Ejer melder ud: Sådan er fremtiden for ikonisk værtshus
»Det går godt. Der kommer stadig folk, og jeg håber på, at der bliver ved med at være masser af liv,« siger ejer af legendarisk værtshus.
Efter to år og otte måneder med Julie Fjellerad Casper som forpagter, skal John’s Bodega i Hammel have ny daglig leder fra 1. juli.
Det havde ejer af bodegaen, Dorte Mikkelsen »ikke lige regnet med,« men hun tager alligevel nyheden med ophøjet ro.
»Man kan være helt rolig: Stedet lukker i hvert fald ikke. Det lover jeg,« siger hun og fortsætter:
»Jeg ligger i forhandlinger med nogle.«
Og skulle det ske, at ansættelsen af en ny forpagter lader vente på sig, så er der også en løsning på det:
»Jamen hvis ikke jeg finder en forpagter, så tager jeg selv over. Det har jeg jo gjort før,« siger bodega-ejeren, der selv begyndte som forpagter på John’s tilbage i 2007, før hun købte stedet omkring 2013/2014.
Da Julie Fjellerad Casper overtog for Jacob Olsen tilbage i 2022, stod Dorte Mikkelsen atter bag ølhanerne på John’s i tre måneder.
»Det går godt på John’s. Der kommer stadig folk, og jeg håber på, at der bliver ved med at være masser af liv,« siger ejeren.
Julie Fjellerad Casper holder afskedsreception 28. juni klokken 15.00.