Når vagten og soldaten bliver julemand: Jan skifter fra uniform til rødt tøj

Julemanden Jan Lund har haft et meget rødklædt bijob i november og december i sammenlagt 25 år.

Men begyndelsen som julemand var alt andet end planlagt.

Dengang var han souschef i Randers Storcenter, og en dag kiggede chefen Mogens Juel på ham og sagde: »Du skal være vores julemand«.

Jan Lund klapper sig på maven og griner.

»Dengang vejede jeg 54 kilo mere. Jeg tænkte meget over det, men endte jo med at sige ja.«

Det blev starten på et helt nyt spor. Efter utallige år som storcenterets julemand lod han sig optage som vaskeægte julemand. Optagelsen foregik på Slotstorvet i Randers, hvor han blev en del af Dansk Julemands Laug og blev oplært af to professionelle julemænd.

»Jeg kan hverken synge eller spille. Og selvom jeg er gift med en harpe, så går det ikke,« kommer det med et underfundigt blik i øjnene.

»Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kan fortælle historier. Jeg kan samle folk med historier. Det er det, jeg gør som julemand.«

Fantasi kan ikke vejes

Hans univers er efterhånden blevet stort. Han har skrevet sin egen julehistorie om julemor og julefar i kongsgården, og om at der opstår nordlys, når legetøjsfabrikken på kongsgården går i stå.

»Børn spørger om reelle ting og forventer reelle svar. Og så er der nogle pædagoger, der synes, at jeg lyver. Men børns fantasi behøver ikke vejes og måles, før det føles rigtigt for dem.«

Når han sætter sig med børnene, oplever han en særlig ro.

»Der kommer en fortrolighed og en tillid. Og så er essensen af julen, at den ikke har en pris. Børn kan sagtens sætte pris på noget, der ikke koster.«

Han nævner et eksempel med en forældreløs pige, der havde fået en rød strikket trøje af sin bedstemor. Den eneste gave, hun havde fået til jul.

»Så vi talte om hendes gave, og undervejs, mens vi talte, så kunne jeg se, at hun langsomt blev gladere og gladere for striktrøjen. Og bedstemoren stod med fugtige øjne, da de skulle til at gå.«

Rarere som julemand

Jan Lund tager opgaven som julemand seriøst. Det tager op til halvanden time at klæde sig ud med makeup og vaskeægte falsk hvidt skæg.

»Min kone siger, jeg bliver rarere, når jeg er julemand,« lyder det.

»Når jeg er julemand, så går jeg langsommere og på en anden måde, jeg bevæger hovedet mere roligt, og jeg opfører mig som en julemand,« forklarer han.

»Det, man skal forstå, det er, at der sker både en mental og fysisk omklædning. Det hedder transit med et moderne ord. Altså når du skifter fra én karakter over til en anden. Det har jeg også brugt, når jeg underviste på det grundlæggende vagtkursus. Når man tager vagttøjet på, så er man ikke en person mere, så er man vagten.«

Han tilføjer:

»Hvis du ikke har den mentale del med, så går det galt. Du skal gå ned i tempo og fange børnene, og også de børn, der er lidt bange, og registrere, hvad der egentlig sker omkring dig og være opmærksom.«

Børn er som heste

Han og julemor Kirsten Lund har været professionelt julepar i alt 25 år med enkelte pauser undervejs, blandt andet fordi julemor blev syg for to år siden.

»Hun har haft sit klippekort til Skejby fyldt fuldstændig op i nogle år. Det var derfor, vi holdt pause. Og man kan ikke bare lære en ny julemor op. Det er som at få en hundehvalp. Det tager flere år,« siger han og griner.

»Og så var der det praktiske. At være julemand og være på dagpenge er no go.«

Han forsøger at forklare, hvor godt de to supplerer hinanden. Hun vækker fortrolighed, og han spiller den rare julemand.

»Børn er som heste. De fleste skal lige se mig an, før de bliver trygge,« lyder det erfarent.

Nu er begge gået på pension. De vender langsomt tilbage, men i et roligere tempo end tidligere.

»Vi havde 170 jobs fra november til december før. Det har vi ikke i dag. Jeg skal også passe på julemor.«

Fra kok til julemand

Jan Lunds arbejdsliv har været lige så alsidigt som hans julerolle. Han er uddannet kok og var det i 13 år. Han har været sælger og lastbilchauffør.

