Fortsæt til indhold

Et oprør mod storbyernes dyre bar- og billetpriser: Nu har unge skabt deres egen musikfestival i provinsen

30. august er det igen tid til KVAS festival i Hadsten. Festivalen, der henvender sig til unge mennesker, er skabt af unge, lokale ildsjæle

Kultur og byliv

Når KVAS festival 30. august for anden gang bringer Hadsten Kulturhus Sløjfen op nær kogepunktet, er det kulminationen på et halvt års intensiv arbejde for 15 lokale, unge ildsjæle.

De vil ikke finde sig i, at ungekultur kun findes i Aarhus eller andre større byer, derfor har de sammen skabt denne endags festival, som gerne skulle ramme et sted mellem hjertekule og danseben på de lokale unge. Ifølge styregruppen handler festivalen om meget mere end musik. Den handler nemlig også om at skabe et fællesskab på tværs af byens uddannelsesinstitutioner.

De unge har arbejdet hårdt for at genskabe succesen fra 2024, hvor hele 450 gæster beviste, at festivalen har eksistensberettigelse.

»Vi har skrevet projektbeskrivelser og fastlagt en vision. Vi har designet plakater, lavet PR og lært os selv at lave hjemmeside. Vi har søgt og modtaget fondsstøtte for over 90.000kr, og booket kunstnere, lavet indretningsplaner og barudvalg - fordi unge selv bedst ved, hvad vi har brug for og lyst til,« fortæller Eik Madsen, der er en del af styregruppen.

Musik til billige priser

I styregruppen brænder de for musikken og for fællesskabet, og derfor har de to ting været i højsædet for deres proces. Ud fra det har bookinggruppen sammensat et spændende og levende line-up, der spænder bredt både genre og erfaringsmæssigt. I foråret lavede de et ’open-call’, hvor mere end 30 bands ansøgte om at spille på festivalen. Derudover har de booket to mere kendte up-coming bands på den danske musikscene, nemlig vinderne af P3’s Karrierekanon, Downtown July og hit-på-hit-producerende KRYD.

KVAS Festival er et oprør mod storbyernes monopol på ungekulturlivet og dyre bar- og billetpriser. Derfor koster en festivalbillet kun 75 kr. i forsalg, så alle kan være med, også på et stramt SU-budget. Den lave billetpris er gjort mulig med støtte fra Favrskov Kommune, Nordea Fonden og Elro-dage. Hadsten Kulturhus Sløjfen støtter også op om festivalen med hjælp, sparring og erfaringsudveksling til de unge i styregruppen.

»KVAS Festival er en vigtig del af vores samlede festivalstrategi med at skabe levende kulturmiljøer for børn, unge og voksne på tværs af kommunen. Det handler ikke bare om at lave en fest, men om at give de unge plads og mod til at tage ansvar for et stort projekt. Festivalen er blevet en spydspids for ungekulturen i Favrskov, og vi er stolte af at være med til at løfte den,« siger Trine Valentin, afdelingsleder for kultur og Kulturhuset Sløjfen, Favrskov Kommune.