Markeds-folkene nåede at blive nervøse, »men så eksploderede salget«
4. til 7. september finder Hammel Hestemarked sted for 53. gang. Alt er ved det gamle, og så alligevel er markedet forandret.
De seneste to år har Hammel Hestemarked slået rekord i antallet af besøgende. Derfor er forventningerne også store til udgave nummer 53. af kræmmermarkedet, der finder sted 4. til 7. september.
Faktisk er der allerede sat en rekord, en uge før festivitassen begynder. Her fanger avisen hestemarkedsformanden på en telefon:
»Der er total ny rekord i vores Heste-Quiz. Der er tilmeldt over 70 hold med fire-fem personer på hver af dem,« siger Allan Bo Andresen.
Det skyldes så også en omrokering fra telt til Arenaen.
»Tidligere år har vi måttet lukke for tilmeldinger, fordi der ikke er plads nok i teltet. Derfor prøver vi i år at rykke det ind, og det har folk altså virkelig bakket op om. Nu må vi så sørge for at levere,« siger formanden, som glæder sig over, at der dermed bliver frigivet plads i teltet til alle dem, som gerne bare vil nyde en øl.
De helt store trækplastre
For første gang i mange år lagde billetsalget til 90’er-festen lørdag aften trægt fra land, hvilket nåede at gøre markedsfolkene lidt nervøse.
»Men de seneste dage er salget eksploderet. Bliver det ved i den fart, så kommer vi altså tæt på udsolgt,« siger Allan Bo Andresen.
Til 90’er-festen giver Hampenberg, Barcode Brothers og Dr. Bombay koncert.
For de lidt yngre er årets helt store trækplaster musikeren Benny Jamz på den udendørs DJ-plads natten til søndag.
For to år siden væltede bandet Ude Af Kontrol pladsen med 3.600 publikummer. Sidste år tiltrak Icekiid lidt over 3.000. Er Benny Jamz et lige så stort trækplaster?
»Hvis spørger de unge, så tror jeg næsten, at de vil sige, han er større,« siger Allan Bo Andresen.
Og de unge er netop blevet spurgt.
»Vi bad dem give os tre navne, hvis der nu var helt frit slag. Ud af dem, vi spurgte, havde 90 procent Benny Jamz i top tre,« fortsætter formanden, som afslører, at der også var en anden populær kunstner – i sær hos pigerne:
»Vi har forsøgt at få Tessa. Det ville vi rigtig gerne, og hun havde også været perfekt. Men vi er nu meget tilfredse med Benny Jamz.«
Allan Bo Andresen skynder sig også at nævne Hip Hop- og R&B-musikeren Føns, som ”vender hjem” til barndomsbyen Hammel for at spille fredag aften:
»Han er en musiker, som er godt på vej. Måske er han en af de helt store om fem år. Så kan man sige, at ham så man på Hammel Hestemarked. Vi håber, at mange har lyst til at komme ned og se ham. Vi synes i hvert fald, at når det er en lokal, så er vi nødt til at bakke op.«
Padelhal midt i det hele
For første gang nogensinde står der en spritny padel-hal midt på markedspladsen, men det ødelægger ikke markeds-oplevelsen, lover Allan Bo Andresen.
»Vi synes selv, at vi har fået lavet en rigtig god plads. Vi pakker hele padelhallen ind i kræmmere – altså boder hele vejen rundt om hallen. Så vi har plads til det samme antal kræmmere, som vi plejer. Sidste år var der solgt rekordmange pladser, og i år bliver det det samme eller næstbedste antal. Nu handler det om vejrudsigten.«
For at sikre, at gæsterne kommer ud i alle kroge af hestemarkedets areal kan man i år deltage i konkurrencer, hvor der skal samles QR-koder forskellige steder på pladsen.
Nu med sikkerhedschef
Sidste år valgte mangeårig formand for hestemarkedet, Per Bøving, at stoppe
I år er altså første gang, Allan Bo Andresen har formands-kasketten på efter mange år som næstformand.
Bortset fra, at han har måttet løbe stærkt for at holde styr på padelhal-byggeri og Chris Anker Lounge, som event- og foreningschef i Hammel GF, oveni forberedelserne af hestemarkedet, så er der ikke meget, der har ændret sig med den nye titel:
»Vi har jo så mange fantastisk frivillige, som har været med i mange år, så de har helt styr på deres områder. Og jeg laver akkurat det, jeg plejer. Så er Pers opgaver blevet fordelt ud på andre.«
Som noget nyt i år er der udnævnt en sikkerhedchef. Den post har Frank Andreasen fået.
»Politiet og beredskabet har jo bemærket, at der efterhånden kommer ret mange mennesker på Hammel Hestemarked. Det er jo uden sammenligning Favrskovs største begivenhed. Så for at opruste på sikkerheden har vi skullet lave en over 40 siders stor sikkerhedsrapport. Det er jo altid gået godt, men det er selvfølgelig vigtigt, at vi er godt forberedt.«
Mere end 360 frivillige får Hammel Hestemarked til at løbe rundt.