De er her i en højere sags tjeneste: »Hvor ville det være fedt, hvis folk sagde, at de går til sløngel«

Når »sløngeldagene« på lørdag rundes af med »Store Sløngeldag«, er det kulminationen på måneders planlægning, koordinering og massevis af frivilligt arbejde i Di Heslige Slønglers Klup.

Under »sløngeldagene« trækker 250 frivillige i »sløngeluniformen« og lægger alle kræfter i at skabe et magisk og oplevelsesrigt univers med inspiration fra Ole Lund Kirkegaards bøger om blandt andre Lille Virgil, Orla Frøsnapper og Gummi-Tarzan.

»Hvor ville det være fedt, hvis nogen sagde, at de går til »sløngel«. Det er jo dybest set det, vi gør i Di Heslige Slønglers Klup,« griner Elise Øland Kjærgaard.

Hun har sammen med »kluppens« formand, Uffe Høj, og en flok af de øvrige »ærkesløngler« – som hun kalder bestyrelsesmedlemmerne – sat tid af i et ellers hektisk program op til »Store Sløngeldag« for at fortælle om »slønglernes« drivkraft og fascination for nu for 10. gang at genskabe Ole Lund Kirkegaards univers ved bredden af Skanderborg Sø med drengestreger og masser af gratis kulturoplevelser i børnehøjde.

Hver har sin grund til at deltage i »sløngelstregerne«. For Martin Graakjær, der er bestyrelsens yngste medlem, handler det i høj grad om at få lov til at udleve gamle drengedrømme og hjælpe børn med at udleve deres drømme og give fantasien vinger. Belønningen – strålende smil og tindrende barneøjne – kan han leve højt på længe.

Bandekasse med budskab

»Det er magisk at opleve deres begejstring, det er simpelthen løn i sig selv,« understreger han, der kom med i »sløngelkluppen«, da hans idé til en aktivitet i forbindelse med Kulturhovedstad Aarhus blev vraget, men høstede stort bifald hos »oversløngel« Uffe Høj.

»Jeg kan godt lide de skøre og skæve ting og havde forestillet mig et sted, hvor børn kunne gå hen og bande det bedste, de havde lært. Uffe var straks med på den idé, og jeg tænkte, at her var nogle mennesker, jeg var fuldstændig på bølgelængde med,« griner han.

Bandezonen blev på Store Sløngeldag til en bandekasse, hvor børnene kunne gå ind og sige de vildeste bandeord.

»Det trigger noget i mig, at man kan skabe et univers, hvor det er helt ok at gøre nogle af de her »sløngelagtige« ting. Alt det, man ellers ikke må, fordi sådan er de gængse normer og konventioner, det må man godt på Store Sløngeldag.«

Selvom »sløngeluniverset« først og fremmest kalder smilene frem, ligger der alvor og seriøsitet bag løjerne, understreger Birgitte Abildgaard.

Ikke bare tant og fjas

»Det er ikke bare tant og fjas, vi laver. Vi er her i en højere sags tjeneste. For mig er vores værdigrundlag en af de væsentligste årsager til, at jeg er med i »kluppen«. At hjælpe vores unger til en sjov barndom, hvor de kan være frie og frække og bruge fantasien. Det er helt unikt. Jeg er også glad for vores samarbejde med biblioteket, Kulturhuset og hele den her dejligt skøre flok på 250 frivillige, der stiller op og hjælper med at føre idéerne ud i livet,« fortæller hun.

Som tidligere dansklærer er Elise Øland Kjærgaard optaget af »slønglernes« fokus på at højne børns læselyst.

»Det er jo ikke bare kast med remoulademadder det hele. Det er jo netop også alle foredragene og skoledagene, hvor børnene møder forfatterne og får en masse spændende input til god læsning. Det er nogle helt fantastiske dage, hvor børnene gerne skulle få lyst til at læse nogle af alle de mange gode bøger, de bliver præsenteret for,« understreger hun.

Peter Gregersen er ny i »sløngelkluppen«. Han husker tilbage til dengang, han var seks år og spurtede afsted for at slippe væk fra nogle ældre drenge.

