Politikere vil presse butikker tættere sammen i Randers
Efter debatmøde lover flere partier nu en helhedsplan og at man gerne vil byfortætte Randers' bymidte.
Alt tyder på, at flere partier nu vil arbejde for at fjerne muligheden for at drive detailhandel i udkanten af Randers centrum.
Når, eller hvis den plan bliver til virkelighed, så vil du opleve en ændret bymidte med færre butikker, men mere overskueligt for kunderne.
Ude i periferien vil butikslejemål gradvist blive omdannet til boliger eller måske kontorer. Det vil få økonomiske konsekvenser for dem, der ejer bygningerne, der vil blive tvunget til at omdanne deres bygninger til noget andet, end de havde købt den til.
Kunderne vil ændre gå-mønstre og kundetrafikken til butikkerne i udkanten vil gradvist forsvinde, når de omdannes. Det vil give mere ro i dagtimerne i yderområderne. Til gengæld vil du gå i en bymidte, hvor du forhåbentlig passerer flere åbne butikker.
I skrivende stund viser private optællinger, at der er omkring 35 ledige lejemål i Randers by. Og ifølge Claus Berggren (V) er det tal ifølge kommunens seneste optællinger nogenlunde konstant.
Der bliver altså ikke væsentlig færre butikker, men det opleves sådan, når du ser de tomme lejemål rundt om i byen. For i løbet af et års tid, så er det skiftende lejemål der står tomme.
Butikskoncepter rinder ud, nogle butiksdrivende går på pension, andre går konkurs eller vælger en anden profession og andre detailhandlende skifter lejemål, enten for at udvide, eller få en bedre placering.
Nu tegner der sig et flertal for byfortætning af Randers midtby. Det viser en rundspørge foretaget af Din Avis blandt de nuværende politiske partier i byrådet. Fem partier har svaret og deres samlede nuværende mandater er nok til at et byråd af i dag ville kunne trykke på ja-knappen.
Kom i gang - nu
Under Randers Festuge blev jazzteltet forvandlet til debatcafé, hvor blandt andet retningen for Randers midtby blev talt igennem i et næsten fyldt telt. Citychef Sille Fogh, Dansk Erhvervs Sharmili Rajagopal og ejendomsmægler Michael Møller (EDC Trio) var i panelet med Nynne Bjerre Christensen som ordstyrer.
Din Avis bed især mærke i de holdninger, som Sharmili Rajagopal fremkom med under mødet. Flere af dem trak klapsalver i det augusthede telt. Hun efterlyste en samlet retning.
Samtidig anbefalede hun også, at der sker en byfortætning, så de fjerneste butikslejemål fra bymidten blev brugt til andre formål. For eksempel boliger. Både hun og citychef Sille Fogh pegede på mere liv i midtbyen.
»Randers mangler en helhedsplan for, hvad man vil med byen. Bymidten er ikke kun shopping – den er en del af bosætningsstrategien. 68 procent af unge vælger at bosætte sig ud fra, hvor meget liv der er i byen,« lød det blandt andet fra Sharmili Rajagopal.
Din Avis har skriftligt bedt en række byrådsprofiler om at forholde sig til konkrete spørgsmål. Her er svarene sat op, så forskellene står klart. Politikerne har haft fem dage til at svare. Kasper Fuhr (Velfærdslisten) og Frank Nørgaard (DF) er ikke vendt tilbage, mens løsgænger og byrådsmedlem i mere end 18 år, Daniel Madié, ikke har haft lyst til at medvirke, da han ikke genopstiller. Til gengæld får du de øvrige politikeres svar på spørgsmålene.
Vi tester politikerne
Er konklusionerne om Randers midtby ny viden for dig og dit parti?
Torben Hansen (S), borgmester: »Udviklingen er en strukturel tendens: Mindre forbrug i fysisk detail, mere online og flere penge på oplevelser. Det blev også gjort klart på teltmødet. Midtbyen er i forandring af den grund, bl.a. med nye butikker som Operaen, Kagehjørnet og No17. Derfor skal vi i fællesskab med detailhandlen skabe endnu flere oplevelser.«
Erik Bo Andersen (Østbroen): »Nej. Udfordringerne har været tydelige længe – derfor har vi fremlagt en midtbypolitik og handelslivspolitik med konkrete løsninger.«
Mogens Nyholm (RV): »Nej. Der tænkes allerede i helheder. Sharmili Rajagopals efterlysning er ikke en præmis, vi køber.«
Claus Berggren (V): »Nej, det synes jeg ikke. »«Vi har allerede sat en ny lokalplan i gang for midtbyen, fordi vi kan se udfordringerne i den gældende plan. I dag er det meget rigidt, hvad man må bruge stueetagen til – stort set kun butikker. Jeg mener, det er vigtigt at åbne op, så man kan omdanne til fx liberalt erhverv eller boliger. Samtidig er det vigtigt at skabe fortætning – jo flere butikker samlet på et mindre område, jo nemmere er det at trække folk til. Jeg er også enig i, at events kan hjælpe, og her synes jeg faktisk, Cityforeningen gør meget med jul, halloween, påske og sommerarrangementer.«
Rosa Lykke Yde (SF): »Nej. Vi har drøftet midtbyen stort set hele perioden. Problemet er, at vi har brugt utrolig meget tid på at tale – og alt for lidt tid på at handle. Midtbyen er et godt eksempel: vi har haft mange debatter om, hvordan vi kan skabe en mere levende midtby, men der er truffet meget få beslutninger, der reelt trækker i den retning. Jeg forstår godt, at folk river sig i håret over, at vi ikke har taget mere ansvar. Selvfølgelig er der sket noget, men det helhedsorienterede greb mangler. Jeg kan sagtens se behovet for en helhedsplan, for en fortætning og for at skabe mere liv. Og det handler ikke kun om detailhandel, men også om at åbne midtbyen op for kulturlivet, kreative miljøer og aktiviteter, som folk faktisk har lyst til at komme efter.«
Hvorfor nøler i?
