Ny ejer af brunt værtshus: »Vi kan se et kæmpe potentiale«
Efter knap 40 år har brunt værtshus fået ny ejer. Man kan forvente sig nye tiltag, men én ting skal der ikke laves om på.
I 28 år har Mai-Britt Sørensen stået bag baren på Marsk Stig Kro i Hammel. Ikke fast, men lidt alle årene. Derfor kender alle på det brune værtshus da også Majer, som hun blot hedder i folkemunde.
Fremover må de forvente at se noget mere til hende end tidligere. Hun har nemlig fået overtalt sin kæreste, Peder Sørensen, til at købe stedet.
»Jeg tror ikke, han synes, det var helt så god en idé, som jeg. Jeg har jo altid kunnet se et stort potentiale i stedet,« siger hun og smiler.
»Ej, jeg synes sgu, jeg har nok at se til,« siger Peder Sørensen, der også har egen entreprenørvirksomhed – han fortsætter med et glimt i øjet:
»Men du ved ’happy wife, happy life’, så vi måtte jo springe ud i det.«
I knap 40 år har Inge Lise Refsgaard ejet Marsk Stig Kro. Hun ringede selv og spurgte, om Majer ville købe stedet.
»Hun har faktisk spurgt ad flere omgange, om det var noget for mig. Men jeg har sagt nej hidtil. Nu er vores børn så flyttet hjemmefra, så der er bedre tid til det,« siger Majer, som arbejder i kærestens entreprenørfirma ved siden af værtshus-jobbet.
Peder Sørensen købte egentlig kroen – der, trods navnet, altså ikke serverer mad – for et år siden, men indtil 1. juli i år har Mogens Lykkebo fortsat forpagtningen. Han stoppede efter præcis 23 år som forpagter på værtshuset.
»Han har været virkelig god og nem at overtage efter,« siger Peder Sørensen.
Vil altid være brunt
Marsk Stig Kro er et gedigent brunt værtshus – og man skal ikke frygte, at det bliver anderledes i fremtiden.
»Selvfølgelig har vi snakket om, hvordan vi gerne vil have stedet til at være, for at det bliver en succes, men det brune, det skal ikke laves om,« siger Majer.
»Men vi frisker stedet lidt op med lidt ny maling, en grundig rengøring og renoverede toiletter.«
Peder Sørensen fortsætter:
»Og så har vi gjort nogle ting mere brugervenlige for personalet. De har fået lidt bedre forhold. For jo mindre tid de skal bruge på alt muligt andet, des mere kan de hygge om gæsterne.«
Parret har også planer om at udvide med cirka 15 flere siddepladser i det, som Majer kalder »kyssehjørnet«:
»Vi har sådan en mellemgang, hvor der ingenting er, og vi har jo flere møbler, lamper og så videre stående, så hvorfor ikke bruge det?«
Desuden bliver udsugningen på ’Marsken’ gået efter, så cigaretrøgen ikke gør luften helt så tæt.
Endelig skal stedets ry laves om, forklarer Peder Sørensen:
»Uden at det har haft noget på sig, så har Marsken i folkemunde nok lidt været kendt som et sted kun for stamkunder. Men det her er altså et sted for alle, hvor man kan komme, præcis som man er, og hvor alle – gæster såvel som medarbejdere – skal have det godt.«
En rigtig god start
Som et led i at gøre Marsk Stig Kro succesfuld bliver en del flere arrangementer, end man hidtil har været vant til, søsat.
Til eksempel er en singlefest allerede arrangeret 9. august – den blev lynhurtigt udsolgt.
Klippekort til drikkevarer er et andet eksempel på et nyt tiltag.
De nye kræfter og idéer i værtshuset har tilsyneladende bragt nye gæster til stedet. I hvert fald kan Majer og Peder Sørensen se tilbage på en overordentlig god første måned – og så endda i en sommerferie, hvor besøgstallet normalt er lavt.
»De seneste fire weekender har her jo været folk, som aldrig har været her før. Også mange gode, unge mennesker,« siger Peder Sørensen.
»Ja, de unge har vi ikke set på samme måde siden måske omkring 2003, hvor vi var nogle unge bartendere, der godt kunne trække folk til,« fortsætter Majer.
De mange besøgende kan også mærkes i pengekassen:
»Der var jo en vanvittigt høj omsætning specielt de første to fredage. Det var ny rekord for sådan helt almindelige fredage. Jeg var noget overrasket, da jeg slog kassebonen ud, og tænkte: ’Det er simpelthen løgn.’ Så ja, man må sige, at vi er blevet taget godt imod og er kommet rigtig godt fra start,« siger Majer, som knuselsker værtshusstemningen:
»Jeg kan bare rigtig godt lide hyggen og publikummet. Når jeg låser mig ind om morgenen, så er jeg hjemme,« siger hun og forklarer, at man kerer sig om hinanden på et værtshus:
»Hvis der er en stamkunde, som ikke lige dukker op, så ved vi, at der er noget galt, og så får vi lige tjekket op på det.«
Tonen på Marsk Stig Kro er i øvrigt altid god, siger Majer:
»Vi har aldrig døjet med slagsmål her, og vi har altid søde og høflige kunder. Og sådan noget som stoffer vil vi ikke have inden for dørene, så vi holder også øje med, om der skulle være nogen, som måske bruger mærkelig lang tid på toilettet eller lignende. Og hvis folk er påvirkede, så må de tage hjem.«