En tidsindstillet bombe under scenen og rygter om skandaløs dødskoncert stoppede ikke stort Stones-show i Vejlby. Men Leif var alligevel skuffet

»Det er jo klart, da han siger det, så er vi jo lidt skeptiske,« fortæller Leif Bressum – mangeårig ejer af det ikoniske Randers-diskotek og spillested Tante Olga.

Ordene falder, når han tænker tilbage på en lettere overraskende musiktime, han som ung havde på Randers Amtsgymnasium engang i slutningen af 60’erne, og et øjeblik, hvor det pludselig virkede, som om superstjernerne fra verdens måske største rockband nærmest kom helt tæt på.

Leif Bressums klassekammerat Jakob havde til en musiktime medbragt en grammofonplade med rockgiganterne fra The Rolling Stones, og det var så meningen, at resten af klassen skulle høre et nummer fra pladen og snakke om musikken.

»Jeg tror, det var Beggars Banquet-albummet. Vi var jo på det tidspunkt helt oppe at køre på deres ”Sympathy for the Devil”.«

»Men så kommer vi jo til at snakke om det album, og så er det jo, at vores musiklærer, Steen Nielsen, en stor bamse med skæg, og som vidste alt om jazz, sagde, at han havde spillet sammen med trommeslageren i bandet, altså Charlie Watts,« fortæller Leif Bressum.

What?

Men jo, den var god nok.

I årene 1961-1962 boede den dengang ukendte trommeslager – men senere verdensstjerne – i den kronjyske hovedstad.

Her arbejdede han som reklametegner på Junchers Reklamebureau, bl.a. sammen med den senere DR-vært Poul Thomsen – ham med alle dyreprogrammerne – og de blev ifølge sidstnævnte »rigtig gode venner« – som han en del år senere kunne fortælle til Randers Amtsavis.

Thomsen, der arbejdede som tekstforfatter på reklamebureauet i de år, endte også med at forære den dengang fattige Charlie Watts hele sin Louis Armstrong-samling. For ved siden af tegnerjobbet fandt Poul Thomsen ud af, at der gemte sig også en stor jazzentusiast i englænderen – en musikgenre, som Watts også spillede en del på klubberne i Randers.

Men i 1962 var det så, at englænderen tog tilbage til London – og kort tid efter blev han af en fyr ved navn Mick Jagger overtalt til at blive en del af et nyt rockband. Og resten er historie.

Otte år senere skulle Charlie Watts dog så komme tilbage til det østjyske – denne gang rig og berømt og nu lidt syd for Randers i en nyindviet hal i det nordlige Aarhus. Og Leif Bressum dukkede også op – fuld af forventninger til sin allerførste Stones-koncert.

Telefonbomben

Det var det hidtil dyreste musikarrangement, der havde været i Aarhus, da superstjernerne fra The Rolling Stones i forbindelse med Aarhus Festuge rullede ind i byen og afviklede to koncerter i Vejlby-Risskov Hallen 9. september 1970.

50 tons udstyr og et sceneri, man ikke havde set lignende før, var sat op i idrætshallen, der var blevet indviet året forinden.

Men allerede inden de første akkorder var blevet slået an, var de to koncerter med ”de rullende sten” dog tæt på at komme i fare.

For om torsdagen – dagen efter koncerten – kunne man på forsiden af Århus Stiftstidende læse, at en ukendt mand havde ringet og fortalt, at en tidsindstillet bombe var placeret under scenen. Opkaldet var kommet, inden stjernerne var gået på scenen.

Så ind rykkede politiet i hallen. Ordensmagten fandt dog ingenting under den store scene og vurderede derfor heller ikke, at der var grund til at aflyse de to koncerter med de verdensberømte englændere.

Og omkring kl. 20 – en onsdag aften i Vejlby – kunne de fem medlemmer af The Rolling Stones alligevel troppe frem på scenen i idrætshallen. Første koncert sluttede kl. 21.30 – og den anden koncert sluttede klokken 1 om natten.

