Fortsæt til indhold

Firbenede eftersøgningshelte: Hvad end du har tabt, skal Malik og Siska nok finde det

Har du tabt ting og sager i naturen, så er der hjælp at hente hos et par imponerende hundesnuder i Gl. Rye og deres ejer, Gitte Ibsen, som for nylig blev kåret til Årets Eftersøger af DcH.

Kultur og byliv

»Du skal bare træne de her øvelser med hundene. Og så 2.000 eller 3.000 timer senere, så kan de det her!«

Det lyder så ligetil og nemt, men lad dig ikke narre. Gitte Ibsen fra Gl. Rye kan noget helt særligt sammen med sine labradorhunde Siska og Malik.

Til daglig er hun en stor støtte for eleverne på Columbusskolen, hvor hun sammen med først Malik og siden også Siska er ”ansat” som skolehunde-team, der sørger for at banke trivslen i vejret hos børnene på skolen i Skovby.

Men også i fritiden løser Gitte og hundene opgaver, der hjælper andre mennesker. De er nemlig en del af det 120 mand store eftersøgningsteam, der udgør DcH’s Eftersøgningstjeneste (Danmarks civile Hundeførerforening). Faktisk var Gitte selv med til at starte tjenesten op for 13 år siden.

Sammen med sine hunde Siska og Malik er hun afsted mange gange årligt for at hjælpe folk med at finde tabte sager. Og det gør de så godt, at Gitte nu er kåret til Årets Eftersøger i DcH’s Eftersøgningstjeneste.

»”Du har vundet!” Hvor tit åbner man lige sådan et brev. Det blev jeg da utrolig glad over. Det er en påskønnelse, som betyder rigtig meget.«

Gitte har iført hundene deres gule arbejdsveste, da Din Avis Skanderborg møder hende i skoven bag Columbusskolen for at få en demonstration på, hvor dygtige Malik og Siska er til at finde tabte sager. Vesten signalerer, at her er en hund, der er på eftersøgningsarbejde.

De kommer glade retur med penalhuset, for nu har de lært, at så får de en godbid. Det er sådan, samarbejdet indlæres. De skal også lære, at de ikke må tygge i det, de finder, men at de nænsomt skal løfte det op og aflevere det.
Gitte Ibsen

Hundene griber opgaven vidt forskelligt an. Mens Malik sætter snuden i jorden og systematisk snuser sig frem, stormer Siska gennem busk og krat som en hvirvelvind. Begge hunde finder på mindre end et minut den tabte bilnøgle og pung, der var lagt ud.

»Jeg får nok i snit et par henvendelser om måneden om tabte genstande, som vi så er ude og hjælpe med at finde,« fortæller Gitte, der gerne vil gøre kendskabet til DcH’s Eftersøgningstjeneste mere udbredt.

»Ofte er det henvendelser fra audiologisk afdeling på sygehusene, der kontakter os, fordi tabte høreapparater er en bekostelig affære, men alle kan benytte eftersøgningstjenesten til at finde sager, de har tabt. Alle dage undtagen søndag sidder der en vagt klar og tager imod opkald. Det er gratis at få hjælp af eftersøgningstjenesten. Vi hjælper dog kun med at finde ting, ikke dyr eller penge. Og heller ikke mennesker. Hundene kan sagtens finde mennesker, ligesom de kan finde penge og narko, men det er politiopgaver.«

Et af Gittes trick til at lære sine hunde at finde ting starter med et penalhus fyldt med godbidder. Det kan hundene sagtens finde, men de kan ikke få det åbnet, og på den måde lærer de, at de skal aflevere til Gitte for at få deres belønning.

»De kommer glade retur med penalhuset, for nu har de lært, at så får de en godbid. Det er sådan, samarbejdet indlæres. De skal også lære, at de ikke må tygge i det, de finder, men at de nænsomt skal løfte det op og aflevere det. Og ja, så efter de der 3.000 timers træning, så har de lært det,« griner hun.

»Som du kan se, så er Malik og Siska meget forskellige. Malik er langsom og grundig, mens Siska er lynhurtig, men til gengæld må hun gennem det samme område flere gange. De bruger udelukkende deres snude, ikke øjnene. Derfor kræver det, at de er op mod vinden for at kunne finde en genstand. Det er derfor, de kredser rundt og rundt, indtil de finder det.«

For nylig havde Gitte en ekstra travl uge, hvor hun og hundene måtte rykke ud tre dage i træk og finde tabte sager.