Hvorfor er der ikke sat en helhedsplan i gang for længst?
Torben Hansen (S): »Vi skal være sammen om midtbyen, samle alle aktører og lave en mere detaljeret plan. I budgettet drøftes, om der skal sættes penge af. Vi er i gang med at igangsætte processen om en ny lokalplan for midtbyen, som handler om, hvad der kan tillades i midtbyen (flere boliger og anden anvendelse end kun handel).«
Erik Bo Andersen (Østbroen): »Der har manglet politisk vilje til at samle kræfterne. Tiden er løbet fra nøl og kortsigtede tiltag. Vi ønsker en samlet plan, der udvikles i fællesskab – og den skal omsættes nu.«
Mogens Nyholm (RV): »Vi køber ikke præmissen om, at der mangler en plan – men anerkender, at der kan skrues på flere håndtag.«
Claus Berggren (V): »Man kan altid spørge, hvorfor noget ikke er gjort før. Men arbejdet blev sat i gang sidste efterår med den nye lokalplan, og sådan noget tager tid. Jeg synes bestemt, vi har gjort noget i denne byrådsperiode: vi har forbedret Rådhustorvet, vi har arbejdet med blomster og opholdspladser, og vi har indført systemet med ledige parkeringspladser. Det betyder, at folk hurtigere kan finde en plads – og i andre byer udgør netop det op mod 25-30 % af trafikken i midtbyen. Så der er taget konkrete skridt.«
Rosa Lykke Yde (SF): »For mig er svaret, at vi simpelthen har talt mere, end vi har handlet. Vi har stået fast i gamle lokalplaner, der var gode engang, men som ikke matcher den tid, vi lever i nu. Tingene har bevæget sig, og vi er nødt til at tilpasse os. Hvis vi ikke gør det, så står vi år efter år med en midtby, som reelt ikke fungerer. Det er en fælles opgave at turde handle – og det har manglet.«
Er du med?
Vil du og dit parti stemme ja til en byfortætning af midtbyens butikker?
Torben Hansen (S): »Ja. Handlen skal fortættes i kernen, og visse ejendomme skal have alternative anvendelser.«
Erik Bo Andersen (Østbroen): »Ja til klog fortætning – sammen med grønne byrum, flere events, bedre parkering og tilgængelighed.«
Mogens Nyholm (RV): »Detailhandlen skal koncentreres i bykernen. Fortætning er en del af midtbyens fremtid.«
Claus Berggren (V): »Ja, selvfølgelig. Det giver bedst mening, at butikkerne ligger tættere samlet. Folk bliver inspireret, når de går rundt – i modsætning til, hvis de skal forbi ti tomme lokaler. Overskuelighed er vigtig. Vi kan også se, at antallet af tomme butikslokaler har ligget stabilt fra 2018 til 2024, ifølge den seneste analyse. Jeg kan selv se det tæt på – min kone har en hudklinik i Slotscentret, som mange mente var dødt. Men efter der er åbnet for forskellige typer af butikker dér, er der faktisk kommet liv tilbage.«
Rosa Lykke Yde (SF): »Jeg kan ikke love noget uden at have set det konkrete udspil. Men umiddelbart giver det mening at reservere et mindre område til detailhandlen og åbne periferien op til andre formål. Vi har et vækstlag af kunstnere og kreative miljøer, som kunne skabe liv, hvis de fik plads. Problemet er, at de nuværende lokalplaner er så firkantede: alt i stueplan skal være detailhandel. Det betyder, at vi hele tiden har for mange tomme butikker. En fortætning og en åbning for nye funktioner ville give midtbyen et løft.«
Hvordan vil du redde midtbyen?
Har du og dit parti andre relevante bud på, hvordan midtbyen skal reddes?
Torben Hansen (S): »En inviterende midtby med grønne oaser og rekreative områder. Rådhushaven er et godt eksempel.«
Erik Bo Andersen (Østbroen): Foreslår fast kommunalt eventbudget, livlige bypladser (fx Østervold uden trafik i sommerperioden), flere grønne områder, bedre renhold og offentlige toiletter, gratis parkering op til tre timer, tættere samarbejde og fælles branding, midlertidig brug af tomme lejemål til kunst og projekter.
Mogens Nyholm (RV): Har en appel til borgerne om at bruge midtbyen oftere og en opfordring til detailhandlen om at evaluere egen indsats.
Claus Berggren (V): »For mig er det todelt. Kommunen skal fortsat støtte Cityforeningen, så der kan skabes events og oplevelser, som folk har lyst til at komme efter. Men borgerne har også et ansvar: de skal bruge midtbyen. Det kan kommunen ikke gøre alene. Derfor handler det både om at skabe rammerne og om at få borgerne til at bakke op.«
Rosa Lykke Yde (SF): »Vi skal gøre midtbyen mere levende med oplevelser for forskellige aldersgrupper. Jeg nævner tit et eksempel fra Middelfart, hvor de har nedgravet gadetrampoliner – det gjorde, at børnene havde en fest, mens forældrene handlede. Sådan nogle løsninger giver liv. Samtidig skal vi have kulturlivet ind i midtbyen, så der ikke kun er butikker, men også rum for kreativitet og fællesskab. Det kræver, at vi løsner op for de meget stramme regler om, hvad der må ligge i gadeplanen.«