»Vi kom med langt hår og afghanerpelse og fyrede to tjaldere, inden vi satte os ind, og så satte vi os ned på gulvet på pelsene. Altså, så har du nogenlunde stemningen, ikke?,« fortæller Leif Bressum.

Ingen døde denne gang

Et af de store spørgsmål forud for den imødesete og udsolgte dobbeltkoncert var bl.a., hvor meget ragnarok den relativt nye hal ville blive udsat for af englændernes besøg.

Året forinden – i 1969 – var et af bandets famøse koncerter i Altamont, Californien, endt i kaos og ét dødsfald. En voldsom hændelse, der især huskes for, at motorcykelklubben Hells Angels stod for sikkerheden ved den lejlighed.

Under koncerten havde den kun 18-årige Meredith Curly Hunter Jr. nærmet sig scenen, og da rockerne havde fået at vide, at de for alt i verden skulle sørge for, at ingen kom op på den forholdsvis lave scene, blev den 18-årige mand på voldelig vis ført væk fra scenen.

Senere kom den 18-årige mand dog tilbage – denne gang med en revolver i hånden – og da han trak den nær scenen, blev han stukket og banket til døde af HA-medlemmet Alan Passaro.

Alligevel frygtede arrangørerne i Aarhus ikke Rolling Stones’ ankomst. Men rygterne om bandets skandaløse koncerter i USA var nået rockstjernerne i forkøbet og over Atlanten til lille Danmark, og det gjorde også, at arrangørerne i dagspressen skulle forholde sig til sikkerheden forud for koncerterne.

»Betjente med hunde skal sikre freden,« lød en overskrift i Jyllands-Posten forud for koncerten.

Heri blev det bl.a. beskrevet, hvordan 15 kontrollører skulle styre de 3.500 unge, som ville komme til hver af de to koncerter.

»Men bare rolig vi har ekstra beredskab i baghånden,« forklarede daværende halinspektør Otto Fjordside til avisen.

»Begge sidevægge består udelukkende af glas, og en amok-situation vil kunne ødelægge hallen mere eller mindre. Vi ønsker ikke noget smadret, så derfor vil betjente med hunde stå vagt uden for ved sidevæggene,« lød det i Jyllands-Posten.

Så voldsomt gik det dog ikke.

»Fra mange sider var der blevet udtrykt betænkelighed ved koncerterne med Rolling Stones. Fra USA fortalte bulletin’er om Stones-koncerter, der endte i skandaler, hvor alt blev smadret, og der ved en enkelt lejlighed endog blevet slået et par mennesker ihjel under koncerten. Koncerterne i aftes i Århus synes at fortælle, at USA-bulletin’erne siger mere om det publikum, der var til stede derovre, end om The Rolling Stones og deres show,« skrev Århus Stiftstidende dagen efter.

»Fuck, så noget messing«

Faktisk var anmelderne nærmest kun fulde af lovord for koncerterne i Vejlby-Risskov Hallen.

»Det var en Mick Jagger i topform,« skrev Jyllands-Postens anmelder.

»Det var en virkelig god koncert, og en af grundene til at det lykkedes så godt, må nok tilskrives det tekniske udstyr. Det var et forstærkeranlæg, der ikke på et eneste tidspunkt gjorde vrøvl – og sådan skal det også være, hvis betingelserne for virkelig god musik skal være til stede,« lød det videre.

Helt samme oplevelse havde en ung Leif Bressum dog ikke.

»Vi havde jo i hovedet, at vi skulle se de fem medlemmer, som skulle spille noget rock, og det skulle simpelthen bare være stinkende beskidt og så træsplinterne fløj af scenegulvet,« fortæller Leif Bressum.

Beatles-tiden var ved at klinge af, og det der nu blev sat på grammofon hjemme hos Leif Bressum og vennerne i slut-60’erne og start-70’erne skulle være til den mere hårde og mindre pæne side; som eksempelvis Jimi Hendrix, Deep Purple og senere Led Zeppelin.

