Fortsæt til indhold

Randers får nyt børnebibliotek

Den nye børneafdeling forventes at stå klar i slutningen af 2026.

Kultur og byliv
sra

Med støtte på 3,2 millioner kroner har Nordea-fonden opfyldt et stort ønske for brugerne af Randers Bibliotek: nemlig et nyt børnebibliotek i Kulturhuset. Det skriver biblioteket i en pressemeddelelse.

Biblioteket bidrager med cirka samme beløb til projektet, og dermed kan borgerne i Randers Kommune glæde sig til en gennemgribende renovering af børnebiblioteket til en værdi af 6,5 millioner kroner.

»Det er en rigtig god nyhed, og vi er meget glade for bevillingen. Det vil gøre en stor forskel for børn, unge og familier i kommunen,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen.

Louise Høeg (V), der er formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget er helt enig.

»Med det nye børnebibliotek ønsker vi at tage et medansvar for adgangen til et attraktivt og tilgængeligt kulturtilbud, så vi bidrager til at styrke børn og unges mestringsevner via deltagelse i fællesskaber om læsning, litteratur og kreativitet,« siger hun.

Brugerne er med til at bestemme

Formålet med det nye børnebibliotek er blandt andet at styrke læsekultur og læseglæde hos børn, unge og deres familier. Børnebiblioteket skal være en attraktiv ramme for kreativitet, leg og læring.

Hvordan det nye børnebibliotek kommer til at se ud, har blandt andet været op til kommunens borgere. I løbet af 2024 kunne brugere af biblioteket bidrage med ønsker og konkrete idéer til rammer, indhold og ny indretning.

»Det har været vigtigt for os, at vi laver et dynamisk, inspirerende og tilgængeligt rum, der kan tilpasses brugernes ønsker og behov løbende, så det bliver ved med at være relevant i mange år fremover,« siger Lone Føgh Westphall, der er bibliotekschef i Randers Kommune.

Det bliver stadig muligt at benytte biblioteket i ombygningsperioden, der efter planen vil strække sig over andet halvår af 2026. Hvordan det præcis kommer til at påvirke driften af børnebiblioteket bliver løbende meldt ud på Randers Biblioteks hjemmeside og sociale medier.