Fortsæt til indhold

Museum indviet: Nu er toghistorien sat på skinner

Indvielse af containere fyldt med Scandia-fabrikkens relikvier skete torsdag.

Kultur og byliv

Stemmningen er høj på Scandiasporet i Dronningborg.

Omkring 50 fremmødte klapper højlydt, da den primære ejer af den gamle togfabrik i Randers, Steen Jørgensen, sammen med flere af nøglepersonerne bag Scandia Museet klipper det røde bånd.

Bag dem står to store containere proppet med formidling. Gamle uniformer, togmodeller og fortællinger om togfabrikkens historie, er nu udstillet i Scandiamuseet, som alle nu kan betragte igennem de store glasfacader på Kulturtorvet i Sporbyen Scandia, som det nu kaldes.

»Kan alle høre mig. Dem med høreapparat de må sgu stille op foran,« lød det muntert fra Mogens Mortensen, formand for Scandiamuseet. Foto: Jan Szwed

Det røde bånd falder til jorden og der bliver givet faste håndtryk.

»Hurrahhh, Hurrahh, Hurrahh,« lyder det med fuld bastone fra metalsangkoret Scandia. Gruppen af ældre mænd i deres bedste alder har forinden sunget gamle smedesange for publikum, der nu skal hen til pølserne og pølsebrødet inde i en af de gamle haller og servere anekdoter fra dengang hundredevis af ansatte lavede tog i Randers.

For det her er smedenes land imellem de mange industribygninger, der har huset togproduktion i Dronningborg i over 100 år. Og de tidligere ansatte har kæmpet i årevis for at få Scandiamuseet op at stå.

Din Avis får lokket den tidligere ansatte på Scandia, Inge-Lise Andersen, til at sætte den gamle portnerkasket på Mogens Mortensens hoved. Kasketten med det røde 'S' for Scandia og manden i portnerboligen var det første syn, du mødte, når du skulle ind på fabrikken. Foto: Kian Johansen

Som formanden, Mogens Mortensen formulerer det, så var det på tide, inden de aldrende tidligere ansatte falder bort.

»På et tidspunkt var tidshorisonten 2029. Og det var sgu for sent. Så skulle vi jo fejre 80 års fødselsdag samtidig, tiden rinder snart ud for nogen af os. Så det skulle være nu,« lød det bastant fra formanden, der med over 100 medlemmer i foreningen bag museet har knoklet med at få de sidste fysiske ting på plads, så man kan lære om Scandias historie.

De to containeres indhold kan nu ses af publikum. Foto: Jan Szwed

Tænkt ud af boksen

Steen Jørgensen, indehaver af Sporbyen Scandia, har sammen med de frivillige fra Scandiamuseet, brugt utallige timer på at finde en løsning, så Scandiamuseet kunne vise sig frem. Der har været mange udfordringer og alternative placeringer undervejs.

Han kalder museet »en god historie« for byen.

Sporbyen har overtaget 29 hektar og omkring 65.000 m² gamle fabriksbygninger fra den tidligere togfabrik Scandia.

»Vejen hertil har været lang, med mange møder og justeringer undervejs. Og det lykkedes det først, da vi »tænkte ud af boksen« og fandt en fleksibel, midlertidig løsning, der gør det muligt at åbne nu – og sigte efter en mere varig placering senere,« fortæller han de fremmødte.

»I dag står vi med en byggetilladelse, der giver os tre år. Nu kan vi vise historien frem det bedste sted i Sporbyen – og arbejde videre derfra.«

Et gammelt fotografi blev overrakt tiil Scandiamuseet. Foto: Jan Szwed
Jørgen Nielsen, der er en af de to bagmænd til restauranten Scandiaekspressen, der også ligger på den gamle togfabrik hilste på formand Mogens Mortensen. Foto: Jan Szwed
Pølser skal der til. Foto: Jan Szwed
Ejeren af Sporbyen Scandia, Steen Jørgensen og hustruen dukkede gladeligt op for at fejre åbningen. Foto: Jan Szwed
Da maven var fyldt, kom der masser af anekdoter om gamle dage på togfabrikken. Foto: Jan Szwed
Der er gamle togmodeller, uniformer og masser af historier pakket i de to containere. Foto: Kian Johansen
Foto: Kian Johansen