Fortsæt til indhold

Slagter udvider med helt ny butik

Slagtermesteren har fra start gået med tanken om at udvide. Men succesen skulle være på plads først. Det er den allerede efter få måneder.

Kultur og byliv

Hvis du bor i Kristrup og har savnet en slagter, er der gode nyheder.

Gourmet Slagteren, der i starten af juni åbnede i Slagter Frandsens gamle lokaler på Nørrebrogade i Randers, åbner nemlig en ny slagterforretning på Valdemarsvej lige ved Kristrup Torv.

»Det går pissehamrende godt. Den første tid er gået over al forventning, og vi er tæt på at sælge dobbelt op af, hvad vi havde regnet med. Det er vi meget taknemmelige for og stolte over,« siger slagtermester Kenneth Therkildsen.

Han har fra starten af gået med tanken om at udvide med flere lokationer, og nu har han altså valgt »at smede, mens jernet er varmt«.

»Det var vigtigt, at vi først fik succes her og få det banket op til det, det er i dag. Og det kan stadig mere, for folk skal lige vide, vi er her. Det kommer med tiden,« siger han.

Forventet åbning

Han har valgt lokalerne i Kristrup, fordi de har en god lokation i den sydlige del af byen, og fordi det kunne lade sig gøre at indrette dem til fødevareproduktion.

»Vi har mange kunder fra den del af byen, og vi hører fra dem, at det der med indover broen og myldretrafik tager lidt tid, så vi har haft øjne og øre åbne noget tid,« fortæller slagtermesteren.

Fødevarestyrelsen har allerede godkendt lokalerne, inventaret er bestilt, og nyt personale er blevet ansat. Nogle nuværende ansatte på Nørrebrogade vil også være at finde i Kristrup.

Kenneth Therkildsen forventer, at den nye forretning vil slå dørene op for første gang mandag 3. november.

»Jeg kan mærke, at vi gør noget rigtigt og rammer kunderne. Så langt hen ad vejen laver vi en copy paste i Kristrup. Der kommer dog en anelse mere delikatesse. Det vil fylde den største del, men det er stadig muligt at bestille kød,« siger han.

Pris og kvalitet

Kenneth Therkildsen tror, at den hurtige succes især skyldes to ting - udover at de er dygtige til deres fag.

»Når supermarkedspriserne er blevet, som de er, så sparer du ikke noget ved at gå i supermarkedet mere. Jeg tror, slagterbranchen vil blomstre igen. Prisen på oksekød kommer ikke til at falde, så hvorfor ikke købe et bedre og nogle gange billigere produkt og samtidig støtte os,« siger han.

Hvilket leder hen til grund nummer to. Kvalitet.

»Jeg sælger ikke bøffer til 25 kroner. Jeg sælger noget, som jeg ved, folk bliver glade for. Vi slår på kvalitet, og det kommer vi også til i Kristrup. Når du kommer ind til os, skal der være garanti for, at du kommer hjem med noget godt hver gang. Det er lige meget, om det er bøffer, vores hjemmelavede pålæg eller vores snart verdensberømte hjemmelavede frikadeller,« siger slagtermesteren med et smil på læben, inden han afslutter:

»Vi er stolte af det, og vi brænder for det.«