1.000 internationale medarbejdere holdt byfest midt i Aarhus
Aarhus Katedralskole blev omdannet til en byfest for Aarhus' mange internationale medarbejdere i lørdags.
Godt 1.000 mennesker fra hele verden var lørdag samlet i katedralskolens gårdhave i Aarhus til en livlig eftermiddag fyldt med livemusik, dans, fællesskab og netværk.
Det oplyser Erhverv Aarhus i en pressemeddelelse.
For 14. gang stod det aarhusianske erhvervsnetværk og International Community således bag Expat Reception, hvor byens nye internationale medarbejdere og deres familier blev budt velkommen.
Expat Reception er en af de helt store arrangementer målrettet de internationale medarbejdere i Aarhus. Ifølge Erhverv Aarhus har både byens erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner behov for dygtige internationale kompetencer for at kunne konkurrere og udvikle sig.
»For erhvervslivet handler det om at kunne få den arbejdskraft, de har behov for, men det er ikke så ligetil at tiltrække de dygtigste medarbejdere til Aarhus, da vi er i hård konkurrence med resten af verden. Og derfor vil vi rigtig gerne give dem en varm velkomst, så de får en god start i Aarhus,« lyder det fra Erhverv Aarhus’ direktør, Poul Dalsgaard, i pressemeddelelsen.
Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S) var også til stede ved Expat Reception, hvor han med en tale bød velkommen på byens vegne.
Expat Reception er startskuddet på et efterår, som byder på flere internationale aktiviteter i byen, som bl.a. International Community og Aarhus Kommune står bag. De mange internationale tilflyttere kan f.eks. se frem til den store Aarhus City Welcome den 27. september, mens International Community har ca. 20 events i kalenderen resten af året.