»Men Rolling Stones havde jo så åbenbart på det tidspunkt lavet noget ”Rock and Roll Circus”, hvor de blandt andet havde haft en blæsergruppe med. Altså trækbasuner, trompet og saxofoner. Og det stillede de sgu guddødme også op med ude i Vejlby-Risskov Hallen. Og for os, der lyttede til en masse rock på det tidspunkt, havde vi det lidt sådan: ”Fuck, så noget messing – det gider vi overhovedet ikke at høre på,”« siger Leif Bressum.

Ifølge Tante Olga-ejeren blev det hele for stift og for arrangeret med blæsergruppen – noget af den uforudsigelige vildskab røg i svinget med dem.

Er der nogen, der gider høre på en gammel idiot?

Leif Bressum, der på daværende tidspunkt gik i 3.g på Randers Amtsgymnasium, var ellers fuld af forventninger taget afsted til Aarhus med gymnasiekammeraterne Asger og Jakob for at se det engelske rockband.

»Asger, vi skal til Aarhus og købe billetter. Stones er ved at blive gamle, så det er nok sidste chance,« skulle Jakob have sagt dengang.

Var det også sådan, du havde det?

»Nej, nej, nej. Men det var jo den der fornemmelse, som mange musikere selv havde dengang. De troede jo kun på, at de havde 1-5 år, og så ville der ikke være mere, fordi tingene gik så hurtigt, hver gang der kom en ny sang. Dengang var det jo singler, der kom ud til at starte med, og hvis ikke den hittede, så var bandet færdigt, og der var man jo hurtige til at lægge dem i graven og så finde nogle nye.«

»Så derfor vidste man jo ikke, hvor lang tid det ville fortsætte. Der er også interviews med Beatles-medlemmer op igennem starten af 60’erne, hvor de jo flere gange siger, at de regner med at være ”in the business for a year or two”. Det blev jo så noget helt andet,« siger Leif Bressum.

Og det blev det – og det samme kan man sige om hans forhold til The Rolling Stones.

For trods et skuffende første møde med Stones, så er det alligevel siden blevet til flere koncerter med heltene fra den engelske rockgruppe for Leif Bressum.

Et band, der så sent som sidste år var på en større nordamerikansk turné – selvom forsanger Mick Jagger og guitarist Keith Richards er blevet hhv. 82 og 81 år gammel – men de måtte dog denne gang rocke rundt på scenen uden Charlie Watts, som døde i 2021.

Leif Bressum, der er blevet 74, lader også stadig musikken få frit løb, når han spiller i bandet Noahs Ark, som man bl.a. kunne opleve på Tante Olga i forbindelse med Randers Festuge. Her finder Stones’ gamle sange også vej ind i repertoiret fra tid til anden hos bandet.

Og han lægger heller ikke skjul på, at han i de år, hvor han flittigt gæstede koncerter i Vejlby-Risskov Hallen, selv drømte om en dag at stå på scenen som Jagger og Richards. Sådan gik det dog ikke.

Med barn nummer to på vej i midten af 1970’erne blev Leif Bressum i stedet skolelærer, inden han nogle år senere skiftede spor til det, mange kender ham for i dag; musikarrangør og diskoteksejer. I 1986 overtog han Jydekroen, som i 1987 kunne åbne under navnet Tante Olga, og som han har drevet lige siden.

Men har du stadig et godt forhold til Rolling Stones i dag trods den skuffende første koncert, du havde med dem?

»Jamen, de er fede. Rolling Stones er jo fantastisk på deres helt egen måde, og de har jo lavet mange fede ting, og de har også deres helt egen sound og lyd.«

»Men her på det sidste, synes jeg, det er for patetisk. Altså, det må jeg indrømme. Jeg spiller også stadig selv, og nogle gange så står jeg da også og overvejer, om der er nogen, der gider at høre på sådan en gammel idiot?,« siger Leif Bressum og tilføjer:

»Men det er der så åbenbart.«