Fortsæt til indhold

Næsten udsolgt

Forestillingen 'Cabaret' er næsten udsolgt. Under 600 billetter af 6.000 billetter er tilbage.

Kultur og byliv

»Du kan godt skrive, at randrusianerne skal se at booke billetter, ellers er der snart ikke flere,« siger Randers Teaters direktør Peter Westphael om storsatsningen ’Cabaret’, der i løbet af august spiller på Randers Teater.

Der har været sat 6.000 billetter til salg, og i skrivende stund er der under 600 tilbage.

»Københavnerne er begyndt at opdage, at vi spiller ’Cabaret’, og de har også fundet ud af, hvilke dygtige skuespillere vi har med, så de er begyndt at rykke for billetter,« lyder det storsmilende fra Peter Westphael, der i disse uger hver dag kan se mere end 50 skuespillere, statister, korsangere, musikere og teknisk personale gøre klar til teatrets største satsning nogensinde.

Når ’Cabaret’ har premiere 14. august står der 32 personer på scenen. Der er plads til 250 publikummer i salen. Det svarer til en optrædende for hver ottende gæst.

Forberedelserne er i fuld gang til Cabaret på Randers Teater, hvor 32 skal på scenen samtidig. Her øves der trin med koreograf Peter Friis. Foto: Martin Gundesen, Randers Teater

Omdannet til natklub

En så stor forestilling bliver ikke gjort halvt.

Den normale indgang er afløst af en en mindre op mod Fabersvej.

Tømreren er i fuld gang med at sætte en portal af træ op, den skal lede publikum ned igennem en kælderskakt for at fuldføre illusionen om, at du træder ned i Kit Kat Klub, en berlinsk natklub i 1930’erne.

Den normale mellemgang mellem den nye og gamle del af teatret bliver omdannet, så den lever op til en intim og stemningsfuld totalteateroplevelse. Samtidig er de flotte glasfacader over mod Værket blevet dækket med folie, der forestiller murværk, så følelsen af en natklubkælder er intakt.

Når forestillingen spiller, vil flere af gæsterne sidde ved caféborde, enten helt tæt på scenen eller bagerst i salen.

»Vi satser på at give publikum en kæmpeoplevelse og en følelse af, at virkelig være tilstede i Kit Kat Klub og vise alle de følelser og temaer, som ’Cabaret’ indeholder,« lyder det fra Peter Westphael.