»Vi er blevet tæppebombet med kærlighed«: Sølund Musik-Festivals »far« siger farvel efter brag af en fest

Hvad der for få dage siden var fyldt med telte, mad- og ølboder, store scener og i alt omkring 21.000 festivalgæster, er nu tilbage ved det, som Landsbyen Sølund plejer at være.

Alt er fjernet.

»Vi er færdige herude nu. Spejderne har samlet skodderne. Det er nærmest renere nu end før festivalen,« lyder det fra en glad Lasse Mortensen.

Han har netop afviklet sin 40. og sidste Sølund Musik-Festival som festivalleder.

»Det har været en fantastisk festival. En 40-års fødselsdag på det niveau, så kan man ikke drømme om mere. Alt i alt en super glad og tilfreds mand, der har slået sine folder i det her i 40 år, der fik sin hobby til at blive sin levevej. Set i bakspejlet kan jeg kun være tilfreds med, at det endte med at være mig,« siger Lasse Mortensen, der konkluderer, at der er omsat for omkring 250.000 kroner mere i forhold til sidste år.

I løbet af tre dage har mange tusinde festivalgæster og frivillige betrådt pladsen, og en masse kunstnere har skabt en fest på Store Scene.

»Vi havde nogle fantastisk flotte dage. En lidt skummel start med vand, hvor vi fik lagt ekstra køreplader, gåplader og letvægtsplader frem, som vi overhovedet ikke fik brug for – og som blev pillet væk efter et døgn, fordi vi jo fik fantastisk vejr onsdag og torsdag. Musikken kan der ikke siges noget skidt om – vi har fået roser fra alle sider. Det flaskede sig, og vi kunne ikke have fået en mere fantastisk afslutning end med Nik & Jay og konfetti,« lyder det fra en træt Lasse Mortensen.

Især torsdagen var ifølge den afgående festivalformand en stor succes.

»Med musikere, medhjælpere og festivalgæster var der ikke under 10.000 mennesker på pladsen torsdag.«

Den helt store oplevelse var dog allerede tirsdag.

Jubilæumsudgaven begyndte igen i år med Tovli’ Tirsdag. I år en dag i silende regn, men det betød ikke noget for, hvordan først børn og mennesker med udviklingshandicap kunne mødes til musik, kage og saft i Nilles Telt. Lidt senere på dagen åbnede festivalpladsen op til den omvendte inklusionsdag, hvor Mumle, The Mumes feat. Peter A. G., Lars Lilholt og Jonah Blacksmith var hyret ind til at optræde på Store Scene.

Mere end musik

Efterhånden som dagen skred frem, jo mere sol dukkede der også op, og da The Mumes optrådte på scenen sammen med Peter A. G. var regnen helt forsvundet.

»Vores Gnagsprojekt er at vise, at når du møder de her mennesker i øjenhøjde og kun fokuserer på det, de kan, så kommer du umådeligt langt. The Mumes er fra dag et hos os betragtet som musikere og guidet som musikere. Peter A. G. har en tilgang til dem, som han er over for sit eget orkester. Han hundser rundt med dem – og de respekterer det, for lige pludselig er den der,« lyder det fra Lasse Mortensen, der ser langt flere perspektiver i samarbejdet mellem The Mumes og Peter A. G.

»For os rækker sådan et projekt langt ind i fremtiden. En masse politikere bør lukke øjnene op og kaste blikket på det, vi laver. Vi flytter noget. Det er ikke bare snik snak, men noget, der kan komme til at danne præcedens for mange mennesker.«

For det er ikke bare en musikfestival for mennesker med udviklingshandicap.

Det er også en festival, hvor gæsterne kan meget andet end at høre musik. En helt ny satsning er Luftrummet.

»Elsass Fonden er bagved – hvor man udnytter AI-teknologien, og man kunne for eksempel få pimpet sin kørestol. Der var en voldsom tilstrømning til Luftrummet med rigtig mange mennesker hele tiden. Det er sådan noget som det her, der skal bringe festivalen videre. Vi skal også være nogle oplevelser på tværs, hvor man kan få nogle afprøvninger af dagligdagen,« forklarer Lasse Mortensen.

Luftrummet er et pusterum, hvor festivalgæsterne kan være kreative og opleve samskabelse. Et kreativt rum, hvor studerende, frivillige og gæster kan skabe noget unikt sammen, f.eks. gennem makeup, kunst og andre kreative aktiviteter.

»Kommer vi lidt længere ud, skal vi også være talerør for nogen, der ikke kan selv. Vi vil ud og endnu engang råbe op ud i befolkningen, at vi insisterer på, at kulturen skal være en ligeret for alle. Den her målgruppe skal ikke sættes til side. Om det så er drama, festival, skuespil, en tur i biografen, en fisketur og hvad det må være. Vi er et rigt samfund, og vi bruger penge på en masse andet. Der må også kunne sættes penge af til det her område, men de her mennesker bliver ladt i stikken og står for skud. Det skal stoppe. Det bliver en stor opgave for den kommende leder, men det er med stor støtte fra den afgående leder, som jo er mig,« siger Lasse Mortensen.

Kræver mere

Alt i alt sidder Lasse Mortensen tilbage med en god følelse i kroppen.

»Vi har fået masser af gode tilstrømninger i den her festival og massiv støtte fra mange mennesker. Vi er blevet tæppebombet med kærlighed. Det er vi glade for. Flere har sagt, at det her ikke må forsvinde. At de bare skal have de her dage,« lyder det fra Lasse Mortensen.

Nogle dage, mennesker med udviklingshandicap har haft i 40 år nu.

»Vi ser fremtiden i møde med sindsro. Der skal også mange midler til. Det er ikke nok med et par fuldtidsstillinger – nogen skal ind og styre den politiske del, kommunikationen, så jeg tror, vi ser to eller tre ekstra stillinger i møde i fremtiden. Hvis vi skal op på det niveau, vi gerne vil, og som de fortjener – det er ikke nok med de her dage for os. Og vi skal nok komme af sted med det,« lyder det fra Lasse Mortensen.

Hvordan er det at have afviklet den sidste festival som leder?

»Sådan betragter jeg det ikke – det er min sidste festival som leder på fuldtid, men jeg vil altid være her, så længe jeg kan stå oprejst. Jeg står på lægterne igen om 11 måneder, hvis de beder mig om det. Der er gået 40 år – nu skal der ske forandringer – og det er det, der kommer til at ske.«

»Jeg er fuldstændig fortrøstningsfuld til at give tøjlerne videre. Sarah ved godt, at hun har mig i ryggen. Jeg skal trække mig tilbage, og hvis hun kommer og spørger om hjælp, så er jeg her som tidligere leder – når vi træder ind på de her marker, er jeg ikke far eller daddy, som jeg bliver kaldt herude – så er jeg leder af en festival. Sådan er det. Det har vi fundet en god melodi på. Jeg skal lære at holde mig i baggrunden og lade de unge mennesker komme til. Det er det, der redder mig. Jeg kan faktisk godt være sortseende, og det er jeg slet ikke, fordi jeg ved, at jeg vender tilbage til Sølund Musik-Festival. Det er alfa og omega, at jeg kan komme med fremadrettet.«