Fortsæt til indhold

13 aarhusianske firmaer er gået sammen: Står bag ny eksklusiv bryllupsmesse på Michelin-restaurant

Der bliver gratis adgang til messen, oplyser arrangørerne bag 'Wedding Aarhus'.

Kultur og byliv
am

13 aarhusianske firmaer har slået sig sammen og planlagt det, de selv kalder »Aarhus’ mest eksklusive bryllupsmesse«.

Et event, som de nu inviterer kommende brudepar med til.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra brudekjoleforretningen Buch Couture, en af arrangørerne bag det nye arrangement .

Eventet er døbt ’Wedding Aarhus’, da firmaerne på messen alle er Aarhus-forankrede, og sammen vil de forsøge at skabe en »uforglemmelig bryllupsmesse-oplevelse«.

Der er gratis adgang til messen, som afholdes søndag 5. oktober på Michelin-restauranten Gastromé i Risskov.

»Ideen opstod til et af vores erhvervsnetværksmøder, hvor Nina Buch fra Buch Couture luftede ideen, og her på Gastromé er vi altid klar på at forfølge en god ide. Så vi har i fællesskab fået samlet de bedste leverandører under ét tag for at give de kommende brudepar den perfekte inspiration og vejledning til en af livets store dage,« fortæller Søren Jakobsen, medejer og general manager hos Restaurant Gastromé.

Det er første gang, at bryllupsmessen afholdes, men planen er at gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed.

»De deltagende firmaer er nøje udvalgte partnere, der alle deler vores passion for at skabe perfekte bryllupper. Vi har en repræsentant med fra alle de vigtige elementer, som bare skal spille 100 procent på den store dag, så man kan blive klædt på, forberedt og inspireret til at realisere drømmebrylluppet,« forklarer Søren Jakobsen.

På messen bliver der mulighed for at møde Buch Couture brudekjoler, Toft Jessen smykker og vielsesringe, Restaurant Gastromé, Lykke Bryllup specialist i bryllupsplanlægning, Uncover formidling af livemusik, All About Flowers, Classic Cruise, Tchin-Tchin, Nicolai Chokolade, Mond, Milling Hotels, Urhandleren og Pia Hairstylist.

Og i løbet af eftermiddagen vil man kunne få indsigt i de nyeste trends inden for bryllupsmoden, dekoration, fotografering og meget mere, når udstillerne præsenterer det bedste fra branchen.

Man kan bl.a. også få smagsprøver på bryllupskager, vin og mad, og der vil også være eksperter, der kan give råd og vejledning til de rigtige valg til den store dag samt loungeområder med »god kaffe og tid til at lade indtrykkene bundfælde sig,« lyder det i pressemeddelelsen.