»Torsdag var vi hos en ældre mand i Bryrup. Johannes havde tabt sine briller på sin store grund, mens han ordnede brænde. Brillerne fandt Malik hurtigt. Hun gravede i nogle blade, og så var de fundet,« fortæller Gitte.

Fredag var vi kaldt til Sussie, der bor i Dørup. Sussie var blevet væltet af sin egen store hund og trukket gennem et krat. Efter faldet var hun meget chokeret og forslået og havde mistet sine briller og sin airpod. Det var fire dage siden. Problemet var bare, at hun ikke kunne huske, hvor hendes hund væltede hende og trak hende afsted. Efter halvanden times søgen finder Siska Sussies briller. Så ved vi jo, at det er cirka her, hun er blevet væltet. Og fem minutter senere kommer Siska med den lille airpod.«

»Lørdag var vi så i Skanderborg på legepladsen ved børnehaven Elverhøj. Lille Axel havde tabt begge sine høreapparater på legepladsen. Efter 45 minutter finder Malik først det ene høreapparat og fem minutter senere finder den også det andet høreapparat,« siger en tydelig stolt Gitte, mens der lige ryger en ekstra godbid i munden på hundene.

»Jeg er megastolt af mine hunde, men det ved du jo godt!«

Johannes Jørgensen, Bryrup: »Jeg var i gang med at fælde et træ tæt ved gården, og for at det ikke skulle vælte over i huset, ville jeg binde et reb i træet og rundt om et andet træ. Så jeg kravlede rundt i noget egekrat, og undervejs tabte jeg min kasket. Det tænkte jeg ikke videre over, før jeg kom ind, og min kone så spørger, ”Hvor er dine briller?” Vi ledte og ledte, men fandt ikke brillerne. Så kom Gitte med hundene og på mindre end fem minutter havde den fundet brillerne. Den stod lige et øjeblik og skrabede i jorden med poterne, og der var brillerne.«
Sussie Perto, Dørup: »Jeg fik ny hornhinde i januar, og skal passe på, men da jeg var ude at gå tur med vores kæmpestærke labrador hanhund, gik det galt. Vi bor lige ned til Mossø i et naturskønt område, og måske fik han øje på et dådyr, da vi gik ved et slåenkrat. Så han springer afsted og trækker så hårdt, at jeg falder og bliver trukket et stykke. Jeg tabte mine briller og airpod, men var så forrevet, at jeg tog hjem. Senere tog min mand med ud og lede efter tingene, men jeg kunne ikke huske præcis, hvor det var sket henne. Det er et stort område, og vi ledte længe, inden vi gav op. Jeg kender Gittes datter, og hun foreslog, at jeg skulle lade hundene finde det. Det troede jeg ikke meget på, at de kunne, men de tog et par ture frem og tilbage ved slåenkrattet, og så kom den ene hund efter et par minutter ud med brillerne i munden og et kort øjeblik efter havde den også fundet min airpod.«
Louise Rassing, Skanderborg: »Min søn Axel er lige blevet tre år, og er normalt rigtig god til ikke at tage sine høreapparater af, men den dag legede han med en rigtig god ven i vuggestuen, og lige pludselig var begge høreapparater forsvundet. Normalt giver han dem til os, når han tager dem af, og vi har aldrig tidligere oplevet, at de er blevet væk på den måde. Vi og pædagogerne har gennemtrawlet legepladsen for at finde høreapparaterne, men uden held. Det er meget vigtigt for Axels sproglige udvikling, at han har høreapparaterne på i alle vågne timer. Skal han have nye høreapparater, ville det let komme til at tage en månedstid og det ville både være dyrt og skidt for hans sproglige udvikling. Så vi kontaktede Audiologisk afdeling for at spørge, hvad vi skulle gøre. De henviste os til Gitte. Hun bad os om at rydde legepladsen, så den var fri for affald og legetøj, fordi hundene vil tage alt, der har været i kontakt med mennesker. De søgte rundt et godt stykke tid, indtil Gitte fik den ide at spørge Axel, hvor de havde leget henne. Han peger på et sted på pladsen og 20 sekunder senere har hundene fundet høreapparaterne. Høreapparaterne er bittesmå. Det er fantastisk, at de kunne finde dem.«