Aarhus-konditori med den bedste fastelavnsbolle lukker
Gotfred i Havnegade i Aarhus lukker, oplyser indehaverne i et opslag på Instagram.
Siden 2022 har aarhusianere haft mulighed for at købe alverdens æstetiske kager hos det unikke konditori Gotfred - et såkaldt pâtisserie med et nordisk fokus.
Men snart er det slut.
For når september nærmer sig sin afslutning, er det også enden på Gotfred i Aarhus.
Det meddeler indehaverne i et længere opslag på Instagram, som indledes med den klare besked: »Vi lukker«.
»Så meget, som vi har elsket vores tid med Gotfred, er vi også kommet til den erkendelse, at familien altid må komme først,« uddybes det i opslaget.
Tilbage i februar blev Gotfred testvinder, da avisen kårede Aarhus’ bedste fastelavnsbolle. Der var tale om en noget kreativ fastelavnsbolle, som var en choux au craquelin med en dekorativ kiks på toppen med mousse og passisonsfrugt og saltkaramel indeni.
»Det er lidt som en skøn sommerlig drink. Det er nok passionsfrugten, der gør det. Cremen er virkelig lækker og blød,« lød det blandt andet i bedømmelsen.
Det er nok ikke fastelavnsboller, man kan nå at få hos Gotfred, men der bliver fortsat solgt kager frem til sidste dag:
»Vi holder ovnene i gang og vil være åbne indtil den 28. september, som bliver vores sidste dag. Vi er virkelig taknemmelige for den tid, vi har haft med Gotfred og for alle de oplevelser, vi har fået. Uendelig taknemmelighed går ud til hver gæst, hvert partnerskab gennem årene, og frem for alt til det enestående team, der bragte Gotfred til live,« står der i opslaget på Instagram.