Fortsæt til indhold

Flere politikere erkender skyttegravskrig i byrådet

Flere nuværende byrødder erkender, at der er interne magtkampe. Og at det kan have haft konsekvenser for helhedstænkningen.

Politik

At holde fokus som politiker kan være en svær ting. Især i Randers, der er notorisk kendt for at have rod i byrådet.

En rundspørge blandt fem politikere viser, at flere af dem erkender, at der er problemer, og at det kan have haft betydning for den langsigtede planlægning af midtbyen, som flere efterlyser.

Din Avis har i forbindelse med den undren over, at der ikke er sket meget i midtbyens udvikling de seneste fire år spurgt politikerne om følgende:

Flere borgere mener, at I har brugt tiden på at bekæmpe hinanden indbyrdes i stedet for at handle og lægge langsigtede planer. Hvad siger du til den opfattelse?

Rosa Lykke Yde (SF):

»Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Der bliver brugt alt for meget tid på skyttegravskrig i byrådet og alt for lidt på reelt samarbejde. Der er kommet gode idéer på bordet, også fra partier uden for budgetflertallet, men de bliver ofte afvist alene på grund af afsenderen. Det er ærgerligt, for vi er her for borgernes skyld. Jeg drømmer om et byråd, hvor vi arbejder mere sammen på tværs. Men i den periode, der snart slutter, har vi set det modsatte – smålighed og lukkethed. Jeg håber virkelig, at der efter valget kan komme en anden kultur, hvor vi rent faktisk rykker sammen i bussen og finder løsninger, der gavner Randers.«

Erik Bo Andersen (Østbroen):

»Vi forstår frustrationen – men vi i Østbroen har ikke brugt tiden på interne magtkampe, vi har taget initiativ. Andre sparede 300.000 kr. væk fra midtbyens aktiviteter i sidste budget (S, V, R og K). Vi i Østbroen gjorde det modsatte: Vi stod fast på, at midtbyen har brug for investeringer, ikke nedskæringer. Herudover har vi også stået fast på, at der ikke må ligge en dagligvarebutik på Brotoften, for den er jfr. den spritnye detailhandelsanalyse til stor skade for midtbyen og handlen i midtbyen. Men her lukker Flodbypartierne sig og går stik imod, hvad der er godt for midtbyen.«

Mogens Nyholm (RV):

»Flere politiske grupperinger går mere op i kritik og kontinuerlige kontroller end udvikling. Det er et problem for kommunen og dens omdømme.«

Claus Berggren (V):

»Det er jeg ikke enig i. Jeg har ikke haft et formål med at bekæmpe nogen – tværtimod. Men vi har forskellige politiske ståsteder. Jeg vil fx gerne afskaffe den omkostningsbestemte huslejeregulering, fordi jeg mener, det kan give et incitament til at investere i midtbyen. I dag er der ingen, der moderniserer gamle boliger, fordi det ikke kan betale sig. Hvis vi ændrer reglerne, er jeg sikker på, at vi vil se flere investeringer, flere attraktive lejligheder og dermed også mere handel i midtbyen. Det er en løftestang, som Venstre tror på, selvom vi godt ved, at der ikke er flertal for det endnu.«

Torben Hansen (S):

Har ikke svaret konkret på spørgsmålet.