Kunst i hestelort og pileflet: »Jeg har behov for at have det i hånden«

Hvis du aldrig har hørt om Krakamarken, så er det måske ikke så underligt.

I 1992 blev Danmarks første naturskulpturpark Krakamarken indviet ved Brusgård sydøst for Randers. Og i 1999 lukkede den igen. Du kan stadig færdes i området, men der er ikke kommet nye skulpturer specifikt lavet til parken siden. Bortset fra nu.

For i 2022 blev Foreningen Krakamarken dannet, og de har arbejdet på at genrejse skulpturparken.

Første skridt på vejen er taget, og lige nu kan du finde kunstner Pia Græsbøll Ottesen i parken, hvor hun arbejder på sit værk ’Lyttekroppe’.

»Nogen synes, det ligner mumitrolde - det er måske også lidt en krydsning mellem en mumitrold, nogle sivarter og søpølser,« griner hun og fortsætter:

»Jeg tror, jeg er en materialenørd - hvad kan græs? Og kan jeg maltraktere det og så bygge med det? Hvor langt kan jeg spænde pilen, før den brister?«

Tre kroppe med hoveder

’Lyttekroppe’ består af tre ”kroppe”. Den største er næsten fire meter høj og knap 2,5 meter bred. Den mellemste er cirka 2,5 meter høj og har en diameter på 1,2 meter. Den mindste er lidt over to meter høj, den er kun 85 centimeter bred, men til gengæld har den en næsten fire meter lang ”hale”.

Kroppene er formet i pil, og i bunden er de fyldt med sand og sten. Udenpå kommer der klinemasse. Cirka 2.000 kilo i alt.

»Klinemasse består af strå, sand, ler, hestelort og vand,« siger Pia Græsbøll Ottesen, der bor i Stevnstrup, og fortsætter:

»Materialerne er superorganiske. Hestelorten kommer fra min egen og en venindes hest.«

Kroppene har alle nogle huller. Nogle kan du nemt kigge ind gennem. Andre kan du slet ikke, og andre kan du, hvis du anstrenger dig.

»Det er for at gøre dig nysgerrig. Det skal give dig lyst til at kigge ind, selvom der egentlig kun er to huller, du kan kigge ind gennem. Det er en krop, og en krop har normalt et hoved. Så på den måde er der noget menneskeligt over det,« fortæller hun.

Levende materialer

Krakamarken er som sagt en naturskulpturpark. Det betyder, at alle skulpturerne er lavet i naturlige materialer, der med tiden bliver nedbrudt.

»Jeg er fascineret af, at det er organisk. Det er ikke bare et element, du sætter ud i ingenting. Det er et samarbejde med naturen. Selvom jeg klipper pilen, føler jeg stadig, den er levende,« siger kunstneren og fortsætter:

»Der må godt være plads til noget nyt. Jeg kan godt lide, at kunsten kun er her en rum tid. Jeg ved heller ikke, hvor længe det her står her.«

Med det mener hun, at klinemassen på et tidspunkt vil falde af.

»Jeg er spændt på, hvor længe det står her. Når klinemassen engang er væk, har pilen forhåbentlig slået rod og fået en ny form. På den måde kan kunstværket leve videre. Jeg har også valgt at placere det netop her, fordi vandet står højt, når det regner. Så pilen har de bedste forudsætninger for at genså sig selv.«

Hvem skal betale?

I 2024 fik Foreningen Krakamarken tildelt nogle penge fra Statens Kunstfond, der betød, at Pia Græsbøll Ottesen kunne gå i gang med at lave skitser til det kommende kunstværk.

Tidligere i år fik foreningen så endnu en donation fra Statens Kunstfond. Denne gang fik de over 100.000 kroner til at vække skitsen til live.

»Jeg har altid syntes, at landart var lækkert, men det var svært at komme ind i, for hvem skal betale for det? Folk vil gerne se det, men man kan ikke forvente at få penge fra Statens Kunstfond hver gang,« siger kunstneren og fortsætter:

»Det var heller ikke en selvfølge, at bestyrelsen ville være tilfreds med skitsen, og det er heller ikke sikkert, vi ville få penge fra Statens Kunstfond, selvom vi fik til skitsetegningerne. Så det er et kæmpe skulderklap.«

Rigtig mange timer

I anden ansøgning til Statens Kunstfond indgik også en assistent til Pia Græsbøll Ottesen. Hun havde egentlig ikke selv regnet med, at det blev nødvendigt, men uden Christian Værum, der er en af hendes tidligere elever og nu optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi, havde det taget væsentligt længere tid at lave ’Lyttekroppe’.

»Det tager nok to personer tre uger at opføre det. Jeg har allerede brugt to arbejdsdage på at klippe pil, en på at køre pil herud, en på at køre sand og sten herud og en på at køre lort herud. Og nu er vi i gang med at sætte klinemassen på,« fortæller hun.

Christian Værum har hjulpet ved blandt andet at flette den mellemste af kroppene. Det er dog stadig Pia Græsbøll Ottesen, der har formet den.

»Jeg har behov for at have det i hånden og vide, at det er mit,« griner hun.

Der er fernisering på det nye kunstværk lørdag 30. august.