Han arbejdede i Randers Storcenter i over ti år og lærte blandt andet om markedsføring og handel.

Derefter blev han afdelingschef i Randers Kommune for det daværende rådhusservice.

Her sendte han rådhusbetjentene på blandt andet vagtkurser og omdannede deres opgaver til både at være vagter og servicefolk.

»Jeg opdagede hurtigt, at den akademiske tilgang overvældede mig. Så tog jeg min egen medicin og blev menig rådhusbetjent i stedet.« Det var han i over 10 år, så han har set sin del af politikernes møder på Det Gamle Rådhus.

I alt har han været vagt i 26 år i forskellige funktioner. I dag arbejder han som tryghedsvagt på sociale væresteder. I marts fylder han 67 år og er allerede gået på seniorpension.

Faderen sendt til Frøslev

Hjemmeværnet fylder mindst lige så meget som julen. Han har gjort tjeneste i 48 år. Han er kaptajn og stabsofficer på Skive Kaserne. »Jeg arbejder omkring 1300 timer om året frivilligt. Det er ulønnet. Men hjemmeværnet har altid betydet noget for mig.«

Forklaringen ligger hos hans far. Jan Lunds stemme falder en oktav, når han fortæller det.

»Min far sad i Frøslevlejren under krigen. Han var dansk soldat, der blev taget af tyskerne i Kerteminde og interneret. Da tyskerne blev sendt hjem, blev han sendt til Esbjerg, hvor der skulle ryddes miner.«

Af samme grund vil han aldrig se filmen »Under Sandet« fra 2015, der handler om, hvordan tyske krigsfanger blev sat til at fjerne over 2 millioner landminer langs den danske kyst.

»Jeg har fået fortalt, at den er baseret på øjenvidneberetninger, så den skulle være tæt på sandheden,« siger han, mens smilet for første gang i vores samtale ikke falder Jan Lund naturligt.

Jan Lunds far talte aldrig rigtigt om krigen og hans egne oplevelser.

»Men vi kunne se, at han havde oplevet ting, de færreste oplever.« Faren døde som 92-årig.

»Der var stadig ting, han ikke ville fortælle. Men det sidder dybt i mig. Danmark skal aldrig mere være uforberedt. Og aldrig mere besættes.«

Det er også erfaringer fra Hjemmeværnet og kamppsykologi, der præger hans arbejde som julemand.

»Jeg har lært, hvor vigtigt det er at handle i svære situationer. De, der overlever traumer, er ofte dem, der gjorde noget. De føler, at de har handlet. Og selvom der måske ikke var noget at gøre, så har de gjort, hvad de kunne. Det tager jeg med ind i rollen som julemand.«

Ide om Kongsgården lever

Drømmen om Kongsgården lever også videre. I 2018 var han ellers langt i processen med et stort oplevelsescenter i Randers baseret på hans juleunivers.

»Jeg havde investorer, revisorer og advokater. Og en bank, der ville give driftsgaranti. Walt Disney var faktisk vilde med ideen. De sagde, at hvis Kongsgården stadig eksisterede fem år senere, ville de gå ind i projektet.«

Kravet om halvanden million til bred markedsføring for at skaffe 150.000 medejere standsede det.

»Nogle gange kan voksne ikke forstå et univers, som børn finder helt naturligt,« lyder erkendelsen.

Nu arbejder han sammen med en udviklingsgruppe i Sønderjylland. Der er tanker om, at Kongsgården skal indgå i et større oplevelsesunivers med flere andre attraktioner.

»Om det bliver i Randers, på Sjælland eller i Sønderjylland gør mig ikke noget. Jeg håber bare, at Kongsgården bliver til noget.«

Han og Kirsten har været gift siden 1981. De har tre sønner, to svigerdøtre og tre børnebørn. De kører Danmark rundt på motorcykel og bruger meget tid på hans anden store passion, naturfotografering.

Parret boede i Spentrup i 37 år, før de flyttede til Auning.

I år åbner de Julemandens butik i Houmeden i Randers Midtby. En fast base, hvor børnene kan finde dem lørdag og søndag i december samt de to sidste dage op til juleaften.

»Man ved aldrig, hvad der kan ske i Julemandens butik. Ungerne går fra os med historier, og nogle gange rammer julestemningen os alle sammen,« lyder det med et skælmsk smil fra Jan Lund.