Se det med et barns øjne

»Det er også noget med at se verden fra et barns synsvinkel. Jeg kan huske, at jeg aldrig før havde løbet så stærkt i mit liv. Jeg havde drillet nogle store drenge. Hold da op, hvor var det udfordrende at være en lille knægt dér. Det med at anerkende den der børneverden, det var virkelig noget Ole Lund Kirkegaard kunne. På samme måde handler »sløngeldagene« om, at børn skal ses og anerkendes,« konstaterer han.

Med 40 år som pædagog i bagagen og et hjerte, der banker for Højvangen, har han været med til at udbrede kendskabet til Ole Lund Kirkegaard blandt indvandrerbørnene i boligblokkene.

»Jeg har ofte læst højt for børnene. Ligesom man skal vide, hvad Olsenbanden og Matador er for noget, så skal man også kende Ole Lund Kirkegaards univers. Det er en del af vores kultur.«

Di Heslige Slønglers Klup kom sidste år på det kommunale budget med en årlig tildeling på 375.000 kroner frem til og med 2028. Dertil kommer midler fra en række fonde, som støtter op om »sløngelprojektet«.

»Det er faktisk alle dem, der støtter os, der er afgørende for, hvad vi kan lave af arrangementer på »sløngeldagene«. For på nær et par enkelte arrangementer, så er alt på »Store Sløngeldag« gratis, og sådan skal det blive ved med at være. Det er et meget væsentligt princip for os. »Sløngeldagene« skal være for alle,« understreger Birgitte Abildgaard.

OK ikke at være som de andre

»Vi er heldige, at rigtig mange ser positivt på vores lille »klup«,« siger Uffe Høj. For ham er det især vigtigt, at »sløngelprojektet« bygger bro mellem mennesker med forskellige baggrunde.

»Ole Lund Kirkegaard var fascineret af de skæve eksistenser. På samme måde vil vi gerne lave fællesskabsgivende aktiviteter i et samfund, der efterhånden bliver mere og mere segmenteret og opdelt. Vi forsøger at få kittet folk sammen i nye fællesskaber, der binder bånd på tværs af skel. Vi har samarbejdsaftaler med FGU, med Højvangen og med Udeholdet i Firgårde,« forklarer han.

»Med fare for at komme til at sige noget provokerende, så er det vigtigt, vi ikke kun retter synet mod middelklassens velstimulerede børn, for så har vi tabt. Så læser vi bøgerne, som Fanden læser Biblen. Ole Lund Kirkegaard sætter nogle retningspile på, hvordan praksis bør være, og her er solidaritet på trods af grænser noget af det allervigtigste.«

»Orla Frøsnapper har altid været min helt,« indskyder Peter Gregersen.

»Og dem har der været flere af, som jeg har fået øje på oppe i Højvangen. Jeg har nogle gange tænkt, det dér blege, radmagre gespenst, der står der og ryger – han er simpelthen hevet ud af sådan en roman. Måden, Ole Lund Kirkegaard skriver om dem på, gør, at man ikke er forkert, selvom man ikke er ligesom alle de andre. Vi kan så nemt komme til at gøre hinanden forkerte, fordi vi er fattige, eller udsatte eller fra en anden kultur eller hvad det nu kan være. At anerkende forskellighederne er også en vigtig brik i sløngelprojektet,« forklarer han.

Prut i andedammen

»Ærkeslønglerne« uddyber gerne kluppens motto: Frihed, frækhed og fantasi. Friheden er der stadig i dag, er de enige om, men børn skal nok hjælpes mere end tidligere til at få øje på den. På samme måde skal fantasien bare vækkes, og begge dele bliver kraftigt stimuleret på Store Sløngeldag.

»Ole Lund Kirkegaard levede i en tid, hvor børn ikke blev overvåget i samme grad som i dag. Han ville korse sig, hvis han vidste, hvordan der bliver holdt øje med børn i dag i en grad, så vi næsten kvæler barnets frie kraft og fantasi. Måske vi »sløngler« kan være med til at antænde en gnist af refleksion omkring det hos forældrene,« lyder det fromt fra Uffe Høj, der skynder sig at tilføje, at forældrene jo mener det i kærlighed – også når de tracker børnene på mobiltelefonen.

»Det er en udfordring i vores meget velregulerede samfund at sørge for ikke at ødelægge børns umiddelbarhed og naturlige tilgang. Altså, så de ikke bare er sådan nogle velregulerede prutter i andedammen. Lad dem udforske og prøve selv,« tilføjer han.