøgningstjeneste og sekretær i det DcH-udvalg, der koordinerer eftersøgningstjenesten.

»Vi bliver bedt om hjælp til at finde mange forskellige ting – alt det, som folk kan komme til at tabe i naturen. Meget ofte – nok i 60 procent af tilfældene – er det tabte høreapparater, hundene og deres førere skal hjælpe med at finde. Ellers er det sådan noget som briller, tegnebøger, vielsesringe eller andre smykker og airpods. Det kan også være lidt større ting som mobiltelefoner,« forklarer hun.

Hendes egen hund er en dværgpuddel, men i eftersøgningstjenesten findes også schæfere, border collier og mange andre racer – og naturligvis labradorer.

»Ja, dem er der rigtig mange af, og de er fantastiske til den her sport. De fleste er startet med deres hund til hvalpetræning i DcH (Danmarks Civile Hundeførerforening, red.) og er så fortsat med træning i en af de mange sportsgrene, DcH tilbyder. I kredsene holdes fællestræninger, og der bliver interesserede inviteret med. Her kan de prøve realistiske scenarier, hvor der er lagt genstande ud, som hundene så skal finde. Alt det, folk nu kan tabe, undtagen penge, narko, mennesker og andre dyr,« forklarer Heidi Lillelund.

Hundene bliver trænet til at finde genstande, som har menneskelig fært – i fagsproget kaldes det ID-fært, og den er forskellig fra menneske til menneske.

»Alt, hvad vi mennesker rører ved, afsætter vi en ID-fært på. I naturen er der tusindvis af duftaftryk, og hundene skal lære, at nu gælder det altså om at koncentrere sig om de dufte, som mennesker har afsat. De skal lære ikke at bide hårdt i det, de samler op. De skal lære at komme og aflevere det, og de skal lære at markere, hvis nu det, de skal finde, er så stort, at de ikke kan have det i munden.«

Hvor lang tid det tager at træne sin hund til at finde tabte ting, er der stor forskel på afhængig af racen, men ifølge Heidi Lillelund kan de fleste hunde lære at søge efter ting. Uanset race kræver det træning – masser af træning.

»Når en hundefører kommer ud på en opgave, så handler det om teamwork mellem hund og hundefører. Det er tit meget store områder, en ting kan være tabt på. Det er hundeførerens opgave at koordinere søgningen, så området bliver dækket så godt som muligt. Hvordan man vil gribe det an, er op til hundeføreren. Måske kan hunden slippes løs og søge, men det kan jo også være et sted, hvor det er nødvendigt, at den er i line. Måske lader man lige hunden tage en hurtig runde, eller måske er den mere til at sætte snuden i jorden og gå i gang. Hundeføreren kender sin hund og ved, hvordan den bedst griber opgaven an. Det er derfor, træningen er så vigtig, for det er gennem træningen, at du lærer din hund at kende, så du ved, om den har en fært, og hvordan den markerer.«

Heidis egen hund finder altid ting, også når den har fri.

»Når vi er ude at gå tur, kommer den hele tiden med ting, den finder. En handske eller noget skrald. Så skal man huske at rose den og sige, at den er dygtig,« griner hun.

»Jeg synes, det er en fantastisk sport, fordi det virkelig handler om teamwork mellem dig og din hund, og folk bliver så glade, når vi finder de ting, de har tabt. De har jo tit selv prøvet i lang tid at gennemsøge et område for at finde det selv. Men mennesker kan jo ikke det, en hund kan.«