Populær midtby-bistro får sur smiley og bøde: »Det er mega træls at blive kastet under bussen«
Bistro føler sig uretfærdigt behandlet og kommer til at klage over Fødevarestyrelsens kontrol og sure smiley.
De har sit hyr med hygiejnen hos bistro- og cocktailbaren Lakaj i Mejlgade.
I hvert fald efter Fødevarestyrelsens standarder.
Men de standarder er urimelige, mener Lakaj, der netop har modtaget en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner efter et kontrolbesøg 28. august.
Det skete efter tre tidligere besøg, hvor det blev til en ’mellemfornøjet’ smiley.
Ifølge kontrolrapporten konstaterede Fødevarestyrelsen denne gang, at forholdene ikke var bragt i orden efter seneste besøg i juni.
Der blev fundet skimmelbelægning på et vinduesglas, produktrester af ældre dato på væg og hylder i et kølerum og snavs på en svaber, står der i rapporten.
Desuden fandt man »massive ansamlinger af røde belægninger« på bagvæggen af en opvaskemaskine, spindelvæv nær en dejmaskine og vægge med produktrester.
»Verden er urimelig«
Ifølge rapporten kunne virksomheden på dagen anerkende kritikken, men det er langtfra tilfældet, fastslår Lakaj, da avisen henvender sig for en kommentar.
Virksomhedens repræsentant, der ikke ønsker at citeres ved navn (XXXX), betegner besøgene fra Fødevarestyrelsen som et »mildest talt vildt forløb« præget af fejlagtige observationer og konklusioner. Han savner en form for VAR-system kendt fra fodboldens verden, hvor domme bliver set igennem.
»Den her kontrol virker i hvert fald som en fejlagtigt dømt offside,« lyder det i et skriftligt svar.
Han fortæller, at virksomheden bruger mange ressourcer på at undgå et rødt kort, for at blive i fodboldterminologien, fra Fødevarestyrelsen.
»Vi tager det meget seriøst, og bruger simpelthen så meget tid på at sørge for, at vores fødevarehåndtering og lokaler står præcis, som de skal.«
Lakaj er i gang med at udarbejde en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse, for ifølge XXXX er der en række kritisable ting.
»Et af de springende punkter var, at vores loft ikke var dækket godt nok ind, men selvsamme Fødevarestyrelse godkendte det ved besøget forinden,« skriver Lakaj og fortsætter:
»I et kølerum, hvor alt stod snorlige med datoer og i lukkede kondibøtter, havde en enkelt bøtte efterladt en stribe mayonnaise op ad væggen. Det er selvfølgelig uheldigt, men ikke i nærheden af at kunne kaldes for ”produktrester af ældre dato”. Og skimmelbelægningen sad på den indvendige side imellem termoruden i dørens koøje ind til kølerummet. Den vil selvfølgelig blive skiftet, men for os er det en voldsom bortdømmelse at konstatere, at vi har skimmel.«
Bistroen nævner desuden, at en edderkop, der havde sat sig mellem to melspande, er sat ud i naturen igen, og afviser, at der har været murerstøv eller spindelvæv på virksomhedens røremaskine.
»Det er bare ærgerligt, at man ikke ud fra en helhedsbetragtning og sund fornuft kan se, at der faktisk er styr på tingene. Hvis det her, og en gulvskrubbe, der er lidt beskidt på overfladen, skal koste en bøde og en sur smiley, så kan jeg simpelthen ikke se, hvordan nogen restauranter i byen skulle kunne få en glad smiley.«
Ifølge Lakaj kan sådan en kontrolrapport have store konsekvenser for en lille fødevarevirksomhed, og derfor har Lakaj nu sat sig for at klage.
»Det er mega træls at blive kastet under bussen, men verden er urimelig, og Fødevarestyrelsen tager forhåbentlig også fejl. Vi havde håbet, at det ikke skulle blive en offentlig debat, for vi vil gerne fokusere på at nå til enighed med Fødevarestyrelsen og få rettet op på de ting, der skal til for at få tilfredsstillet dem.«